SPONSERET INDHOLD

Disse kompetencer gør dig attraktiv på fremtidens jobmarked

Projektansættelser er kommet for blive. Så drop usikkerheden om de mange jobskifte og udnyt, at du er en del af fremtidens mest efterspurgte arbejdsstyrke.

Arkivfoto Scanpix Fold sammen
Læs mere

25-års-jubilarerne på arbejdspladsen har længe været en stærkt truet race. Og siden årtusindeskiftet er der også blevet væsentligt længere mellem 15- og sågar 10-årsjubilarerne. Et job er ikke længere et livsvalg, men et stadig kortere skridt på vej mod en fremtid, hvor livslang læring og uddannelse er en forudsætning for beskæftigelse.

Både fagforbund og eksperter på tværs af brancher spår om en fremtid med langt flere (kort)tidsbegrænsede ansættelser; de fleste med en bekymret mine. For med en kort tidshorisont følger ofte både uklarhed omkring arbejdsopgaver og bekymring om fremtidig indkomst.

”Typisk oplever man en udløbsdato på sit job allerede ved ansættelsestidspunktet som noget negativt. Men der er også dem, der bruger det aktivt som en mulighed for at skabe fleksibilitet i deres arbejdsliv, som trives godt med en høj grad af omskiftelighed i forhold til de faglige udfordringer og nyder muligheden for at møde mange nye kollegaer,” fortæller advokatfuldmægtig hos fagforeningen Ase Lønmodtager, Kristina Sloths Gjørtsvang.

Og disse personer har lyse udsigter. For morgendagens arbejdsmarked vil i vid udstrækning tilgodese dem, der kigger på deres fremtid som en rejse med mange mulige destinationer og veje derhen.

Al magt til markedet
Forklaringerne på udviklingen er flere. Og den primære er ikke den, der ellers ofte fylder i debatten om projektansættelser: De generelt ondsindede arbejdsgiveres ønske om at slippe for lange opsigelsesperioder, feriepenge og andre fordyrende omkostninger ved at have et menneske fastansat. Derimod er det i vid udstrækning os som forbrugere, der tvinger arbejdsgiverne til at sadle om med stadig kortere mellemrum og dermed også i et vist omfang skifte ud i kompetencerne på produktionsgulvet.

Individuel tilpasning af produkter og ydelser var et af de helt store temaer på World Economic Forum i 2016. Vi forbrugere vil ikke have ”stangvarer”. Vi vil have tøj, tandbørster, software og services, der er tilpasset præcist til vores krop, mund, behov og ønsker. Og virksomhederne kæmper for at imødekomme vores behov – ikke mindst med en langt større inddragelse af teknologi.

”Derfor må folk vænne sig til og acceptere en ustabil tilværelse i forhold til beskæftigelse og indkomst uden fornemmelse for, hvilken karriere, de er i gang med at opbygge,” vurderede Professor Guy Standing fra University of London i en række foredrag sidste år om teknologiens betydning for fremtidens arbejdsmarkeder.

Tættere på mennesker
Professoren er endda af den overbevisning, at nationer i en ikke alt for fjern fremtid vil blive tvunget til at indføre en form for borgerløn for at sikre de mange mennesker, der er blevet presset ud af arbejdsmarkedet af den kunstige intelligens eller andre teknologiske kvantespring.

Scenariet er skræmmende og muligvis i overkanten dommedagsprofetisk, men under alle omstændigheder klart et opråb til os mennesker om at finde ud af, hvilken værdi vi forventer at kunne bidrage med i fremtiden. Og svaret som stort set alle eksperter inden for området giver på det spørgsmål er ”medmenneskelighed”.

"Vi automatiserer ikke job, vi automatiserer funktioner. Og i en fremtid, hvor alle jurister og revisorer med adgang til den rette teknologi kan foretage den perfekte analyse og domfældelse over min tekst eller mit regnskab, bliver det igen det bedste menneske, der vinder; den, der kan hjælpe mig til at forstå og omsætte resultaterne til noget anvendeligt for netop mig," forklarede CEO for tænketanken DareDisrupt Anders Hvid for nylig i ugebrevet Mandag Morgen.

Her er vinderne
De helt store vindere på fremtidens arbejdsmarked bliver således dem, der ikke alene gennem mange ansættelsesforløb formår at tilegne sig ny viden og holde sig opdateret på forskellige arbejdsformer, men også evner at bygge bro mellem teknologien og vi mennesker, der skal bruge de produkter og ydelser, som computerne spytter ud.

”Både lønmodtagere og selvstændige inden for rigtig mange brancher kommer i fremtiden til at prøve kræfter med lidt af hvert. Derfor er det en god idé allerede nu at overveje, hvilken grad af stabilitet eller fleksibilitet, man har behov for i sin ansættelse fremadrettet – og så søge hen mod de brancher, der kan møde dette behov,” siger Kristina Sloths Gjørtsvang fra fagforeningen Ase Lønmodtager.

Et fingerpeg på en branche med mindre udsigt til at blive ’disruptet’ med projektansættelser er servicefagene. Der hvor mennesker har med andre mennesker at gøre. For der er alligevel et godt stykke tid til, at vi vil lade en robot passe vores vuggestuebørn. Formentlig.

 

Sponsoreret af Ase

 

Dette indhold er produceret af Berlingske Media i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af indholdet.