I sommeren 1971 rejste USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger til Islamabad i Pakistan, hvorfra han, under påskud af at være blevet syg, i al hemmelighed tog videre til Beijing. Her udførte han forarbejdet til det, som skulle blive en milepæl i verdenshistorien: Præsident Nixons besøg i Kina, som den første amerikanske præsident nogensinde, og møde med Formand Mao i februar 1972. Et møde, som gjorde op med mere end 20 års tavshed mellem de to lande, og som lagde kimen til en helt ny international magtstruktur, hvor USA ikke længere sad alene ved verdens ror.
“Besøget var en kæmpe overraskelse, nærmest et chok, for mange,” fortæller historiker og professor ved Saxo-instituttet under Københavns Universitet Poul Villaume, som blandt andet forsker i Den Kolde Krig.
“Forholdet mellem de to stormagter havde jo været iskoldt siden Maos magtovertagelse i Kina i 1949, og USA nægtede at anerkende Den Kinesiske Folkerepublik. Så det var en 180 graders vending, som USA foretog i forholdet til Kina med det besøg.”
Ugen, der ændrede verden
I amerikansk kontekst bruges udtryk som “Nixon goes to China”, “Nixon in China” eller det mere forklarende “Only Nixon could go to China” som metaforer for en situation, hvor en politiker træffer et kontroversielt valg uden at miste sine følgeres opbakning. Og det var netop kun anti-kommunisten Nixon, der kunne slippe afsted med at besøge Formand Maos Kina for at lægge an til forbrødring, mener Poul Villaume:
“Nixon havde ry for at være stærkt antikommunistisk, og allerede sidst i 1940’erne havde han været en ledende figur i den mccarthyistiske kampagne imod alle, der bare lugtede lidt af kommunisme. Så han havde sin baggrund i orden: Man kunne ikke med rette mistænke Nixon for at være blød over for kommunisterne,” siger han.
Læs mere om Nixon in China her
For Nixon var det ugelange besøg i Kina en mangeårig politisk ambition, der gik i opfyldelse. Allerede i 1967 havde han i det ledende udenrigspolitiske tidsskrift “Foreign Affairs” skrevet en artikel, hvori han opsigtsvækkende argumenterede for, at USA ikke havde råd til, at Kina var sat uden for internationalt samarbejde og isoleret. Og som præsident arbejdede han allerede fra begyndelsen af sin præsidentperiode i 1969 på at få etableret en kontakt til Kina, som kunne skabe modvægt til den stadigt stærkere Sovjetunion.
Nixon, som også godt var klar over, hvilke PR-mæssige fordele mødet havde for hans valgkamp, døbte selv storladent sit besøg i Kina “ugen, der ændrede verden” – og det egentlig med en vis ret, mener Poul Villaume:
“Det fik på langt sigt den effekt, at man fik en form for afspænding, våbenkontrol-aftaler og begyndende forsoning mellem Kina og USA. Nixon bliver ofte og med rette kritiseret, men han havde også en anden side, som var mere realpolitisk, hvor han faktisk arbejdede for global stabilitet. Man må sige til hans forsvar, at han som den første amerikanske præsident siden 2. verdenskrig anerkendte, at USA's globale overmagt ikke nødvendigvis kunne opretholdes uanfægtet på længere sigt. Og at der ikke i enhver russer, kineser eller inder gemmer sig en person, som brændende ønsker at være ligesom amerikanerne. Den realistiske verdensopfattelse, som Nixon stod for og chokerede verden med i 1972, var på den måde med til at sikre en form for stabilitet.”
Nixon i Operaen
12. maj til 6. juni opfører Det Kongelige Teater John Adams’ populære opera fra 1987 “Nixon in China” i Operaen i København, en forestilling, som netop bygger på det Nixons ugelange besøg i det kommunistiske Kina. Og historien har stadig meget at sige os i dag, årtier efter at begivenhederne fandt sted, mener John Fulljames, som er operachef på Det Kongelige Teater og iscenesætter forestillingen:
“Nixon, måske den mest udskældte amerikanske præsident nogensinde, i hvert fald indtil den nuværende, viser sig i operaen som en tragisk helt, hvis eftermæle bliver destrueret af Watergate. Ved forestillingens afslutning er han et nedslået, desillusioneret menneske, der med længsel ser tilbage på dengang, han drev en burger-bar under Anden Verdenskrig og langede burgere over disken til sine soldater-kunder. Man kan ikke undgå at føle med ham i det øjeblik, hvor han går en mørk fremtid i møde. I en tid, hvor folk og politikere i stigende grad fjerner sig fra hinanden, og hvor de politiske positioner synes stadig mere polariserede, spiller opera og teater en vigtig rolle i forhold til at skabe empati. “Nixon in China” gør lige præcis dét.”
Læs mere om Nixon in China her
Han beskriver operaen som både “ekstremt opera’sk” og alligevel fuldstændig sin egen:
“Da operaen blev vist første gang i USA i 1987, var begivenhederne, som blev fremstillet, kun 15 år gamle. Den Kolde Krig, Vietnam-krigen og ødelæggelserne efter Kulturrevolutionen i Kina har været den kontekst, publikum så forestillingen i. Operaen var overraskende og frisk, fordi den var som en dokumentar, der gav publikum en nøgle til at forstå de politiske aktører, som de kendte så godt fra spisesedler og aviser,” udtaler han, og fortsætter.
“I dag, i en anden del af verden, ser vi operaen i en helt anden kontekst. Nu føles den mere konventionel. Den står og falder med sit partitur, og vi læser det som et stykke mytologi. Det kunne lige så godt være historien om et fredsmøde under Den Trojanske Krig, som det kunne være et forsøg på at ende Vietnamkrigen. Historiens umiddelbare aktualitet betyder mindre end de følelsesmæssige sandheder.”
“Nixon in China” spiller på Operaen fra 12. maj til 6. juni.
