”Jeg er helt holdt op med at se flow-tv. Og det er de fleste af mine venner også”.
Lars Konzack er lektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi under Københavns Universitet og har forsket i de interaktive mediers betydning for de gamle, etablerede institutioner inden for formidling og distribution af levende billeder. Han vil hverken skrive tekst eller årstal på tv-stationernes gravsten, men mener, at de skal ændre noget helt radikalt, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at overleve.
”Jeg kan godt forestille mig, at de helt dør ud. Måske vil nogle overleve ved at levere billig vidtfavnende overfladisk underholdning, men de vil miste meget magt. Og det bliver ekstra hårdt for specielt de licensfinansierede kanaler, der får stadig vanskeligere ved at argumentere for de høje skattefinansierede produktionsomkostninger, når seerne går til streamingtjenesterne.”
Analyseinstituttet Wilke har de senere år ad flere omgange spået, at 2019 bliver året, hvor streamingtjenesterne overhaler flow-tv målt på seertid.
Fleksibilitet og kreativitet
Som så mange andre er medieforskeren blevet vundet over af den fleksibilitet, som streamingtjenesterne giver til brugerne. Hvorfor vente til kl. 22.30 på at se svensk krimi på DR og risikere, at det er et afsnit, du allerede har set? Især når du på streamingtjenesterne har adgang til alle afsnit af Dicte, Wallander, Farang og Irene Huss, lige når det passer dig.
Se nordiske serier - Prøv 14 dage gratis
Men det er ikke kun manglende fleksibilitet, der presser tv-stationerne, vurderer Lars Konzack. Det er i høj grad også mangel på kreativitet.
”Jakob Stegelmann (tidligere tv-vært på DR-programmet Troldspejlet, red.) kæmpede i årevis en hård kamp for at bringe Disney til Danmarks Radio, der hellere ville vise østeuropæiske tegnefilm. Det samme slid måtte han lægge for dagen, for at gøre Troldspejlet til virkelighed. I dag er han en legende. Men han havde helt sikkert fundet andre veje, hvis han havde haft de muligheder, vi har i dag,” vurderer Lars Konzack.
Han mener, at tv-kanalernes bedste chance for at overleve er at give de kreative hjerner bedre mulighed for udfoldelse og levere ægte public service frem for at holde seertallene kunstigt høje med ”seer-leflende candyfloss som X-factor og andet”.
For i hastigt stigende grad har streamingtjenesterne meldt sig på banen med kreative nyskabelser inden for både dokumentar og krimigenren. Og det er ikke kun de store amerikanske spillere, der i dag producerer deres eget indhold, men også nordiske C More, der satser stort på selv at skabe indhold og underholdning i topkvalitet for at tiltrække seere. Dette blandt med store produktioner som Gåsmamman.
15 minutters berømmelse
Børneproduktioner og de nordiske tv-serier har historisk været der, hvor public service – også blandt vores nordiske naboer – virkelig havde sin eksistensberettigelse. I Norge har ”Skam” reddet NRK’s ære som værende med på den digitale bølge, men de danske og svenske eksempler er endnu udeblevet.
”Flow-tv-kanalerne mister de unge seere allerede ved seksårsalderen. Lige nu bilder de sig ind, at de nok vender tilbage, når de bliver ældre, men jeg tvivler,” siger Lars Konzack og fortsætter:
”Der er stadig nogle få, der jagter 15 minutters berømmelse i diverse realityshows, men med streamingtjenesterne er det blevet muligt at holde sin berømmelse i live meget længere. Se bare på de mest populære Youtube’ere. De har millioner af seere på tværs af landegrænser, fordi de ikke er forpligtet til at levere indhold i et dogmatisk format og deres produktionsomkostninger er minimale.”
Elsker du også serier? Få 14 dage gratis streaming her
Og også streamingtjenesterne stjæler i stigende grad børne-seere fra de etablerede tv-stationer. Poderne vil selv have lov til at bestemme, hvornår de vil se Alfons Åberg, Emil fra Lønneberg og Peter Pedal. Men de er også glade for Hr. Skæg og Onkel Reje.
”Og sidstnævnte er jo netop gode eksempler på, hvordan god, kreativ public service måske kan redde de gamle tv-institutioner ved at gå med på streaming-bølgen. Specielt hvis de også snart begynder at betragte sig selv som biblioteker, hvor man kan tilgå indholdet, når man har lyst til det, uanset hvor man er,” slutter Lars Konzack.
