Madblogger: To dage på Hven gør dig sulten efter mere

Madblogger Linn Grubbström, også kendt under bloggernavnet Frøken Kræsen, genbesøgte sin barndoms ferieø og opdagede en kulinarisk perle midt i Øresund.

Frk. Kræsen har genbesøgt bardommens minder på Hven og fundet et gastronomisk og naturrigt mekka. Billede: Frk. Kræsen Fold sammen
Læs mere

Jeg husker Hven fra min barndom, hvor det var sådan et sted, man tog hen på lejrskole – en ”tight” ø, hvor man kunne opleve alt på en dag, men også en ø, der var indbegrebet af svensk sommer.

Som barndom blev til ungdom glemte jeg alt om øen gennem nogle år, indtil jeg sidste sommer igen tog turen til Hven fra København og blev betaget af øen og dens muligheder på ny.

Hven ligger kun små halvanden time i båd fra København, og man kan sejle dertil fra Nyhavn. Billede: Frk. Kræsen Fold sammen
Læs mere

Grøn transport malet i gult
Hven ligger kun en halvanden times sejltur fra København og i sommerperioden, er der daglige afgange fra Nyhavn. Vi stiger på færgen og kl. lidt i 11 om formiddagen ankommer vi til maleriske lille havneby, Bäckviken. Hvis man da ellers kan tale om byer på Hven. Herfra går det op ad bakke i et par minutter, indtil vi spotter i hundredvis af gule cykler, der bare står og venter på os. Her er almindelige cykler, cykler med hundekurv, ladcykler, tandem, børnecykler og el-cykler. Ens for dem alle er, at de er gule. Vi snupper en tandemcykel og triller afsted.

Sulten melder sig dog hurtigt, og efter bare femten minutter på cykel er vi fremme i havnebyen Kyrkbacken. På Restaurant Ella, en fiskerestaurant placeret i en stemningsfuld kulisse af gamle rødmalede fiskehytter, venter frokosten, der er noget nær så lokal, som den kan blive. Vores tjener fortæller, at det er øens eneste og sidste fisker, vi kan takke for dagens fangst. En fisk, der naturligvis er fanget et stenkast fra Hvens kyst, og som selvfølgelig er tilberedt i selskab af lokale krydderurter og andet lækkert tilbehør fra nærområdet.

Turen går videre ad små landeveje og grusstier, til vi når frem til Cassiopeia Keramik. En lillebitte verden af smukke blomsterfade, fine tallerkener og bedårende små kunstværker. En kreativ og hyggelig atmosfære, der nærmest lokker til et stykke eftermiddagskage.

Der er et hav af forskellige ativiteter, man kan give sig til, når man besøger Hven. Frk. Kræsen tog et smut forbi Cassiopeia Keramik og beundrede de smukke fade og tallerkener. Billede: Frk. Kræsen Fold sammen
Læs mere

Heldigvis er kagen, eller i dette tilfælde kanelsnurren – Sveriges bud på en kanelsnegl – lige rundt om hjørnet. Det er dog ikke en helt gængs kanelsnurre, der skal udgøre vores eftermiddagskage. Bageren, Hven Durum, bager nemlig, som navnet antyder, sit bagværk i durummel. Hjemmedyrket og hjemmemalet, oven i købet. Et twist, der gør det ellers fortrinlige stykke bagværk helt eminent.

Hvis man elsker bagværk, så er bageren Hven Durum et besøg værd. Her kan du få hjemmedyrket og malet bagværk i smukke omgivelser. Billede: Frk. Kræsen. Fold sammen
Læs mere

Essensen af Sommersverige
Med kanelsnurren i en papirpose hopper vi igen op på tandemen og sætter kurs mod stranden. Vi har ikke tænkt nærmere over hvilken strand, og det er faktisk også fuldstændig ligegyldigt, for uanset hvilken retning vi kører i, er stranden aldrig mere end 10 minutter væk. Det særlige ved Hven er ikke de enkelte seværdigheder eller steder i sig selv. Essensen af Hven er det, du indsnuser, mærker og ser, når du triller ad stier, gennem skove og suser ned ad bakke. Og når du efterfølgende mærker sandet mellem tæerne, mens du nyder en kanelsnurre med udsigt til Øresunds klukkende bølger – til duften af frisk havgus.

Smagsoplevelserne er ikke til at komme uden om på Hven. Små bagerier, restauranter og gårdbutikker dukker op, når du mindst venter det, og det er der en grund til. Hvens råvarer kan noget ganske særligt, og det får vi at smage på Bread on Wine – et af øens pænere spisesteder, som denne aften serverer nordiske tapas, der er et velsmagende sammensurium af lokale og skandinaviske råvarer. Fra den charmerende restaurant i Kyrkbacken går vi hjem i seng, og her er tale om en lettere usædvanlig en af slagsen.

Hven emmer af gode spisesteder og Bread on Wine er ingen undtagelse. Billede: Frk. Kræsen Fold sammen
Læs mere

Vi er nemlig indkvarteret på Camp Ven, hvor vi for en enkelt nat bliver bekendt med konceptet ”glamping”. Der er langt fra de telte, vi husker fra sommerens festivaler til den fine tipi, vi indlogeres i her. Det er ren luksus og alligevel rammes vi af en lille flig af vildmarksfølelse, mens vi falder i søvn til lyden af bølgebrus.

I stedet for at inkvartere sig på et hotel eller i sommerhus kan et alternativ være at prøve luksus camping eller også kaldet glamping. Her kommer man helt tæt på naturen. Billede: Frk. Kræsen Fold sammen
Læs mere

Sverige i slowmotion
Vi vågner til lyden af fuglefløjt, og med dette er dagens kurs lagt. Vi skal lave så lidt som muligt, sanse Hvens natur og bevæge os i slowmotion langs kystlinjen, forbi de små landsbyer og cykle gennem knaldgule rapsmarker. Vi skal suge Hven helt ind i sjælen, og da vi gør et stop ved Pumpans Cafe, der ligger ved en charmerende gård, er idylbarometret nærmest rødglødende.

Vi spiser hjemmelavet pizza – også her lavet på hjemmemalet mel – og nyder den med et glas køligt økologisk sodavand i skyggen af et æbletræ. Lykken er gjort og turen går til færgen. Men der er lige én ting til… Vi skal selvfølgelig lige forbi Glassfabrikken, altså ishuset, og tage den sidste bid af Hven, inden turen går over Øresund og hjem til København.

Læs om flere oplevelser og restauranter på Hven her

Gastronomisk byder Hven på noget for alle, men man går aldrig fejl af en god pizza med hjemmemalet mel sammen med en økologisk sodavand. Hven er lig med idyl af højeste Morten Korch-kaliber. Billede: Frk. Kræsen Fold sammen
Læs mere

Annoncørbetalt indhold (native indhold) er et kommercielt samarbejde mellem Berlingske Media PartnerLab og en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af dette indhold.