USAs tidligere præsident Jimmy Carter er en troens mand. En sand kristen, der hele sit liv har levet med en dyb tro på Gud. Og Carter har levet et liv, de færreste vil komme til. Præsident for verdens mægtigste nation – men ikke den mest populære af slagsen. Ægtemand til Rosalynn Carter gennem 69 år. Tidligere guvernør i sin hjemstat, Georgia, og peanutfarmer med et bredt forankret socialt liv i den lille by Plains, hvor han har boet hele sit liv, når ikke han var præsidenten i Det hvide Hus.

Når han bevæger sig, skulle man ikke tro, at den slanke mand i cowboybukser, jakke og slips har rundet sin 90 års fødselsdag. Og slet ikke, at han måske er døende. Det er alle jo lige fra fødslen. Men Carter har netop fået at vide, at han har kræft. En sjælden form for kræft, der har spredt sig, og derfor er døden rykket tættere på. Selv om han var optimistisk ved en pressekonference forleden i Atlanta, var der da også alvor i hans blik, der på samme tid udstrålede en dyb fred, som kun en person, der stoler 100 procent på sin Gud, kan mønstre i sådan en situation.

»Jeg har været meget heldig i mit liv. Jeg har været præsident, været guvernør, og jeg har stadig min elskede hustru ved min side. Jeg er godt forberedt på, hvad end der nu kommer til at ske,« sagde Carter.

Jimmy Carters rolige optræden, hans realisme og hans taknemmelighed over det liv, han har levet, samt hans glæde ved kristendommen har givet amerikanerne en helt ny definition på det at have fred med sig selv, at tro på Gud og leve med glæde i nuet.

Jimmy Carter, som forlod Det Hvide Hus i 1981 med nærmest dumpekarakter, har ganske vist i sit lange otium opnået stigende respekt på grund af sit humanitære arbejde og utrættelige stræben efter at afskaffe sult og fattigdom i verden. Men nu – i en alder af 90 år og med en alvorlig sygdom – er hans status vokset til næsten spirituelle højder.

Tusinder af mennesker er begyndt at samles om ham, når han holder sine berømte kristne søndagsskoletaler i hjembyen, som han har gjort det i årtier. 689 gange er det blevet til gennem årene. De seneste uger har tilstrømningen været helt uden sidestykke.

Sidste søndag sov folk i bilerne på parkeringspladsen uden for den kirke, Carter skulle tale i. Folk i alle aldre valfartede til Carters fødeby for at høre ham fortolke Biblens budskab, og præsten havde nok at gøre med at låne alle mulige parkeringspladser i byen til de flere tusinde, der mødte op i en kirke, som normalt kun kan huse et par hundrede.

Folk kommer til Plains fra hele landet for at opleve en person, der har givet amerikanerne en ny definition på det at tro på Gud. Han er manden, der med en præsts ord nu skal vise amerikanerne, at man trods alvorlig sygdom kan leve den sidste del af sit liv med værdighed. For hele USA følger hans kamp. Hans konstante smil, hans afklarethed og venligheden, der bunder i en urokkelig tro på Gud, har fået en ny betydning for amerikanere, som ellers bruger Guds-ordet i alle mulige sammenhænge, uanset om de kæmper for det gode eller det mindre gode.

»I USA taler vi ofte om troen, men vi gør det på en larmende måde og ofte ekskluderende og meget voldeligt, især når vi samles i indkøbscentrene ved juletid og kæmper om julegaverne. Carter behøver ikke at tale om troen. Han udstrålede en indre fred ved pressekonferencen. Man var slet ikke i tvivl. Han behøvede ikke at tale om troen. Den var bare tilstede i lokalet,« som en af kommentatorerne ved Miami Herald skrev efter den pressekonference, som Carter holdt i Atlanta for at fortælle amerikanerne om sin sygdom.

Nobels Fredspris

Folk, der kender Jimmy Carter, siger, at han siden barndommen har haft denne indre ro i sig, selv om han har haft et hårdt liv. Ikke alene er amerikanernes skånselsløse bedømmelse af ham som en af USAs ringeste præsidenter noget, han har skullet leve med. Han har også lagt sine tre søskende i graven – alle døde af kræft. Han selv har været under observation for kræft hele livet, fordi de tre søskende døde af en kræfttype, der kan være arveligt betinget. Men den hjernekræft, han nu har, er ikke den samme, som hans familie døde af.

Jimmy Carter har, siden han i 1981 forlod Det Hvide Hus efter kun én periode, viet sin arbejdsindsats til humanitært arbejde og har rejst verden tynd ofte også på freds­missioner, som hans efterfølgere har bedt ham om, fordi de vidste, at han om nogen kunne skabe resultater. Men når man lytter til, hvad Carter også siger, så piner det ham, at han bliver regnet for at have været en dårlig præsident. Og sandheden er da også, at han i sin præsidentperiode fik sat enkelte monumenter over sin tid og i øvrigt modtog Nobels Fredspris for at skabe fred i Mellemøsten.

Han var manden, der skabte fred mellem Israel og Egypten og fik færdigforhandlet den såkaldte Camp David-aftale, som stadig er den mest omfattende fredsplan, der er vedtaget i Mellemøsten. Men han led også en lang række nederlag især i forhold til Iran, hvor hans støtte til landets forhadte diktator, Shahen af Iran, førte til, at iranerne bød ayatollah Ruhollah Khomeini velkommen tilbage fra sit eksil i Paris. Det var start­skuddet til indførelsen af præstestyret og stormen på den amerikanske ambassade i Teheran og efterfølgende foreløbig 36 års kold luft – for ikke at sige krigslignende tilstand – mellem de to lande.

