Vil psykiatere gøre os alle tossede?

»Særlig sensitivitet« er sat under debat. Nogle mener tilmed, at det kan gå hen og blive en diagnose. »Bimmelim,« sagde kritikerne. Men glem forargelsen. For det handler ikke om diagnoser, men om at hjælpe, og alle andre kan bare tage en slap-af pille.

Psykiatere, læger, behandlere, pædagoger, lærere, industrien og hele systemet forsøger at sygeliggøre børn, pakke dem ind i journaliserede forkortelser og give dem medicin og behandling, og vi har opfostret, en Generation Diagnose, børnene lider af ADHD og DAMP, de lider af autisme, depression, PTSD, angst, spiseforstyrrelser og stress, og nu lider de også i Danmark af »særlig sensitivitet,« som Berlingske har kortlagt i en række artikler i denne uge. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Det var en af den slags artikler, som det umiddelbart var svært at være uenig i. Både rubrikken og journalistens prosa var alarmerende, og der var tilsyneladende meget lidt tvivl om sagen:

»Stop medicineringen af vores drenge,« hed artiklen, og den mente det. en ud af fem amerikanske drenge bliver gennem deres skoletid diagnosticeret med ADHD, antallet er steget med 37 procent siden 2003, og millioner af dem får en farlig medicin, som er i familie med narko.

Og hvorfor i alverden gør amerikanerne sådan noget ved deres børn? Fordi – sagde eksperter i artiklen – at kvindelige lærere og behandlere ikke vil lade drenge være drenge og i stedet forsøger at gøre dem til piger, og fordi medicinal industrien vil tjene penge på sine produkter.

Artiklen fyldte over 10.000 tegn i magasinet Esquire, den klikkede løs på de sociale medier, og der var ikke to meninger om den sag.:»Stop medicineringen af vores drenge.«

»Inflation«

Artiklen var ikke så meget anderledes end mange andre, der over de seneste år har kørt i andre amerikanske medier, blandt andet New York Times, og den er ikke så meget anderledes end, hvad man i Danmark kan læse i Politiken eller se i Nyhederne på TV 2:

Psykiatere, læger, behandlere, pædagoger, lærere, industrien og hele systemet forsøger at sygeliggøre børn, pakke dem ind i journaliserede forkortelser og give dem medicin og behandling, og vi har opfostret, en Generation Diagnose, børnene lider af ADHD og DAMP, de lider af autisme, depression, PTSD, angst, spiseforstyrrelser og stress, og nu lider de også i Danmark af »særlig sensitivitet,« som Berlingske har kortlagt i en række artikler i denne uge.

»Der er gået inflation i diagnoser,« siger sundhedspsykologen Peter La Cour til Berlingske. I dag findes der ikke en diagnose, der hedder »særligt sensitiv«. Det bliver betegnet som et personlighedstræk, men La Cour mener, at det kan gå hen og blive en reel diagnose, hvis medicinalindustrien begynder at interessere sig for fænomenet, har han udtalt til Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL. Professor Svend Brinkmann taler sågar om diagnoser på jagt efter en lidelse. Men er psykiatere, psykologer og hele systemet blot en sammensværgelse af ofte kvindelige diagnosemagere, som ikke helmer før end alle børn har fået et stempel i panden? Helt så simpelt er det ikke.

Den førnævnte artikel i Esquire er god at få svar af. Den rummer, hvad der er et forholdsvis typisk angreb på diagnose- og profitmagere, og mindre typisk svarede en række psykiatere og andre behandlere igen. Og det førte til en omfattende debat, som endte med, at Esquire offentliggjorde et postscriptum til artiklen.

Især den kontrære ugeavis New York Observer gik hårdt til biddet. Journalist Gina Pera fortalte, at hendes mand som 37-årig havde fået konstateret ADHD og fået medicin, og at det havde været en Guds gave for ham og familien. Før diagnosen havde hun kun et overfladisk og kritisk kendskab til lidelsen, men nu var hun medlem af et netværk af pårørende. Og på vegne af dem ville hun gerne sige: » Stop artikler som »stop medicineringen af vores drenge«.«

Hun underkastede Esquire-artiklen et grundigt faktatjek, og det samme gjorde doktor i psykologi, John Grohol, og Pulitzer-pris vinderen Paul Raeburn. Og bagefter var der ikke meget tilbage af den oprindelige artikel. ADHD er ikke bare et profit-påhit – det er en anerkendt neuropsykiatrisk lidelse, som er bekræftet af over 10.000 videnskabelige artikler – og konsekvenserne er alvorlige. Personer med ubehandlet ADHD lider af højere rater af ledighed, skilsmisse, bilulykker og personlig fallit, og undersøgelser peger på, at halvdelen af alle indsatte i amerikanske fængsler lider af ubehandlet ADHD. Konsekvenserne er således ikke bare kvinders forsøg på kønskastration; de er for millioner af mennesker reelle og knusende, men stigmatiseringen er næsten endnu værre. Og det bliver ikke bedre af, at medier som Esquire fortæller dem, at de er fejldiagnosticerede, og at de bare skal være rigtige drenge, som ikke tager medicin. »Det er en kynisk jagt på oplag og klik,« skriver Gina Pera.

»Uhadada«

Og hvad antallet af diagnoser og fejldiagnoser angår. Antallet af ADHD-diagnoser til børn har været stigende, men det gælder også diagnoser inden for en lang række andre sygdomme i børn. På 20 år er antallet af amerikanske diagnoser med astma og allergi steget med tæt på 50 procent, og siden 1975 er kræftdiagnoser steget med knap 40 procent Børn får generelt flere diagnoser, fordi læger og andre behandlere opdager de pågældende lidelser og sætter navn på dem. Et barn, som tidligere var en rod, bliver diagnosticeret med ADHD, og et barn, som før var »doven« og »ugidelig«, bliver – som en ud af 60 amerikanske børn – diagnosticeret med en underaktiv skjoldbugskirtel. I takt med det stiger antallet af fejldiagnoser følgeligt også, som Gina Pera skriver. Ifølge sundhedstænketanken Kaiser Foundation er mellem ti og 20 procent af alle diagnoser forkerte, og det gælder også – og måske især – blandt børn, som vokser ind og ud af lidelser som for eksempel astma og allergi og også neuropsykiatriske lidelser.

Alt det siger artiklen i Esquire ikke noget om; den ser blot på en graf med en stigning, lægger to og to sammen og siger »uhadada,« og dermed ligner den slags kritik af neuropsykiatriske lidelser fuldstændig kritikken af børnevaccinationer, skriver Pera. De er lige underlødige og uvidenskabelige, og de to slags kritikker ligner også hinanden i de eksperter, som de indforskriver. Den ene ekspert hos Esquire er en tilfældig voksen, som afviser sin egen selvdiagnose af ADHD og mener, at »intense« børn bare skal have masser af ros, og den anden ekspert er en forfatter »uden akademisk eller professionel baggrund.« Forfatteren gør »oprør mod diagnosemageriet« og har skrevet bogen »101 grund til at frygte Ritalin som pesten selv,« »Ritalin« er varemærket på den hyppigste medicin mod ADHD i USA.

Akkurat som kampagnen mod vaccinationer fører kritikken af for eksempel ADHD til, at børn og deres forældre ikke får hjælp, som Paul Raeburn konstaterer hos Knight Science Journalism: »Det mest alvorlige problem med børn og mentale lidelser er ikke overmedicinering, men den triste kendsgerning, at så mange af dem ikke får nogen behandling overhovedet.«

Dét burde være historien, formaner han sine journalistiske kolleger.

Hjælp

Så hvorfor er det så overhovedet et problem for det øvrige samfund, hvis børn får en diagnose som ADHD, angst, spiseforstyrrelse, autisme eller »særlig sensitivitet,« og hvis de får behandling og medicin og føler sig hjulpet af det? Hvad er problemet for Esquire eller for den sag sin skyld for en Peter La Cour eller en Svend Brinkmann?

