Annonce
Annonce

Hvad koster det at skifte realkreditinstitut?

Flere og flere skifter realkreditinstitut, men hvordan forholder det sig med gebyrerne, og hvornår er det bedst at skifte institut? Få et overblik her.

Topbillede
Arkivfoto Scanpix Fold sammen
Læs mere

Af Peter Jensen, kommunikationschef, Mybanker.dk 

Der bliver langet lånetilbud over disken som aldrig før. Tal fra Realkreditrådet viser, at der så sent som i oktober blev givet 33.869 lånetilbud til danske familier og virksomheder fra realkreditinstitutterne. Det er det højeste antal lånetilbud siden april 2015, og samtidig har rekordmange danskere i 2016 undersøgt realkreditinstitutternes bidragssatser på Mybanker.dk. Det drejer sig især om omlægninger af eksisterende lån i jagten på lavere renter og muligheden for at få sænket ydelserne. Men inden du kaster dig ud i at skifte realkreditinstitut, er der et par forhold, der er værd at overveje.

Styr på gebyrerne
Det er ikke gratis at skifte fra et realkreditinstitut til et andet. For at skiftet kan blive en realitet, er der en del gebyrer, der først skal betales:
Kurtage: Realkreditinstituttet opkræver kurtage-omkostninger, når de handler obligationerne relateret til lånet. Du skal som kunde betale kurtageomkostningerne.
Kursskæring: Kursskæring er det gebyr, du betaler til realkreditinstituttet, når obligationerne bag lånet sælges på markedet. Husk, at der ikke skal betales kursskæring ved fastforrentede lån.
Sagsgebyr: Realkreditinstitutterne tager desuden et sagsgebyr for at omlægge dit lån. Det er individuelt fra selskab til selskab, hvad du skal betale.
Tinglysningsafgift: Når du omlægger dit lån, skal du betale tinglysningsafgift til staten. Afgiften består af et fast gebyr på 1660 kroner per lån.
Det kan med andre ord komme til at koste en del at omlægge sit realkreditlån.

Omlægger du for eksempel dit eksisterende F5-lån til et nyt F5-lån et år efter refinansiering, og lyder dit lånebeløb på to millioner kroner, viser beregninger fra Mybanker, at de samlede omkostninger sniger sig op på mellem 22.000- 24.000 kroner afhængig af institut. Kan du vente til du har refinansiering lyder beløbet derimod på mellem 8.000-12.000 kroner.

Skifte hvornår
Det er tydeligvis ikke ligegyldigt, hvornår du skifter fra et realkreditinstitut til et andet.
”Har du et variabelt forrentet lån, kan det bedst betale sig at omlægge eller skifte realkreditinstitut ved refinansiering. Så sparer du en masse indfrielsesomkostninger. Ved fastrente kommer det an på, hvilken rente du har på dit eksisterende lån, og hvilken rente du kan få i dag. Kan du falde en procent eller derover i rente, og har lang tid tilbage på lånet, vil du relativt hurtigt kunne tjene omkostningerne hjem igen. Men husk altid at få konkrete tilbud, så du har noget at forholde dig til,” siger John Norden, bestyrelsesformand i Mybanker.
Inden du skifter realkreditinstitut, skal du desuden være opmærksom på omkostningerne.

”Overvej hvor hurtigt omkostningerne kan tjenes hjem igen. Hvis der går for lang tid, inden de kan tjenes hjem, er der for mange usikkerheder involveret. Derudover er der ved skift af realkreditinstitut en kærkommen lejlighed til muligvis at få en højere vurdering af dit hus og dermed en lavere belåningsgrad, hvilket betyder lavere bidrag,” understreger John Norden.