Thomas Larsen: Vejen frem bliver lang og hård for Sofie Carsten Nielsen

Der er våbenhvile, men ikke fred hos de Radikale, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter søndagens krisemøde i den radikale folketingsgruppe.

Der er lang vej endnu for de Radikale og Sofie Carsten Nielsen, siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, kan glæde sig over, at den åbne krig i Radikale synes at være afsluttet. Vejen fremad bliver dog stenet og hård, for uroen ulmer fortsat i partiet og i folketingsgruppen.

Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter det krisemøde, som Sofie Carsten Nielsen søndag eftermiddag holdt med sin folketingsgruppe efter et par kaotiske uger, hvor partiet har måttet vinke farvel til Morten Østergaard som politisk leder og har været under hård kritik for sin håndtering af ekslederens sexismesager.

»Sofie Carsten Nielsen står i en meget svær udgangsposition, når hun skal forsøge at genopbygge sig selv og partiet. Der er slået store skår af hendes troværdighed, eftersom hun så mange gange har skiftet forklaringer og fortiet væsentlige oplysninger om sexismesagerne i partiet,« siger Thomas Larsen og fortsætter:

»De Radikale er blevet fanget i et enormt hykleri, fordi Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen så bastant har villet iscenesætte sig som de mest ihærdige bekæmpere af sexisme, mens de samtidig forsøgte at holde Morten Østergaards sexismesager skjult for offentligheden. Det glemmer vælgerne ikke lige med det samme, og derfor kommer Sofie Carsten Nielsen på overarbejde, når hun skal forsøge at genoprette offentlighedens og vælgernes tillid,« siger Thomas Larsen.

Enige om våbenhvile

Berlingskes politiske kommentator forudser, at det også vil tage tid, før harmonien genfinder sig i den radikale folketingsgruppe – hvis dette da overhovedet sker.

»De Radikale er ikke en sammensvejset folketingsgruppe, selv om de er blevet enige om en våbenhvile og har aftalt, at de ikke skal fortsætte opgøret i fuld offentlighed. De seneste uger har blotlagt skarpe skel og voldsomme magtkampe i folketingsgruppen, og det bliver en kæmpe opgave for Sofie Carsten Nielsen at skabe en ægte fred – hvis det overhovedet kan lade sig gøre. I gruppen er der stadig meget forskellige holdninger til, hvordan de Radikale skal agere politisk, og hvor konfrontationssøgende partiet skal være over for statsminister Mette Frederiksen og S-regeringen.«

Thomas Larsen peger i den forbindelse på, at den radikale Martin Lidegaard efter krisemødet i folketingsgruppen gjorde det krystalklart, at uenighederne fortsat består, men at han selv har valgt at blive i partiet i et forsøg på at påvirke kursen, så den bliver mere samarbejdsorienteret fremover.

»Med sine kommentarer efter mødet gjorde Martin Lidegaard det helt klart, at de fortsat ikke har fundet en fælles vej. Den kommende tid vil vise, om det kan lade sig gøre – eller om der kommer nye opgør og måske brud internt i partiet, hvilket kan betyde, at enkelte radikale politikere forlader partiet.«

På kort sigt forudser Thomas Larsen, at den seneste tids hårde opgør i Radikale Venstre vil føre til, at Sofie Carsten Nielsen og de Radikale vil være mere varsomme med at udfordre regeringen så hårdt, at det i yderste konsekvens kan udløse et valg – et snarligt folketingsvalg har de Radikale absolut ingen interesse i lige nu, lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator.