Thomas Larsen: Nu sætter Ellemann sig op på tigerens ryg – og den vil føre ham dybt ind i junglen

Jakob Ellemann-Jensen ventes inden længe at melde sig som kandidat til formandsposten i Venstre. Mange har opfordret ham til det, og han vil blive mødt med klapsalver. Men derfra bliver det ikke let, mener Berlingskes Thomas Larsen.

Jakob Ellemann-Jensen (V) taler med pressen efter Venstre har holdt gruppemøde på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

»Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt.«

Citatet stammer fra den tidligere Venstre-formand og statsminister, Poul Hartling. Men ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, er det tid til at genopfriske citatet.

Jakob Ellemann-Jensen ventes inden længe officielt at melde sit kandidatur til formandsposten i Venstre ligesom han ventes valgt til posten. Men derrfra kommer han til at stå overfor svære udfordringer.

»Jakob Ellemann-Jensen vil blive kåret som formand, og han vil få stor opbakning fra baglandet i den første periode. Men opgaven er vanskelig, og han skal kæmpe på mange fronter på én gang,« siger Thomas Larsen.

Udfordringen for Ellemann-Jensen bliver især at få skabt en klar linje på flere vigtige politiske områder, hvor Venstre i de senere år har sendt modsatrettede signaler.

»Igen og igen har fremtrædende Venstre-folk angivet forskellige retninger indenfor udlændingepolitikken og Europa-politikken, ligesom de f.eks. har været uenige om balancen mellem land og by. Der har også været helt forskellige meldinger om, hvor vidt partiet skal samle det borgerlige Danmark eller søge mod et SV-samarbejde. Det er kort sagt grundlæggende spørgsmål, som Jakob Ellemann-Jensen bliver nødt til at kunne give svar på,« siger Thomas Larsen og fortsætter:

»Det er oplagt, at der skal mere klarhed over udlændingepolitikken, og her bliver det interessant at se, om Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg kan finde frem til en fælles linje. Lykkes det, vil de kunne samle Venstre. Hvis ikke, står partiet med et problem,« siger Thomas Larsen.

Ifølge Thomas Larsen er der også skår at klinke på  den borgerlige fløj i Folketinget. Lars Løkke Rasmussens drømme om en SV-regering blev langtfra taget positivt imod hos for eksempel de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

»Lars Løkke Rasmussens melding blev mødt af vrede i resten af blå blok. Derfor venter alle nu på at se, hvordan Ellemann vil positionere sig mellem blå og rød blok. Derudover skal man lægge mærke til, hvad han siger om udlændingepolitikken. Her vil især Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige være opmærksomme på de signaler, han udsender, og de vil tage afstand, hvis de ikke kan lide signalerne fra Jakob Ellemann-Jensen. I Dansk Folkeparti er man i den grad opmærksom på, at Ellemann tilbage i nullerne meldte sig ud af Venstre i protest mod udlændingepolitikken. Derfor vil de være skeptiske og kritiske,« siger Thomas Larsen.

Thomas Larsen forventer, at Venstre med Ellemann-Jensen som formand vil dyrke det borgerlige samarbejde igen.

»I en lang årrække har Venstre næsten per automatik stillet med det borgerlige Danmarks statsministerkandidat. Den status kommer Jakob Ellemann-Jensen formentlig til at kæmpe for,« siger Thomas Larsen.

Sådan lød det, da Jakob Ellemann-Jensen kom ud efter parties gruppemøde: