Guldfeberen raser stadig i Klondyke

Det er et af det mindst fremkommelige og kolde steder overhovedet. Alligevel valfarter rejsende stadig til Klondyke dybt inde i det fantastiske, men også nærmest menneskefjendske Alaska.

Topbillede
Arkivfoto Scanpix Fold sammen
Læs mere

”Der er stadig guld i Klondyke.”
Ordene bliver sagt uden den mindst skygge af ironi i stemmen. Karl Gurcke er historiker ved Klondike Gold Rush National Historical Park i Alaska. Og han møder stadig en del besøgende med ”guldfeberen brændende i øjnene”. Nogle tilbringer dage med at vaske efter guld på den gammeldags metode – med bukserne smøget op om knæene og en hullet pande i smeltevandet fra bjergene rundt om Dawson City.

”Ja, der er helt klart nogle, der håber på at blive rige. Og der er også stadig et offentligt lod, hvor alle må gå på jagt efter guld. Men det skal være efter samme princip som forrige århundredes guldgravere – ikke noget maskineri.”

Og der er da også nogle, der finder noget en sjælden gang imellem. Men det er meget længe side, at nogen er kommet til Klondyke til fods og sejlet derfra på et luksusskib. Og antallet af familier, hvis formuer kan spores tilbage til Alaska, kan tælles på en enkelt hånd.

Bacon og bønner
Op mod 2000 mennesker mistede livet under ”The Gold Rush” i slutningen af 1800-tallet ifølge de officielle opgørelser. Men tallet er upræcist, da omstændighederne var kaotiske og mængden af offentlige ansatte til at opgøre den slags var utilstrækkelige. Så det reelle dødstal er formentlig langt højere.

”Folk boede i kolde telte og spiste bacon og bønner dag ud og dag ind. Så folk var så nedkørte, at de praktisk talt døde af udmattelse og sygdom – eller frøs ihjel. Temperaturerne kunne falde til minus 50 grader, og så hjalp det kun ganske lidt, at du måske havde haft held til at udskifte dit telt med en bjælkehytte,” fortæller Karl Gurcke.

Ifølge Pierre Burtons bog, ”The Last Great Guld Rush 1896-1899”, drog mere end 100.000 mennesker mod Dawton i håbet om at finde guld. Små 40.000 nåede frem, mindre end halvdelen af dem fik tildelt et lod og begyndte at grave. Omkring 4000 mennesker fandt guld i Klondyke – og af dem kun nogle få hundrede i tilstrækkelige mængder til at kunne kalde sig ”rige”.

Søvejen til Alaska
Der var således mange, der aldrig frem til Dawson City. Rejsen over landjorden var – og er i vid udstrækning stadig – så fjendsk, at den kun kan gøres med livet som indsats. Og det var de færreste, der havde råd til at vælge søvejene – ”Richman’s Route”, ”Chillkoot” eller ”White Pass Route”.

”Hvis du ikke kunne købe dig til en billet på et skib fra Seattle eller en flodpram, kunne du prøve at bygge din egen båd. Og selvom det er relativt enkelt af flyde med strømmen ned af Yukon River om sommeren, måtte du stadig kæmpe med vandfald og vildt vand ved Miles Canyon og Whitehorse Rapids.”

Havet og floden er stadig de mest populære veje til Klondyke den dag i dag. Og mest behagelige.

”Der er en lille lufthavn i Dawson City, så man kan godt flyve hertil. Køreturen herop er ekstremt lang fra den nærmeste anden omkringliggende civilisation, så krydstogtsskibene er nok den nemmeste måde at komme herop på,” fortæller historikeren ved Klondike Gold Rush National Historical Park.

Og selvom drømmen om guld stadig tiltrækker mange, er det historien, der er den gennemgående interesse hos alle, der finder vej til Klondyke. Sammen med eventyret, naturen og dyrelivet.

Oplev Alaskas vilde natur. Klik her

Annoncørbetalt indhold (native indhold) er et kommercielt samarbejde mellem Berlingske Media PartnerLab og en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af dette indhold.