Tidligere sygehusdirektør: Privatiser samtlige sygehuse

Private sygehuse, frit sygehusvalg, nul ventelister og det hele på det offentliges regning. Vi kan få et langt bedre dansk sundhedssystem, mener tidligere sygehusdirektør Bent Christensen.

Ifølge tidligere sygehusdirektør skal de danske sygehuse – her Akutafdelingen på Hvidovre Hospital – være private, men uden brugerbetaling. Det offentlige skal fortsat betale, og pengene skal følge patienten. Fold sammen
Læs mere

»Hvis vi skulle starte helt forfra, burde alle vores sygehuse være privatejede.«

Bent Christensen tøver ikke, når han skal give sit bud på et helt nyt dansk sundhedssystem og samtidig skal beskrive, hvad der er galt med vores nuværende:

»Vi har et forunderligt system i dag, hvor det er den samme myndighed, der bestiller sundhedsydelserne, har ansvaret for, at sygehusene producerer, og i sidste ende også er borgernes repræsentant, når de skal tage stilling til, om det, der bliver leveret, er godt nok. I det system vil der jo aldrig blive lagt pres på kvalitet og produktivitet.«

Bent Christensen er uddannet læge og arbejdede i godt 15 år som speciallæge og overlæge på diverse danske sygehuse, inden han gik ledervejen og blandt andet blev cheflæge på Odense Universitets­hospital og direktør for Evalueringscenteret for Sygehuse. I 2004 blev han sygehusdirektør på Universitetssjukhuset i Lund og siden direktør for Skånes Universitetssjukhus, et sygehusfællesskab med 12.500 medarbejdere og et budget på ti mia. svenske kroner. Det er således, hvad han selv betegner som »et langt livs erfaring fra sundhedsvæsenet«, der får ham til at konkludere, at sundhedssystemet kan blive en hel del bedre og omkostningerne meget lavere.

Problemet er ifølge Bent Christensen, at almindelige markedsmekanismer er sat ud af spil, så der er ingen konsekvenser, hvis et sygehus ikke gør det godt nok. Som han bemærker, er det i Danmark formentlig aldrig sket, at man har lukket et sygehus på grund af dårlig kvalitet. I stedet bør vi betragte operationer og sundhedsydelser som enhver anden vare, vi køber.

»En bilfabrik, der leverer biler med for mange fejl, kan jo heller ikke sælge sine varer. Selv om det offentlige system på mange måder fungerer godt – det er jo ikke sådan, at det danske sundhedssystem er en katastrofe – har vi stadig nogle problemer. Syv-otte pct. af alle de patienter, der kommer ind på sygehusene, får en hospitalsinfektion, og det tal har ikke rokket sig over de sidste ti år. Region Hovedstaden har beregnet, at en patient med en sygehusinfektion bruger 11 dage ekstra på sygehuset, hvilket svarer til, at hospitalsinfektioner på landsplan koster to mia. kroner om året. Det er uforståeligt, at man ikke stiller krav til systemet – at vi ikke siger, at vi simpelthen ikke vil lade syge­husene fungere i fremtiden, hvis ikke de bringer infektionsraten ned.«

»Problemet er, at når samme myndighed både køber ydelserne, producerer dem og kontrollerer sig selv, så står den myndighed jo i en rolle, hvor man ikke vil desavouere sig selv i nogen af de tre roller. Dermed kan de jo ikke lægge pres på sig selv. I økonomisk teori taler man om den såkaldte BUM-model, hvor B står for bestiller, U for udfører og M for modtager, og i den ideelle model er de tre uafhængige af hinanden. Men i Danmark har vores regionspolitikere alle tre hatte på.«

Løsningen er at privatisere produktionsapparatet, det vil sige sygehusene. Hvilket formentlig vil få mange til at tænke, at det så også skal koste penge at blive behandlet på sygehusene. Men det er ikke tilfældet. Bent Christensen går overhovedet ikke ind for brugerbetaling, han er omvendt åben for at gøre flere sundhedsydelser gratis.

