I mange år har vi vænnet os til, at topchefernes lønninger kun gik én vej. Nemlig op. Selv under finanskrisen – og selv i den udskældte finanssektor – er lønnen på direktionsgangen bare steget og steget. Og den faktor, man skulle gange den gennemsnitlige medarbejderløn med for at ramme cifrene på topchefens lønseddel, er ligeledes vokset betydeligt.

Men måske er gigantlønninger ved at blive umoralske og uacceptable på linje med børnearbejde og penge i Panama. At store virksomheder udbetaler bonusser, gyldne håndtryk og to eller trecifrede milliongager til de øverste chefer har længe skabt en vis modvilje, men uden at nogen for alvor har villet blande sig i private virksomheders dispositioner.

Men det sker måske nu. I hvert fald var det en usædvanlig melding, der i denne uge indløb fra den gigantiske norske oliefond. Fonden, som ikke er nogen ligegyldig spiller i det globale erhvervsliv, ejer hele 1,3 procent af alle verdens børsnoterede aktier. Dens aktiver har vokset sig syv gange større på bare 11 år. Og nu vil nordmændene have indflydelse og retfærdighed for pengene.

Den betydningsfulde position skal bruges til at påvirke lønniveauet i de virksomheder, man har investeret i. Altså ikke de almindelige ansattes løn, men direktørernes og topchefernes, og ikke i opadgående men i nedadgående.

»Vi har indtil videre kigget på ledelseslønninger på en måde, som fokuserer på betalingsstrukturer frem for betalingsniveauer,« sagde Yngve Slyngstad, administrerende direktør i Oliefonden i denne uge til The Financial Times og tilføjede:

»Vi mener på grund af den måde, toplederes lønninger har udviklet sig på, at vi nu også bliver nødt til at kigge på, hvad der er et passende lønniveau.«

Oversat til almindeligt dansk betyder det, at man hidtil har ladet stå til og set topchefernes lønninger som noget, der udelukkende var bestemt af konkurrencevilkårene på et særligt toparbejdsmarked uden ret mange spillere.

Når konkurrenten kunne hæve lønnen til chefen for at tiltrække de dygtigste, så måtte man følge trop. Fremover mener den norske storinvestor at kunne definere et lønniveau, som er »passende«.

Med mellemrum er de svimlende toplønninger havnet på den politiske dagsorden, og de fleste socialistiske partier har på et eller andet tidspunkt puslet med planøkonomiske tiltag, som skulle sætte et loft over milliongagerne i retfærdighedens navn. Men som så meget andet er det næsten umuligt at regulere den slags i en international konkurrence, så planerne er oftest havnet på samme mødding som forestillingerne om global finansskat og tvungen overskudsdeling.

Men skulle det lykkes gennem folkeligt pres og forbrugernes sans for etiske investeringer at presse de store spillere på børsen til at stille krav om »passende lønninger«, så er det i et vidnesbyrd om, at markedskræfterne virker, og at etik og moral blandt investorer og forbrugere har en balancerende effekt, når alt kommer til alt.