»Hele Istanbul bor her!«
Sådan lyder ordene fra en smilende tyrkisk kvinde, som i fire år har boet i Ishøj som en del af en stadigt større befolkning, der kommer udefra. Som det fremgår af Berlingske Søndag boede kvindens mand allerede i Ishøj, da hun kom, og både hans onkel og flere kusiner bor i kommunen.
Alle er de led i en trafik og et bosætningsmønster, der har ændret Danmark, og som spærrer for en vellykket integration, eftersom fordelingen af indvandrere og deres efterkommere er ekstremt skæv.
I nogle områder er der praktisk taget ingen eller kun få borgere med indvandrerbaggrund. Andre steder er andelen eksploderet. Tal fra Danmarks Statistik viser, at ca. 32 procent af befolkningen i Ishøj Kommune er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.
På kort sigt kan det være en fordel for indvandrere, at de kommer til en kommune, hvor der lever mange andre med indvandrerbaggrund. Her vil de have nemt ved at skabe relationer til landsmænd og familiemedlemmer, og de vil få hjælp til at finde fodfæste.
Men det siger sig selv, at der er en fare for, at områder med så mange indvandrere og efterkommere lukker sig og i værste fald bliver til ghettoer og parallelsamfund med sociale problemer, kriminalitet og religiøs kontrol.
Problemet forstærkes af, at danskere, som oplever problemer med kriminalitet eller skoler med massiv overvægt af børn med indvandrerbaggrund, flytter. Ganske enkelt fordi de ikke kan genkende det kvarter, de engang følte sig hjemme og trygge i.
Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, advarer om udviklingen. Han konstaterer, at især indvandrere fra Mellemøsten og Afrika er sværere at integrere, eftersom de ikke involverer sig i lokalsamfundet.
I dag er de fleste partier i Folketinget enige om, at antallet af indvandrere og flygtninge har betydning for integrationen, og som det fremgår af dagens reportage, er det nu også ved at blive erkendt, at mange indvandrere og efterkommere i bestemte boligområder, byer og kommuner underminerer integrationen.
Det burde måske ikke være så svært at forstå, men det har taget lang tid, før disse erkendelser er sunket ind hos størstedelen af politikerne på Christiansborg.
I tilbageblikket har DF tidligst og mest bastant advaret om konsekvenserne af indvandringen. V og Konservative valgte for alvor at samarbejde med DF fra valget i 2001. Og først langt senere begyndte S og SF at erkende udfordringerne ved indvandring i meget stor skala.
De seneste år har strømmen af flygtninge og immigranter fra Mellemøsten og Nordafrika fået et flertal bestående af DF, regeringsparterne og Socialdemokratiet til at stramme udlændinge- og asylpolitikken markant. Og det stopper næppe.
I de seneste uger har en række hændelser yderligere øget bekymringen i netop disse partier:
Forleden blev den hidtil mest omfattende analyse over indvandringens økonomiske følger lagt frem af Finansministeriet. Alene i 2014 kostede indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande 33 milliarder kroner. Analysen viser også, hvor hurtigt indvandringen har udviklet sig: Fra starten af 1980’erne er antallet af indvandrere steget fra 2,5 pct. af befolkningen til knap 10 pct. Medregnes efterkommere er tallet 13 pct., og dette tal vil vokse til 20 pct. i 2050. Her og nu lever 237.707 immigranter fra vestlige lande i Danmark, mens tallet for efterkommere lyder på 27.138. Dertil kommer 332.874 immigranter fra ikke-vestlige lande, og 143.853 efterkommere fra ikke-vestlige lande.
Derudover har bandekriminaliteten fra utilpassede unge med indvandrerbaggrund nået et niveau, der skaber dyb bekymring. Senest har det gjort indtryk, at Odenses borgmester må være under politibeskyttelse på grund af banden, Black Army, der har udgangspunkt i Vollsmose på Fyn.
Endelig blev det tyrkiske valg forleden en øjenåbner. Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau, Andolu, valgte 60 pct. af de 11.000 dansk-tyrkere, der stemte ved valget, at støtte en forfatningsændring, der giver præsident Erdogan ekstreme beføjelser.
Over for Jyllands-Posten konstaterede, Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, at de mange dansk-tyrkeres støtte var bekymrende. »Det er problematisk og potentielt en trussel mod demokratiet og dets værdier, når så mange herboende tyrkere stadig har deres politiske loyalitet i Tyrkiet og støtter Erdogans principper og religiøse normer, som ikke er demokratiske, men derimod står i direkte kontrast med de værdier, som EU’s demokratier er bygget på.«
Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Lars Aslan Rasmussen, der har tyrkiske rødder, opfordrede de tyrkere, der støttede Erdogan, til at rejse. »Hvis man støtter det diktatur og en mand, som fængsler politiske modstandere og journalister. Og som undertrykker kunstnerisk frihed på alle måder, er det mere oplagt, at man flytter derned, hvor man kan sproget og deler værdierne.«
Samlet set går der en linje fra disse begivenheder til det nye program, som Socialdemokratiet samler sig om i denne weekend. Skal man forstå dybden af partiets kursskifte, kan man læse det indlæg, som den garvede socialdemokrat, Henrik Dam Kristensen, forleden havde i Politiken.
Her konkluderer han, at det var ”en historisk fejltagelse” og ”i strid med Socialdemokratiets ånd”, at man i 1983 skabte verdens mest liberale udlændingelovgivning i Danmark. Og med henvisning til den nye rapport fra Finansministeriet fastslår han, at det nu er skræmmende veldokumenteret, at der er en grænse for, hvor mange indvandrere, der kan komme til Danmark, hvis velfærdssamfundet skal bestå.
Kursskiftet vil ikke kun få stor betydning for udlændinge- og asylpolitikken i fremtiden, men vil også have kraft til at sprænge gamle alliancer på Christiansborg. Ikke mindst mellem Socialdemokratiet og de Radikale.
Rød blok har aldrig været mere splittet på dette felt end i dag.