Annonce
Annonce

Otte ud af ti danskere handler over nettet

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

80 procent af danskerne har købt varer over nettet i løbet af det seneste år. Andelen har været støt stigende de sidste ti år og intet tyder på, at vi har set toppen. Nye områder går online og flere butikker må forberede sig på at håndtere kunder over nettet, lyder det fra Dansk Erhverv.

Af Thomas Giolla - Møller, Dansk Erhverv

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Fremtidens Detail'. Se alle artikler her

Koncertbilletter, flyrejser, tøj, sko og husholdningsartikler er noget af det, danskerne klikker ind på, når de handler over nettet. Det viser tal fra Danmarks Statistisk og Dansk Erhverv.

”Når det kommer til services som rejser, teater, koncert og flybilletter har e-handlen fuldstændigt taget over. Det er varetyper, hvor man ret præcist ved, hvad man får og samtidig får man billetten med det samme i en mail eller en SMS. Når det kommer til de fysiske varer ligger tøj, sko og elektronik i toppen over onlinekøb,” siger Matthias Lumby Vesterdal, som er politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Et af de områder som vokser er handel med dagligvarer og mad over nettet. Selv om det stadig er en lille andel af omsætningen, som ligger online, har den været støt voksende siden 2008, hvor 9 procent af danskerne havde prøvet at handle dagligvarer over nettet til 22 procent i 2017. Det er blandt måltidskasser fra Årstiderne og Skagenfood og onlinesupermarkeder som Nemlig.com, men også mindre specialbutikker inden for fx ost og kød.

”Langt de fleste danskerne lægger stadig størstedelen af deres forbrug på dagligvarer i den fysiske butik, men tallene viser en tydelig tendens i retning af et stigende marked,” siger Matthias
Lumby Vesterdal.

Matthias Lumby Vesterdal, politisk konsulent i Dansk Erhverv

»Vi ser også at mobile devices i stigende grad bruges fra start til slut i bestillingsforløbet. Hvis man vil være en del af det voksende online marked, skal man sikre sig, at ens hjemmeside og betalingsmetoder også fungerer på mobile devices.«


Alle e-handler
Danskerne ligger i EU’s absolutte superliga, når det handler om at e-handle. Hvis man dykker ned i tallene kan man se, at den typiske e-handler bor i hovedstadsregionen, men hele landet er med. Det er stadig den yngre del af befolkningen, som hyppigst køber online, men inden for de senere år er især også den ældre del af befolkningen kommet godt med.

”Der er flest yngre blandt e-handlerne, men de ældre skal man ikke glemme. De har som regel et større rådighedsbeløb end yngre, så de lægger flere kroner i kassen. Derfor er det også vigtigt, at butikkerne ikke glemmer de ældre kundegrupper, når de tilrettelægger deres digitale strategi, for så går de glip af omsætning,” siger Matthias Lumby Vesterdal og fortsætter:

”Det kan virke overraskende, at hovedstadsområdet er førende, når det gælder e-handel, fordi det det er et område, hvor der i forvejen ligger mange fysiske butikker med et stort udvalg. Men mange sætter pris på den fleksibilitet, det giver” påpeger Matthias Lumby Vesterdal.

Hvis trenden fortsætter vil e-handel også i fremtiden blive endnu mere udbredt og det stiller krav til butikkerne.

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Fremtidens Detail'. Se alle artikler her