Et skred i Vestens syn på Kina er i gang. Det gælder også i Danmark, hvor kritikken af regimet i Beijing er usminket og direkte som aldrig før.
I lørdagens Kristeligt Dagblad kunne man på lederplads læse denne hudfletning af Vestens hidtidige tilgang til Kina:
»Kinas ekspansion på verdensplan er sket foran vores øjne, men vi har kigget den anden vej, mens Kina har sat sig på stadig mere af kontrollen med strategiske sektorer i de frie samfund (…) De demokratiske lande har bid for bid anbragt lunser af deres handlefrihed og beslutningskraft i den livstidsudnævnte præsident Xi Jinpings lommer.«
Derpå beskrives det, hvordan Kina arbejder på at skaffe sig et teknologisk forspring, blandt andet ved opkøb af vestlige nøgleindustrier. Det nævnes, hvordan Kina udbreder sin globale rækkevidde med indtoget i Afrika. Og oven i det kan man lægge Kinas satsning på det enorme Belt and Road Initiative – den nye silkevej – som forbinder Kina med et utal af nationer og styrker landets indflydelse.
Ifølge Kristeligt Dagblad bør EU opprioritere unionens forsøg på at inddæmme Kina.
»Det gælder alt fra en systematisk hjemtagning af strategiske produktioner af primært medicin og elektronik til en hård afvisning af kinesiske koncerner, der med eller uden fine midler prøver at sætte sig på europæiske landes infrastruktur. Vi må indse og handle efter, at det kinesiske styre intet godt vil os.«
Jyllands-Posten og Politiken har bragt tilsvarende skarpe ledere.
Overskriften på lederartiklen i JP lød: »Lad os sige det ganske udiplomatisk. Hold op, hvor er vi trætte af Kina«.
Dernæst fulgte dette verbale kølleslag:
»Riget i Midten har under coronakrisen ikke alene fastholdt sit diktatoriske greb om sin egen befolkning, hvilket desværre var at forvente, men også optrådt så arrogant over for omverdenen, at det halve ville have været mere end rigeligt.«
I Politiken var tonen ligeledes skarp over for et regime, som først undertrykte sandheden om virusudbruddet og dernæst forsøgte at iscenesætte sig som »den nye ansvarlige stormagt, der generøst sender udstyr og læger til resten af verden.«
Lederskribenten havde desuden blik for, at Kina bruger coronakrisen til at slå ned på demokratibevægelsen i Hongkong, og ifølge skribenten er demonstranternes kamp i Hongkong også vores:
»Præsident Xi har samlet magten omkring sig selv og gjort sig til landets ubestridte leder, der kan sidde på livstid. Med de seneste handlinger i Hongkong sender han et signal om, at han ikke frygter Vesten og er parat til et opgør (…) Den nye krise i Hongkong viser, at vi står i en global værdikamp. En kamp, som vi ikke har råd til at tabe.«
I det hele taget er der tale et opsigtsvækkende skift i attituden over for Kina.
I lørdagens Jyllands-Posten kan man læse en kronik skrevet af forbundsformand Claus Jensen fra CO-industri, administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri samt Lykke Friis fra Tænketanken Europa. Ingen af dem er kendt for at være anarkister, men også de skruer op for kritikken:
»Hvorfor har det for eksempel været så magtpåliggende for Kina at drive kiler ned imellem EU-landene ved at påstå, at det kun var Kina, der hjalp Italien med værnemidler?« spørger de.
Derpå advarer de om, at kinesiske virksomheder vil anvende coronakrisen til at tage »på brandudsalg i Europa« for at opkøbe strategisk vigtige europæiske virksomheder med den kinesiske statsmagt i ryggen.
Samme budskab kom forleden fra den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager.
Retter vi blikket mod de danske og europæiske politikere er der ligeledes gang i et skifte.
Den konservative ordfører, Naser Khader, har tydeligt advaret om, hvad kinesisk dominans vil føre til, men også andre udenrigsordførere har udtalt sig kritisk.
På overfladen synes det hele udløst af coronakrisen. Det er forsimplet.
I lang tid har adgangen til billig arbejdskraft og udsigten til at komme ind på et hurtigtvoksende marked været ekstremt tillokkende for Vesten, ligesom kineserne undervejs har fået lejlighed til at demonstrere deres dygtighed.
Meget har været til fælles bedste, for samhandlen har styrket den globale økonomi og løftet hundrede af millioner kinesere ud af dyb fattigdom.
Som tiden er gået, er vreden over Kinas ageren vokset, og det samme er bekymringerne over den økonomiske, politiske og militære magt, som den kinesiske ledelse har oparbejdet.
Men fra Vestens side har man lukket øjnene fast i for det kinesiske regimes undertrykkelse og krænkelse af menneskerettigheder. Man har heller ikke for alvor udfordret de tætte forbindelser mellem de kinesiske virksomheder og den kinesiske stat, som er blevet brugt til at udkonkurrere vestlige virksomheder.
Og endelig har man ofte været tilbageholdende med at afsløre kinesernes brug af industrispionage og deres ofte vidtgående krav om teknologioverførsler.
Nye erkendelser
Som tiden er gået, er vreden over Kinas ageren vokset, og det samme er bekymringerne over den økonomiske, politiske og militære magt, som den kinesiske ledelse har oparbejdet.
Det blev præsident Donald Trump, som for alvor udfordrede Kina med sine krav om at få skabt mere fair handelsbetingelser. Selv om mange kritikere frygtede for konsekvenserne af præsidentens udfordring, og selv om de var nervøse for følgerne af handelskrige, har det ikke været svært at finde amerikanske, europæiske og danske erhvervsledere, som har nikket til Donald Trumps kritik af Kinas metoder.
Fra Vestens side har man lukket øjnene fast i for det kinesiske regimes undertrykkelse og krænkelse af menneskerettigheder.
Når kritikken mod Kina har taget ekstra fart, skyldes det imidlertid også nye erkendelser.
En berømt lederartikel i The Economist havde i 2018 den sigende overskrift: »How the West got China wrong«. Pointen var, at Vesten i årevis havde troet, at Kina i takt med landets øgede velstand ville styre mod demokrati og markedsøkonomi. Så enkelt var det ikke, forstod man nu: Kina havde valgt sin egen kurs.
Samtidig er det gradvist trængt ind, at Vesten fundamentalt har undervurderet Kinas ambition om at genfinde sin plads i verden. I de seneste 30 til 40 år har vi i Vesten talt om et Kina på vej frem. Men i en kinesisk optik er man snarere på vej tilbage mod nationens tidligere position som verdens centrum.
På en bagvendt måde gør coronakrisen denne pointe lysende klar:
Kina så i begyndelsen ud til at blive bragt i knæ af coronavirussen, men flere forudser nu, at giganten vil komme styrket ud af krisen og vil udbygge sin stormagtsstatus. Eller som The Economist spurgte forleden: »Is China winning?«.
Én ting er sikker: Hvis ikke USA, EU-landene og andre vestlige nationer finder sammen om en strategi, vil Kina fortsætte sin kurs. Heller ikke over for Kina er håb brugbar som strategi.