Penge skal følge patienten

»Jeg går ind for et skattefinansieret system, fordi vi på den måde beskytter de svageste i samfundet og sikrer, at de også har adgang til de nødvendige sundhedsydelser. Danskerne har i øvrigt en relativ høj brugerbetaling sammenlignet med de fleste andre lande i Europa, vi har det bare ikke på hospitalerne. Man kunne overveje at lægge det hele ind i systemet og fjerne bruger­betalingen fuldstændig på f.eks. tandlæge, briller, høreapparater osv.«

»Det helt afgørende er, hvordan pengene kommer ind i sådan et system, og her er det vigtigt, at pengene altid følger patienten. Vi skal have en langt stærkere praksissektor, som skal være alle danskeres vej ind i sundhedssystemet, også ved akut sygdom. Hver gang Hansen går ind i systemet, er princippet, at han har pengene med sig. I praksis sker det ved, at når han skriver sig op hos en privatpraktiserende læge, bringer han sine patientpenge – det vil sige den sum penge, som svarer til den gennemsnitlige patients årlige forbrug i sundhedssystemet – med til den praksis, og den sum indgår så i praksissens budget. Bliver Hansen syg og sendt videre til sygehuset, skal den praktiserende læge samtidig sende penge videre med ham til det sygehus, der skal behandle ham. Det vil sige, at systemet kun får penge i det omfang, de behandler patienter, og ikke penge for bare at være til. Det vil være en revolution.«

Regionerne skal slet ikke have noget med sygehusdrift at gøre, politikernes eneste opgave bliver at beslutte, hvilke undersøgelser og behandlinger der gratis skal stilles til rådighed for borgerne og sætte pris på, hvad behandlingerne må koste. Kan de private sygehuse ikke producere til den pris, politikerne har fastsat, får de ikke opgaven med at behandle. Omvendt er der mulighed for at lave et overskud for de private aktører, hvis de kan levere til under det offentliges udbudspris.

Frit sygehusvalg

Et afgørende princip i den sygehusstruktur, Bent Christensens forestiller sig, er, at sygehusene – og i øvrigt også alle de praktiserende læger – skal gennemgå en akkreditering eller kvalitetskontrol. Den skal styres fra det offentliges side og betyder i praksis, at læger og sygehuse skal godkendes til at behandle patienter. Bent Christensen forestiller sig en relativt simpel proces med eksempelvis 15 helt centrale kvalitetskrav, som et sygehus skal leve op til.

»Det skal sikre, at sygehuset har en vis basal kvalitet som en forudsætning for at kunne modtage patienter. Man kunne eksempelvis lave en regel om, at ingen hospitaler må modtage patienter, hvis ikke de har en infektionsrate på under fem. Eller det kunne være, at man fastsatte et loft for, hvor mange multisyge, ældre patienter der må genindlægges inden for en måned efter, at de er blevet udskrevet. Det vil sige noget om, hvor godt et sygehus er til at behandle patienter, når de er indlagt. Eller det kan være antallet af komplikationer ved nogle udvalgte operationer. Nogle helt centrale kvalitetspræmisser, og hvis et sygehus ikke kan leve op til dem, kan det ikke blive akkrediteret, og så kan det ikke modtage patienter­.«

Et andet fundamentalt princip skal være et fuldstændigt frit sygehusvalg. Patient Hansen skal have ret til at vælge præcis, hvilket sygehus han vil behandles på. Det skal dels sikre konkurrencen mellem de private sygehuse på markedet, dels sikre at Hansen selv kan afgøre, om han vil behandles på X-købing eller Y-købing sygehus. Sygehus­valget skal træffes i tæt samråd med den praktiserende læge:»Lægen skal ikke bare være familielægen, der tager sig af de daglige og banale sygdomme. Han ved også, hvordan systemet fungerer, han kender antallet af infektioner på de forskellige sygehuse, så han kan rådgive patienten og sige til ham, at hvis du skal opereres for brok, så har de rigtig gode resultater i f.eks. Slagelse.«

Ingen ventelister

Cocktailen af private sygehuse, patientens ret til frit at vælge sygehus og princippet om, at pengene følger patienten, vil ifølge Bent Christensen eliminere en af de ting, som er blevet allermest forkætret og omdiskuteret, når talen falder på sundhedssystemet: ventelister­.

