Thomas Larsen: Gigantisk plan vil definere Løkkes plads i historien

Èn ting er sikker: De vigtigste forhandlinger i mange år går nu i gang på Borgen.

Thomas Larsen kalder de forestående forhandlinger de vigtigste i mange år på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ANALYSE: Med offentliggørelsen af Lars Løkke Rasmussens helhedsplan for et stærkere og mere robust Danmark er der lagt op til et politisk brag, som vil få stor betydning for dansk økonomi og definere statsministerens plads i den politiske historie.

Det er store ord, men med sin plan kaster tager regeringschefen livtag med flere presserende udfordringer for dansk økonomi og lægger samtidig an til løsninger, der i højere grad skal fremtidssikre det danske velfærdssamfund.

Ser vi tilbage i historien, bringer hans plan mindelser om Jens Otto Krags helhedsløsning og Poul Schlüters plan fra 1989, som han selv betegnede som Danmarkshistoriens største økonomiske oplæg. Den første navigerede sikkert igennem. Den anden gik på grund og måtte udskrive valg.

Løkkes opgave er fundamentalt anderledes, end da han som ny statsminister i 2009 stod overfor at skulle skærme landet mod finanskrisen, der ramte dansk økonomi som et kølleslag og pressede ham til at gennemføre reformer som led i en akut økonomisk krisestyring. Det var en gigantisk opgave, men han blev hjulpet af, at krisebevidstheden var dyb i befolkningen, og derfor kom han igennem med reformerne.

I dag er opgaven kompleks. Dansk økonomi er ikke i dyb krise. Som statsminister står han ikke på samme brændende platform. Og derfor bliver det sværere at presse vælgerne og de politiske partier til at acceptere hans plan. Dertil kommer, at det er yderst forskellige problemer, der skal løses.

For blot at nævne nogle stykker skal der findes en ny måde at finansiere den grønne omstilling på, eftersom PSO-afgiften er blevet underkendt af EU. Der skal rettes op på et ejendomsvurderingssystem, som er kollapset og udløser tilfældig og unfair beskatning. Dertil kommer den strukturelle udfordring, som handler om, at dansk økonomi ganske vist ikke er truet her og nu, men lider under kronisk lavvækst, som på sigt vil udhule velstand og velfærd.

Når statsministeren skal argumentere for, hvorfor han lancerer en så omfattende plan, vil hans svar være, at nogle af udfordringerne - herunder PSO-afgiften og ejendomsvurderingssystemet - skal tackles nu. Dertil kommer at, hvis vi herhjemme fortsat skal kunne finansiere gode daginstitutioner, en folkeskole på et holdbart niveau, en værdig ældrepleje, hospitaler af høj klasse osv., er vi tvunget til at øge væksten, for ellers risikerer vi en langsom nedslidning af velfærdssamfundet.

Også den geopolitiske uro i verden gør det væsentligt at skabe robusthed om dansk økonomi, for terror er fortsat en trussel, nye flygtninge- og immigrantstrømme kan blive en realitet, militærkuppet i Tyrkiet har bragt langt ud i en usikker fase, Storbritannien er på vej ud af EU, Putin øger usikkerheden i Europa, og i den onde amerikanske valgkamp er Hillary Clinton og Donald Trump er slået ind på en protektionistisk kurs, som kan skade investeringer og handel. I denne situation bliver vi i Danmark nødt til at skabe et råderum, så vi dels kan investere i nødvendig sikkerhed, dels kan være tilstrækkelig robuste overfor tilbageslag, lyder det fra Løkke.

I de kommende forhandlinger vil Løkke forsøge at lægge hårdt pres på de øvrige partier ved at illustrere, at der ikke findes én løsning, som med et snuptag kan neutralisere alle udfordringer.

LA, der har lettelser af topskatten med minimum fem procent som mærkesag, får ikke deres ønske opfyldt. DF, som vil gøre oprør mod internationale konventioner og lukke totalt for tilstrømningen udefra, får ikke deres ønske opfyldt. Og Mette Frederiksen, som gerne vil fokusere på velfærd, får at vide, at der skal skabes indtægter, før der kan deles ud.

I det hele taget er planen konstrueret, så det står klart, at hvis man fjerner en tidsel, ja så river man også en blomst op. Med andre ord: Velfærden er ikke gratis, men skal finansieres.

Ingen af de øvrige partier vil kunne genkende sig selv 100 procent i planen. For det er Løkkes udspil. Men han vil sige til LA, at planen rummer substantielle skattelettelser for mange danskere og dansk erhvervsliv. Han vil sige til DF, at regeringen kommer med et katalog af nye udlændingepolitiske stramninger, og at regeringen vil være parat til at fortolke de internationale konventioner.

Endelig vil Mette Frederiksen få at vide, at hvis hun siger, at der er råd til bedre velfærd - uden reformer - lægger hun op til en ny omgang løftebrud a la Helle Thorning-Schmidt i 2011.

Vil planen gå igennem? Løkke ved det ikke. Han er klar over, at han bliver nødt til at give og tage i forhandlingerne, men han er i sidste ende afhængig af, at samarbejdspartnerne i blå blok samt S og R i rød blok vil deltage. Hvis ikke, er risikoen for valg stor, og her udgør Anders Samuelsen en selvstændig fare, hvis LA insisterer på at få lettelser af topskatten på minimum fem procent.

At risikoen er stor for Løkke, kan aflæses i planen, for det er tydeligt, at den skal kunne holde til et valg. Derfor foreslår han ikke topskattelettelser på fem procent. Han er mere optaget af at hjælpe LO-familien end af at belønne Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen og hans ligesindede i den absolutte top.

Han opererer heller ikke med nulvækst for den offentlige sektor, velvidende at det er der ikke flertal for, og i erkendelse af, at der skal investeres mere i bl.a. sikkerhed, sundhed og uddannelse. Når det handler om indførelsen af et nyt ejendomsvurderingssystem har han på forhånd indbygget stødpuder, så de  boligejere, der skal til at betale mere, ikke rammes unødigt hårdt.

Set i det lys er planen på samme tid ambitiøs og mådeholden. Ambitiøs i den forstand, at en vedtagelse af planen vil løfte dansk økonomi. Mådeholden, forstået på den måde, at danskerne ikke skal rammes af et enkeltstående hug, som det skete med forkortelsen af dagpengeperioden i 2010 og med tilbagetrækningsreformen i 2011.

Hans argument vil netop være, at hvis vi justerer i dag, slipper vi for dramatiske reformer i morgen.

Èn ting er sikker: De vigtigste forhandlinger i mange år går nu i gang på Borgen.