Martin Henriksen, den øde ø og Støjberg: Det gamle system falder på stribe

Virkningen af den massakre på Dansk Folkeparti, der fandt sted ved to valg i maj og juni, har vi kun set begyndelsen af. Systemskiftet kræver sine ofre, men hvad kommer der bagefter?

»Støjberg kunne sendes ud i kulden af de liberale hjerter, uden at venstrefolkene risikerede, at deres stemme ville belaste karrieren.« Inger Støjberg (V) i åbent samråd om chikane af kristne asylansøgere i asylcentre i Danmark. Til højre Martin Henriksen, tidl. MF fra Dansk Folkeparti. Thomas Lekfeldt

Det er et år siden, Venstre sidst havde sommergruppemøde. Lars Løkke Rasmussen var statsminister og Danmark på vej til valg.

Inger Støjberg var vred, havde noget, hun skulle ud med, en stigende frustration over sine partifæller, som hun ikke længere ønskede at lægge låg på.