»Kombinerer man frit valg med, at pengene følger patienten, vil der altid være nogen, der vil være villige til at behandle patienterne. Hvis der i et frit marked er en kunde, der vil betale, vil der også være en, der udbyder varen. Så det her system er en garanti mod ventelister. Der kan naturligvis være planlægningstid, og for visse lidelser behøver man måske to-tre uger, men planlægningstid er ikke det samme som en vente­liste. Planlægningstid er kun til for at sikre sig, at det bliver gjort ordentligt.«

Bent Christensen anslår, at man ved at gøre, som han foreslår, vil kunne behandle ti procent flere patienter, end man gør i dag, alternativt spare ti pct. på udgifterne til sundhedssystemet. Det baserer han på en forventning om, at private sygehuse vil være lige så effektive, som de bedste offentlige sygehuse er i dag. Det svarer i kroner og ører til, at Danmark årligt ville kunne få for ti mia. kroner mere sundhed.

Alligevel er han godt klar over, at det er kontroversielt, hvad han foreslår. For der er, hvad han kalder for en »ideologisk modstand« mod at privatisere sygehusene:

»Man siger eksempelvis, at det er usmageligt, at nogen skal tjene penge på at drive et sygehusvæsen. Men hvis det betyder, at der kan blive flere penge til patienterne, er det vel ikke så usmageligt? Man synes jo ikke, at det er usmageligt at have et ineffektivt offentligt sundhedsvæsen.«

Sundhedsydelser og sundhedssystemet bliver i Danmark betragtet som en kerne­velfærdsydelse. Hvorfor er der nogen, der skal tjene penge på kernevelfærdsydelser?

»I dag er lægepraksisserne her i Danmark jo privatejede, og det kunne sygehusene også sagten være. Hvis man ved at indføre en markedsmekaniske kan sikre, at samfundet skal betale mindre for ydelsen, står vi i dilemmaet, om vi rent moralsk skal acceptere, at nogen kan tjene penge på det. Det skal vi måske ikke, hvis det indebærer, at det bliver dyrere, så færre har adgang til ydelserne. Men hvis samfundet kan købe ydelserne billigere, kan vi faktisk i det her system hjælpe flere mennesker – selv om der er nogen, der tjener penge på det. Så bliver systemet i mine øjne mere attraktivt end det nuværende system. For mig handler det om at kunne hjælpe så mange som muligt for de penge, der er til rådighed.«

Vi har siden 1990erne privatiseret og liberaliseret på blandt andet post-, tele- og transportområdet, men er risiciene ved at privatisere sundhedssystemet ikke anderledes store? Virker sundheds­systemet ikke, koster det jo menneskeliv­?

»Jo. Alle de risici, der findes i den private sektor, findes også på sundhedsområdet. Men omvendt; synes vi, det er godt nok, at syv-otte procent af dem, der bliver indlagt på sygehuset, får en infektion? Synes vi, det er godt nok, at vi pludselig står med ekstraudgifter på 800 mio. kroner til medicin, fordi vi ikke har kunnet styre det? Det er som om, at når vi taler privatisering og kritiserer privatisering, så glemmer vi, at det offentlige ikke rigtig har leveret varen. Jeg påstår ikke, at et privatiseret system er perfekt, men jeg påstår, at det er bedre end det eksisterende. Hvis vi var dygtige og effektive og havde lave infektions­rater og ingen ventelister i dag, så ville jeg jo ikke stille spørgsmålstegn ved det offentlige system.«

»Jeg har set lægehuse i Sverige blive privatiseret, og de fungerer glimrende. Jeg har set et stort akutsygehuse i Stockholm, Sankt Görans Sjukhus, blive privatiseret, og det fungerer på samme niveau og måske endda bedre end akutsygehuse på samme størrelse i Sverige. Så jeg er faktisk ikke så nervøs. Selvfølgelig er der en risiko. Men den, der har stået på ventelister i et halvt år i det offentlige system i Danmark i dag, synes jo ikke, at det fungerer. Den patient, der har fået en ubehandlelig multiresistent bakterie ind i sin rygsøjle og næsten er invalid for livstid, synes jo heller ikke, at det fungerer. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan få et risikofrit system, men det har vi jo heller ikke nu. Men vi kan få et system, der er bedre end det, vi har i dag.«