Problemet er ifølge Joseph Pierre, at det øvrige samfund føler sig truet af udviklingen. Pierre er professor i psykiatri på University of California i Los Angeles, og han beskriver på det faglige website Aeon, hvad han kalder »psykiatriens store dilemma,« På den ene side er der ikke tvivl om, at »en meget stor del af befolkningen – måske flertallet – vil have gavn af en eller anden form for mental pleje«, men på den anden side søger de pågældende ikke hjælp, fordi de er bange for, at psykiatrien er ude på at sygeliggøre dem og hele befolkningen med.

Diskussionen om diagnoser – antallet af dem, nye lidelser, udviklingen – bekræfter sidstnævnte. Når en skeptiker hører, at man måske i fremtiden kan blive diagnosticeret som »særligt sensitiv,« så dokumenterer det, at psykiatere og andre behandlere er ude på at sygeliggøre os alle og »i en dystopisk sammensværgelse med en grådig medicinalindustri er ude på … at sætte samfundet på hjernesløvende medicin«, som Pierre udtrykker det. Hvad bliver det næste?

Men Pierre gør op med to myter. For det første er det ikke behandlerne, som opsøger patienter, men omvendt patienter, som kommer til behandlerne og beder om hjælp. De beskriver et problem, som de har, og behandlerne »forsøger at hjælpe dem.« Og for det andet tænker behandlerne ikke som udgangspunkt i diagnoser, men i hjælp, skriver Pierre og nævner eksemplet med en person, som henvender sig med noget, der kan karakteriseres som en mild depression. Han er på mange måder normalt fungerende, han er ikke selvmorderisk eller i en vegetativ tilstand, men lidelsen er slem nok til at give ham problemer på jobbet. En god behandler vil hjælpe ham og ikke bare sende ham hjem med to albyler og en opsang, og hjælpen kan foe eksempel være kognitiv terapi kombineret med en antidepressiva. Så vidt, så godt.

Men i det øjeblik, at lægen skal til at udfylde en recept og indberette videre i systemet, opstår spørgsmålet om diagnose. Lider manden af depression eller en anden neuropsykiatrisk lidelse, eller er han i dårligt humør? Problemet er ligeglad med, hvad vi kalder det, psykiateren er i princippet også, og manden er bare glad for at få hjælp – men for det omkringliggende samfund kan det tjene som endnu et eksempel på »sygeliggørelse« og »diagnosemageri«.

Det samme med ADHD, autisme, angst, spiseforstyrrelser og andre neuropsykiatriske lidelser; diagnosen er mindre vigtig end hjælpen, og det omkringliggende samfund må lære at betragte psykiatri som et kontinuum, hvor yderpunkterne er klart forskellige, men hvor overgangene ind imellem er glidende, skriver Pierre. I den ene ende finder vi de meget alvorlige lidelser, for eksempel skizofreni, og i den anden ende finder vi, hvad vi i mangel af bedre ord kan kalde normalitet. Problemer kan sagtens være i den normale ende af skalaen, for eksempel søvnbesvær, bekymringer og mangel på energi, og samtidigt være alvorlige nok »til at forringe den optimale tilværelse.«

Professor Pierre tager ikke stilling til den nuværende danske diskussion om »særligt sensitive« børn, men det gør han alligevel. For som han siger »hjælpen er vigtigere end diagnosen«, og hvis det for patienter, pårørende, behandlere, skoler og børnehaver hjælper bl.a. at sætte ord på et problem, så må resten af samfundet – om det vil eller ej – tage en slap-af pille.

Kilder: »The Drugging of the American Boy,« Ryan D’Agostino, squire.»Scapegoating ADHD,« John Grohol, PsychCentral.»How Esquire got ADHD Wrong,« Gina era, ew York Observer.» A Mad World, « Joseph Pierre, Aeon.