Verden var tre valg fra en katastrofe – nu er de to indtruffet

Først sagde briterne nej til EU. Så stemte amerikanerne Trump ind i Det Hvide Hus. Får den næste franske præsident efternavnet Le Pen?

Foto: JIM WATSON.
Læs mere
Fold sammen

Det var allerede i foråret, at embedsmænd i Udenrigsministeriet begyndte at tale om, at verden måske kun var tre valg fra en katastrofe.

Lige forude ventede den skelsættende afstemning om briternes medlemskab af EU, og snart blev embedsmændenes værste frygt til virkelighed. Briterne stemte for Brexit, og nu svækker en hård skilsmisse det i forvejen vaklende europæiske samarbejde.

Dernæst pegede embedsmændene på kalenderen og talte om det amerikanske valg som den næste ekstraordinære begivenhed, der kunne indtræffe, hvis amerikanerne ville sende den uortodokse præsidentkandidat, Donald Trump, ind i Det Hvide Hus. Efter en forrygende slutspurt er det præcist, hvad der er sket. Verdens mest magtfulde embede er faldet i hænderne i hænderne på en mand, som store dele af verden mest har lyst til at vende ryggen til, men som man nu er tvunget til at samarbejde med.

Længere fremme venter nye valg. I Frankrig står den nuværende præsident, Francois Hollande, til at ryge ud af præsidentpaladset med et brag, og selv om Marine Le Pen langt fra er storfavorit til at blive landets næste statsoverhoved, er mange ængstelige i forhold til det kommende valg. Det samme gælder i Tyskland, hvor vælgerne i stort tal viser deres vrede over den udlændinge- og asylpolitik, som kansler Angela Merkel gennemførte i 2015, da hun lod en million mennesker strømme ind i Tyskland.

Her og nu vånder det internationale samfund sig over valget af Donald Trump som ny præsident, og mange – ikke mindst i Danmark – fatter ikke, hvordan amerikanerne har kunnet finde på at vælge netop ham. Men ser man efter – og lytter man – er der gennemgående træk i protesterne fra de millioner af borgere, som i Europa og USA bevidst ønsker at kortslutte den gamle politiske verdensorden, som de ikke længere tror på.

Blandt de vigtige faktorer, som spiller ind i disse vælgeres protester, er bl.a. frygten for nye teknologiske kvantespring, modstand mod globaliseringen og vreden over en massiv indvandring.

  • Teknologien først: Det er rigtigt, at ny teknologi bringer velstand med sig, men ny teknologi ændrer også hurtigere end nogensinde før produktionsformer og har konsekvenser for arbejdspladser i enorm skala. Millioner af mennesker lever i frygt for at blive sat af, for de mærker, at deres kundskaber og kompetencer ikke længere er tilstrækkelige. Sætter regeringer og erhvervsliv ikke mere fart på uddannelse, efteruddannelse og teknisk indsigt, vil mange miste deres eksistensgrundlag og slutte sig til protestbølgen. Denne afgørende udfordring ved de nye teknologiske nybrud har der generelt været alt for lidt fokus på. Institutioner som World Economic Forum, herunder det danske medlem af ledelsen i WEF, Jim Hagemann Snabe, har med stigende stemmeføring forsøgt at advare om disse konsekvenser, men det politiske system har ikke forstået, hvor hurtigt udviklingen går.
  • I forhold til globaliseringen ser vi nogle af de samme træk. Samlet set er globalisering og frihandel med til at øge velstanden markant på kloden, og den har været med til at løfte hundreder af millioner mennesker ind i en ny middelklasse, især i Asien. Men den har også fjernet eller flyttet job og presset traditionelle arbejdere, som har set deres livsgrundlag forsvinde. Frygten og utilfredsheden hos disse mennesker har været med til at sikre Donald Trump sejren, for han forstod deres vrede og bekymring – selv om han næppe har de rigtige løsninger. Rundt om i verdens institutioner, tænketanke, i EU, i erhvervslivet og i de etablerede partier har man for længe sunget med på hymnen til globaliseringen, mens man har forsømt at gøre nok for at afbøde og tackle de åbenlyst negative følger af globaliseringen. Det hævner sig nu i form af populistiske politiske kandidater, protester mod frihandel og angreb på globaliseringen, som kan komme til at ramme den globale økonomi.
  • Modstanden mod ukontrollabel indvandring går også igen i protesterne hos vælgerne i både Europa og USA, og også på dette punkt har både det politiske system og erhvervslivet undervurderet mange vælgeres modvilje mod at lade indvandringen fortsætte. Omkostningerne ved indvandringen – økonomisk, socialt og kulturelt – har for længe været undertrykt og negligeret. Resultatet er en trykkoger-effekt, hvor mange vælgere er klar til at prøve radikale løsninger og vælge hidtil usete kandidater for at få gennemtvunget et kursskifte.

Det er ikke kun hovedparten af de etablerede partier og store dele af erhvervslivet, som har undervurderet protesterne. Det gælder i høj grad også medierne. Både ved den britiske EU-afstemning og det amerikanske præsidentvalg har det været tankevækkende at se, i hvor høj grad medierne har taget fejl og har stået tilbage med skår i troværdigheden.

For mange har kort sagt negligeret frygten, vreden og utilfredsheden hos millioner af mennesker. Fortsætter de etablerede partier, erhvervslivet og medierne i samme spor, har vi næppe set det sidste chokvalg.