Annonce
Annonce

Den teknologiske virkelighed kalder på menneskelig ledelse

Laila Pawlak fra SingularityU Denmark. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Jo mere teknologien tager over, jo mere væsentligt bliver mennesket. Det gælder både i forhold til etiske beslutninger og kommunikationen fra dagsordenssættende ledere.

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Moderne Ledelse'. Se alle artikler her

Af Katrine Krebs

Ifølge Laila Pawlak fra SingularityU Denmark ligner den hedengangne IT-revolution et afsnit af DR’s børneserie ’Bamse og kylling’, sammenlignet med det fremtidsscenarie den teknologiske revolution fører med sig.

”Ledelse bliver en etisk disciplin, når først digital biologi og DNA-modifikationer bliver dagligdag. Fremover får vi brug for filosoffer og etikere til at løse nogle af de store moralske og etiske dilemmaer, den teknologiske udvikling vil byde os,” siger Laila Pawlak.

Siden første job i Danfoss har hendes fokus været, hvordan ny teknologi skaber værdi i verden, og hvordan hvert enkelt menneske får udfoldet sit fulde potentiale. I dag er hun medejer af SingularityU Denmark, der er Silicon Valley i dansk miniformat og samarbejder tæt med hovedkvarteret i USA.

Alsidighed og uddannelse
”Den teknologiske virkelighed kræver alsidighed inden for nationalitet, alder, køn, uddannelse, baggrund og religion. Diversitet skaber dynamik, og det bliver der brug for, som arbejdsmarkedet bliver tiltagende mere agilt,” fastslår Laila Pawlak.

Både som tidligere ansat, som selvstændig i en lang årrække med blandt andet virksomheden DARE2 og nu som direktør for SingularityU har Laila Pawlak haft et stærkt fokus på rekruttering.

”Fremtidens topledere skal tænke HR strategisk og ikke bare som en afdeling for ’bløde ting’. Det er afgørende at rekruttere  de rigtige profiler og især at have en klar strategi for løbende og livslang videreuddannelse. Det bliver nødvendigt, fordi udviklingen går så stærkt”.

Teknologien kender ikke til landegrænser, og den skaber uendelige muligheder for en bedre verden, mener Laila Pawlak. Det er godt men stiller krav:

”Lederen skal spænde bredere og ramme flere. Derfor er tydelig kommunikation vigtigt, hvis du vil skabe en succesfuld virksomhed. Medarbejderne skal forstå det overordnede mål og den værdi, de er med til at skabe”.

Denne artikel er en del af annoncetillæget 'Moderne Ledelse'. Se alle artikler her