De amerikanske gidsler, der blev taget på ambassaden i Teheran, blev først efter 444 dage frigivet kort tid efter, at præsident Ronald Reagan var blevet taget i ed som USAs 40. præsident i januar 1981. Iranerne ville være sikre på, at Carter, som gav shahen asyl i USA, ikke på nogen måde skulle få æren for at få de amerikanske gidsler fri.

»Carter« bruges som skældsord

Siden er Jimmy Carters navn blevet brugt især af republikanerne, når de fortæller historier om svage demokratiske præsidenter. Så sent som for få uger siden brugte både den republikanske senator, Ted Cruz, og New Jerseys republikanske guvernør, Chris Christie, Carters navn i forbindelse med præsident Barack Obamas udenrigspolitiske linje. Til selvfølgelig at fortælle, at Obama »om muligt« er mere svag end Carter. Men selv de angreb på den »mislykkede præsident« er nu forstummet. Carter har opnået en status, ingen tør lave grin med.

Også på de sociale medier har Carters stigende popularitet fået debatten i gang, fordi hans politike eftermæle nu smelter sammen med netop troen. Hans humanitære arbejde sættes ind i bibelske sammenhænge, og for de religiøse i syden er der intet underligt ved netop det faktum, at Carter hele sit liv har levet efter Biblens ord, og at det også har afspejlet hans måde at være præsident på.

»Carter er formentlig den præsident, der har den største viden om Biblen siden præsident Abraham Lincoln,« lyder det på Twitter. Og en anden skriver: »Carter en en god mand. En masse mennesker kunne få glæde af at læse hans bøger. Han er en god forfatter og måske den største ekspræsident nogensinde«. Og sådan fortsætter debatten om den 90-årige, der står foran at skulle kæmpe en kamp for at »forlænge livet«, som han selv siger det. Og han er – siger nogle af hans nærmeste rådgivere – fuldt ud klar over, at den kommer til at foregå i fuld offentlighed, og at den måde, han tilbringer sin sidste tid på, vil give inspiration til de religiøse amerikanere.

En rolig tro

Carters mange udsagn fra sin søndagsskoleoptrædener bliver ligeledes citeret, udlagt og kommenteret flitigt i de amerikanske medier. Blandt andet et citat fra den 29. januar 1978, hvor Carter talte om den indre fred.

»Man kan ikke bare sige, at i morgen vil jeg have indre fred i mit hjerte. Sådan er det ikke. Det er ikke noget, nogen garanterer os. Hvis vi lægger vores liv i Guds hænder, hvis vi åbner vores hjerter for Helligånden, hvis vores liv er sammenhængende med Kristus’ liv, så vil vi få indre fred«.

Dette citat sammen med mange andre bliver trukket frem for at fortælle historien om den troende Carter. Det er sket før. Men slet ikke i det omfang, der nu er tale om efter hans optræden på pressekonferencen.

Men hvorfor nu alt det på grund af en ældre mand, der afklaret venter på sin skæbne. Fordi – som Leonart Pitts fra Miami Herald skriver – amerikanerne dybest set ikke har fattet den religiøsitet, som de i alle sammenhænge praler med er en del af deres liv. Gud og Kristendommen går igen overalt. Fra morgenbønnen i skolerne i syden til kirkegangen ofte flere gange om ugen. På arbejdspladsen og i fritiden. Da Obama blev beskyldt for ikke at tro nok på Gud, begyndte han pludselig at nævne Gud i sine taler. Og det første, en amerikansk præsidentkandidat bliver udspurgt om, er sit forhold til Gud. Og alle lige fra republikanere til demokrater taber, hvis ikke de har et brugbart svar klar. Gud råbes ud.

Det måtte alle republikanske præsidentkandidater sande, da de i et Fox News debatprogram for nylig netop fik spørgsmålet om deres forhold til Gud. De bestod alle prøven, så ingen kunne angribe dem på deres tro. Selv Trump hævdede, at han havde et godt forhold til sin skaber, selv om han med vanlig arrogance dog tilføjede, at han aldrig har søgt Gud om tilgivelse, fordi Gud har mere end rigeligt at lave.

Og her kommer Carter så ind med sine mange søndagsskoleprædikener. Carters stille og eftertænksomme forhold til kristendommen har på mange måder vist sig at tiltale amerikanerne og er blevet en inspiration også for mange præster.

Men hvad talte Carter så om sidste søndag. Jo, han valgte Matthæusevangeliets 18:21-22, som handler om tilgivelse. »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange«.

Som Carter sagde det, så drejer det sig om den uendelige tilgivelse og ikke blot om, at der er loft for, hvor mange gange man skal tilgive.

Dette har ifølge hans rådgivere været et af de citater, de har hørt mest. Og som de siger, så har Carter altid troet på det. Og det er måske – som en anden af hans tidligere rådgivere siger det – været en af årsagerne til, at Carter er en bedre ekspræsident end præsident. For Biblens ord er ikke altid velegnet, når man skal lede et land, hvor man gør bedst i ikke at tilgive alt. Men som en anden rådgiver siger, så er man nødt til at have været præsident for at blive ekspræsident. Og selv om Carter måske var en dårlig præsident, så er den amerikanske befolkning ved at tilgive ham for det. Og mon ikke, at Carter så bliver den bedste ekspræsident, USA nogensinde har haft.