Thorning i angriberens rolle

Hvem vandt så duellen? Det gjorde Thorning, skriver Berlingskes politiske kommentator her.

"Topmødet" - direkte tvekamp mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen foran Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er tydeligt, at Helle Thorning-Schmidt meget bevidst har valgt angriberens rolle i sin kamp for at fastholde Statsministeriet og regeringsmagten.

Allerede fra starten af duellen på TV2 søndag gik hun direkte i struben på Lars Løkke Rasmussen og anklagede ham for ikke at have styr på sine cases og sine tal. Hun gik målrettet efter øjeblikkeligt at presse Løkke i defensiven og samtidig at så maksimal tvivl om sin modstanders troværdighed.

Forklaringen er enkel: Hun ved om nogen, at Lars Løkke Rasmussen lige nu er sårbar, efter at valgkampen har fået en katastrofal start for Venstre, fordi der i flere tilfælde har været usikkerhed og tvivl om nogle af de eksempler, som Løkke har lagt frem for at understrege sit argument om, at det i højere grad skal kunne betale sig at tage et arbejde.

Det kan umiddelbart synes mærkeligt, at Helle Thorning-Schmidt går så aggressivt til værks. Normalt vil taktikken være, at en siddende statsminister skal forsøge at udstråle ro og værdighed for at indgyde vælgerne tryghed og tillid. Men S-holdet sanser, at de har momentum i valgkampen med deres offensive stil, og de føler, at de har en afgørende chance for at vinde valget ved at køre hårdt på V-formandens troværdighed.

Med den game plan lykkedes det tidligt for Thorning at fremsætte en række påstande om den politik, som hun mener, at Løkke vil føre som statsminister. Det er et klassisk trick i politiske debatter. Og det lykkedes i dette tilfælde. Løkke blev tvunget til at skulle forsvare sig mod forkerte udlægninger af, hvad han gerne vil opnå, hvis han bliver regeringschef, ligesom han skulle til at gøre rede for komplicerede regnestykker om job og beskæftigelse.

Hans forsvar var svært at forstå, mens Thornings angreb stod centralt.

Alt i alt afspejlede debatten, at Socialdemokraterne vil gå endog meget langt for at bevare regeringsmagten efter den recept, som Tony Blairs tidligere spindoktor, Alastair Campbell, formulerede under et besøg i København for nylig: "Det handler om at vinde. Punktum." Campbell er god ven med Thorning, og en af hendes læremestre i politisk kommunikation.

Og for nu at blive i det britiske, bliver det mere og mere tydeligt, at S-holdet har studeret slutspurten i den britiske valgkamp nøje, for her kørte David Cameron - som siddende premierminister - en energisk og offensiv valgkamp, hvor han i høj grad fremstod som manden, der kæmpede indædt for magten.

Løkke er slet ikke kommet ind i valgkampen med samme energi og dynamik som Thorning, og han er tilsyneladende blevet overrasket over, hvor målrettet Thorning har taget angriberens rolle.

Gennem lange sekvenser i debatten lykkedes det for Thorning at lancere angreb på angreb mod Løkke, som han så skulle bruge kostbar tid på at afparere, hvilket igen gjorde det svært for ham at udfolde en positiv vision for, hvad han selv gerne vil, hvis han får mulighed for at komme tilbage i Statsministeriet.

Der var ét forløb undervejs, hvor Løkke brændte stærkt igennem, og øjeblikket indtraf, da han fortalte om sin ambition om at skabe et bedre sundhedsvæsen.

Men det var kun et øjeblik, inden Thorning rullede nye angreb frem og igen fik fremstillet et billede af, at der vil ske forringelser af velfærden, hvis Løkke vinder magten.

Dermed er Thorning reelt vendt tilbage til stilen fra valgkampen i 2011, hvor hun også beskyldte Løkke for at ville underminere velfærden - indtil hun som statsminister smed sine løfter over bord og i stedet overtog de vigtige reformer, som Løkke havde fået igennem som statsminister.

Grunden til, at det kan lade sig gøre for Thorning at genoptage denne form for skræmmekampagne - og måske slippe af sted med det for anden gang - skal i høj grad findes i Løkkes målsætning om udgiftsstop eller nulvækst. Den er svær at forklare - også fordi Venstre ikke har fremlagt en økonomisk masterplan, så man kan se, hvordan målet skal effektueres - og fordi målsætningen er så nem at køre skræmmekampagne mod. Hvilket Thorning også gjorde i stor skala.

Hvem vandt så duellen? Det gjorde Thorning. Nogle vælgere vil givetvis tage afstand fra hendes aggressive stil, men hun fik ekstremt effektivt forhindret, at Løkke fik rettet op sin skæve start i valgkampen. Hun formåede at fastholde sine dagsordener, sådan som det i høj grad er lykkedes for hende siden nytårstalen. Her skød hun den ekstraordinært lange valgkamp i gang, som har løftet S ud af flere års krise og sat hende selv på kurs mod et forbløffende genvalg.