Thomas Larsen: Signalement af en statsminister

Lars Løkke Rasmussen har overrasket positivt som statsminister og kan se partifællerne i øjnene på Venstres landsmøde i weekenden.

Venstre afholder i week-enden deres landsmøde i Herning Kongrescenter. Her byder Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen og næstformand , udenrigsminister Kristian Jensen, velkommen udenfor Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Lars Løkke Rasmussen i søndags talte på Kongens Nytorv foran den franske ambassade, trådte han for første gang i karakter som en samlende skikkelse – efter athan i så lang tid har skabt skarpe skel og været omgærdet af mistillid.

Over for de mange tusinder på pladsen spurgte han:

»Hvordan er det muligt, selv for den ondeste terrorist, koldblodigt at dræbe cafégæster, unge mennesker i byen, kæreste­par på romantisk middag i Paris? Svaret er, at den ekstremistiske fanatisme, der står bag terroristerne, vil en mørk verden. Uden musik, uden kærlighed, uden glæde. Uden demokrati, uden frihed og medmenneskelighed­.«

Dernæst lukkede han for den splittelse, som terroristerne vil skabe:

»De prøver at hugge et sværd ned gennem vores verden. De prøver at skabe en ond og falsk skillelinje mellem Vesten og islam. Jeg trækker skillelinjen et andet sted. Mellem forståelse og fanatisme. Mellem frihed og fængsel. Mellem oplyst og formørket. Derfor går mine tanker i dag også til de uskyldige, der blev dræbt ved terrorangreb i Beirut i Libanon. Til ofrene for angrebet på et russisk passagerfly i Sinai. Og til de ulykkelige befolkninger, der er undertrykt af et grusomt terrorregime.«

Få dage senere – under tirsdagens spørgetime i Folketinget – skete det usædvanlige, at samtlige partiledere roste stats­ministeren. Uden forbehold.

En styrket leder

Når Løkke her i weekenden møder Venstres tillidsfolk i Herning Kongrescenter, sker det som en styrket leder.

Siden regeringens tiltræden den 28. juni har han effektivt overtaget styringen i Stats­ministeriet. Selve regerings­dannelsen foregik transparent og velordnet. Han udformede bevidst et regeringsdokument med få overordnede pejle­mærker og fuld metodefrihed. Han samlede drevne hånd­værkere omkring sig, hvoraf de fleste har bevist deres driftssikkerhed – med Carl Holst som katastrofal undtagelse – og han arbejder disciplineret og hårdt som chef.

Fra begyndelsen har regeringen lanceret udspil i forlængelse af løfterne fra valgkampen, bl.a. en genindførelse af bolig-jobordningen, udflytning af statslige arbejdspladser, initiativer til at skabe vækst i hele Danmark og en tilbage­rulning af den tidligere regerings lempelser af udlændingepolitikken.

Det har været karakteristisk, at regeringen har kunnet samarbejde bredt, hvilket er blevet forstærket af Mette Frederiksens konstruktive linje som ny leder af Social­demokratiet.

Selv om der har været styrkeprøver undervejs, har de blå ledere også kunnet holde sammen. I torsdags kunne finansminister Claus Hjort Frederiksen således præsentere finansloven for 2016 sammen med Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen og Søren Pape.

I forbindelse med forhandlingerne blev der opnået enighed om vigtige delaftaler, bl.a. en politiaftale med en markant oprustning af terrorberedskabet samt en pakke med historisk vidtgående stramninger af udlændinge- og asylpolitikken.

Alt dette betyder ikke, at Lars Løkke Rasmussen har været fejlfri, eller at regeringens politik har været konsistent. Tænk blot på hans betoning af, at der skal sikres bedre hjælp i flygtningenes nærområder. Det sker samtidig med, at regeringen sparer på udviklingsbistanden. Eller tænk på finansloven, som – på trods af et erklæret ønske om at styrke erhvervslivet – indeholder besparelser på forskning og innovation.

Ser vi frem, er der da heller ingen garanti for, at Løkkes ophold i Statsministeriet bliver langt og harmonisk. Alle kendte udfordringer består: Nu som før står han i spidsen for en historisk smal regering, og det bliver en konstant udfordring at holde sammen på blå lejr. Forårets forhandlinger om lavere skat på arbejde kan udvikle sig til en politisk gyser med DF og LA milevidt fra hinanden, ligesom folkeafstemningen den 3. december – om mindre end to uger – kan resultere i et ydmygende nej.

Derudover vil håndteringen af den massive tilstrømning af flygtninge- og immigranter blive ved med at teste Løkke, og internt er det for længst erkendt, at signalerne fra statsministeren og flere ministre var uklare i de kaotiske dage i september, da grupper af flygtninge og immigranter forcerede grænserne og gik ud motorvejene. Fast besluttede på at komme videre til Sverige.

Rum til fremgang

Siden har der ikke været samme uro, men indrejsen fortsætter, og selv om de fleste bruger Danmark som transitland, stiger antallet af asylansøgere.

Løkkes evne til at tackle denne udfordring vil i sig selv kunne farve mange danskeres holdning til statsministeren og hans regering på næste valgdag.

Venstres position i målingerne er heller ikke prangende, og i danskernes øjne er Mette Frederiksen mere troværdig end Lars Løkke Rasmussen, men det ændrer ikke ved konklusionen: I forhold til sit miserable udgangspunkt på valgnatten er Løkke kommet langt og har vist sig som en markant stærkere regeringschef, end nogen havde fantasi til at forestille sig i juni.