Søen er høj. Temperaturen ligger omkring frysepunktet, og det regner. Vi sidder tæt op af hinanden for at holde skibet flydende. Og for at holde varmen. 60 mand på vej mod kamp i det ukendte Nord. Vi har mistet øjenkontakten med de andre skibe.
”Du er så lille et væsen, når du er ombord på et vikingeskib på åbent hav. Du har hele tiden himmelen over dig, for du kan ikke gå under dæk for at sove. Og med mindre end én kvadratmeter plads til hver person, er du konstant i i berøring med et andet menneske – og gensidigt afhængig af vedkommende.”
Vibeke Bischoff er et af de få nulevende mennesker, der er kommet helt tæt på den følelse, vikingen må have haft på sine mange rejser rundt på verdenshavene. Hun er skibs-rekonstruktør ved Vikingeskibsmuseet, men har ad flere omgange også været med til at sejle nogle af de ruter, vi fra de gamle sagaer kan regne os frem til, at vikingerne må have sejlet. Hun har været mange uger på havet i et af de skibe, hun selv har været med til at genopføre.
Følg i vikingernes slipstrøm til fantastiske Island og betagende Grønland.
”Udtrykket ”vi er alle i samme båd”, giver for alvor mening, når man er med på et sådant togt. Alle bliver påvirkede, hvis nogen bliver søsyge, alle kan mærke det, hvis man er i dårligt humør eller mangler overskud. Så der opstår et helt utroligt sammenhold,” fortæller Vibeke Bischoff, der i årene 2007 og 2008 har sejlet ”Havhingsten” til Dublin og tilbage igen. Fra Roskilde ud i Kattegat og Skagerak til Norge, over Nordsøen til Orkneyøerne, nord om Skotland i Atlanterhavet – og retur igen syd om Lands End, gennem Den Engelske Kanal til Holland og derfra retur til Danmark i Thyborøn.
”Og nej, vi var ikke heldige med vejret. Tværtimod,” husker Vibeke Bischoff.
Det barske og smukke nord
En anden af vikingernes foretrukne ruter gik mod nord mod Island og Grønland. Også for 1000 år siden var danskerne og de øvrige nordboere tiltrukket af den fantastiske natur, hvor de bosatte sig og efterfølgende etablerede handelsruter.
”Og her er der nogle alvorligt barske farvande,” fortæller rejsekonsulent Mogens Gislinge, der er med til at udvikle og planlægge de nordatlantiske og antarktiske rejser for krydstogtudbyderen Profil Rejser.
”Derfor var der heller ikke mange vikinger, der klarede turen syd om Kap Farvel til Vestgrønland. For her er der uforudsigelige isbjerge og storme at forholde sig til; storme som vi ofte får det sidste af på den danske vestkyst, hvor de stadig føles ganske voldsomme,” forklarer Mogens Gislinge og fortsætter:
”Vi sejlede for år tilbage passagerer fra Frederikshavn til Grønland om foråret, når Grønlandstrafikkens skibe skulle tilbage fra værft. Men den rute blev indstillet, efter et af skibene kom ud i så voldsom en storm, at vinduerne på broen blev trykket ind og skibet måtte søge mod land.”
Moderne vikinger
Der er stadig kunder til krydstogsrejer mod nord. Og der bliver flere af dem. Men trods den moderne teknologi og høje sikkerhed er det stadig ture, der mest appellerer til ”det eventyrlystne publikum”, som Mogens Gislinge beskriver dem.
”Man kommer ganske tæt på vikingernes oplevelser, selvom det i dag naturligvis blot er et spørgsmål om at kunne holde til den barske natur – ikke et spørgsmål om at overleve,” smiler han.
Og også vikingerne har oplevet de smukke stunder. Den fantastiske solnedgang over vandet og solens genspejling fra isen i vandet og sneen i bakkelandskabet ved Island og Grønland. Ellers var de ikke kommet igen og igen.
”Vi skal huske på, at de for deres tid var alt andet end primitive. Vikingerne var netop berygtede på grund af deres evner på havet. De erobrede England og sejlede ned gennem Seinen. Erik Den Rødes søn, Leif den Lykkelige, var den første, der kom til Nordamerika. Det havde naturligvis ikke været muligt, hvis teknologien havde været primitiv,” forklarer skibs-rekonstruktør Vibeke Bischoff, som det ligger meget på sinde at tilbagevise dem, de taler kritisk om vikingernes sejlevner.
Og det har hun nok ret i.
