Annonce
Annonce

Eksperter: Sådan bliver vi en digital vindernation

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Som et af verdens mest digitaliserede lande bryster Danmark sig af at være på forkant med ny teknologi. Men er vi på forkant? Vi har talt med to eksperter inden for ny teknologi, om hvilke muligheder der byder sig, og hvad vi mangler for at blive en digital vindernation.

Af Simone Okkels

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Robotics og Kunstig Intelligens'. Se alle artikler her

Når vi taler nye teknologier, hvor er de største muligheder så for erhvervslivet?

“Teknologierne betyder, at man kan redefinere sine metoder og forretningsmodeller. Med teknologier som AI, IoT og predictive analytics kan vi få større indsigt i eksisterende dyder, som at skære omkostningerne ned og drive virksomhed så effektivt som muligt, men også at skabe helt nye produkter, services og forretningsmodeller” siger Kim Escherich, Executive Innovation Architect hos IBM.

Jan Madsen, Professor, Sektionsleder og Vicedirektør på DTU Compute, peger på, at det ikke handler om én teknologi, men om sammenkoblingen mellem flere af dem.

“Det er noget, som er ved at blive italesat med under forkortelsen BINC, altså Bio, Info, Nano og Cognetive teknologier, som hver især er vigtige domæner, hvor der sker store landvindinger inden for hver enkelt, men i en kombination er mulighederne endnu større. Med fokus på én teknologi kan man gøre meget, men vil man lave noget radikalt anderledes, skal man se på kombinationen,” siger han.

Hvor modne er teknologierne?
“Der er ikke kun tale om ny teknologi, men det, der sker, er at vi ser en acceleration nu, fordi vi pludselig har fået adgang til en utrolig regnekraft, til cloud og åbne standarder, så virksomheder kan arbejde sammen på nye måder,” forklarer Kim Escherich.

“Faktisk er mange af teknologierne så modne, at man bare venter på, hvordan man skal håndtere de regulatoriske spørgsmål. Det diskuterer man meget inden for eksempelvis kunstig intelligens, og det er et tegn på, at teknologien er ret moden,” siger Jan Madsen.

Men har de danske virksomheder tilstrækkelig viden til at udnytte de muligheder?

“Overhovedet ikke. Vi mangler noget nysgerrighed og risikovillighed. Vi siger, vi er verdens mest digitaliserede samfund, men når det kommer til konkrete handlinger, er der en vis træghed,” mener Kim Escherich.

“Nogen af dem har det, men det er ofte dem med nok pondus til at kunne samarbejde om ny teknologi. Danmark som helhed er defineret ved mange små og mellemstore virksomheder, og de har typisk ikke ressourcer nok til samarbejder på tværs. Der er dog nogle start-ups, som forsøger at bygge en virksomhed på helt ny teknologi, men helt generelt tvivler jeg på, at der er nok viden i det etablerede erhvervsliv,” siger han.

Kim Escherich, Executive Innovation Architect hos IBM

»Vi skal lære at agere i en verden, hvor hastigheden er stigende.«


Hvad mangler vi for at blive en digital vindernation?
“Der skal mere fokus på kultur, uddannelse og forskning. Vi er nødt til at repositionere os. Årsagen til, vi scorer højt som digital nation er NemID, vores CPR-system og betalingsinfrastruktur, men vi har en kultur, der halter efter. Vi mangler, at man langt oppe fra i virksomhederne begynder at bryde grænserne,” siger Kim Escherich.

“Vi mangler åbenhed på tværs, og vi mangler accept over for, at det at turde kan medføre fejl. Vi er meget bange for at begå fejl, vi måler på alting, og er man ikke inden for parametrene, er det ikke godt. Det fastholder folk i nogle mønstre, men det kan nogle gange godt betale sig at gå foran og eksperimentere,” siger Jan Madsen.

Hvilke udfordringer står vi overfor?
“Vi har et kæmpe kompetenceproblem. Folk skal uddannes og dannes bedre i det digitale og lære at tænke på nye måder. Vi skal lære at agere i en verden, hvor hastigheden er stigende. Vi skal være mere eksperimenterende i både vores virksomheder og kultur,” siger Kim Escherich.

“Hvis vi ikke får udviklet et mindset til at forstå, hvad der sker og prøve at forholde os til de nye teknologier, så kan vi heller ikke udnytte mulighederne. Vi skal begynde at tænke, at hvis det bliver til noget, hvad kan vi så bruge det til. For hvis vi først handler, når teknologierne er her, er konkurrenterne allerede langt foran,” siger Jan Madsen.

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Robotics og Kunstig Intelligens'. Se alle artikler her