Talgymnastik løser ikke problemet: 800.000 er udenfor

En kynisme har ramt debatten om de knap 800.000 i den arbejds­dygtige alder, som er på offentlig forsørgelse. Eller er det en mangel på indsigt i fremtidens samfundsøkonomi?

Omkring 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere medier har i den forgangne uge beskæftiget sig med problem­stillingen. Pointen er, at der ikke er noget problem. 800.000 er vildt overdrevet, og når man bryder tallet ned, så er der jo masser af gode forklaringer på, at de er parkeret på passiv forsørgelse. De er på førtidspension, på efterløn, på sygedagpenge, på barsel eller på kontanthjælp, dagpenge eller i fleksjob. Hver sin kasse har sin definition. Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet har regnet sig frem til, at det reelt kun er »et par hundrede tusinde«, der reelt kan mobiliseres til arbejdsmarkedet. Og Politikens debat­redaktør, Per Mikael Jespersen, luner sig ved, at tallet ikke længere stiger. »Stigningen i antallet af overførselsindkomstmodtagere, der var markant fra 60erne og frem til 90erne, er bremset,« skriver han i en kommentar, som slår fast, at der er tale om en skinger borgerlig skræmmekampagne.

Men synspunktet er både kynisk og økonomisk uholdbart. Man kan diskutere størrelsen, men det faktum, at der er mange forskellige ydelser og kasser og ordninger for ledige, er ikke et argument for, at ubalancen grundlæggende ikke eksisterer.

Tre tilgange

Reelt er der tre tilgange til problem­stillingen. En økonomisk, en menneskelig og den, der handler om retfærdighed. Det lykkelige er, at de ender samme sted alle tre: Nemlig i, at det er og bliver et stort problem, at omkring en fjerdedel af alle mellem 18 og 65 er på offentlig forsørgelse.

Den økonomiske går på, at der ganske vist er gennemført en række reformer af dagpenge, kontanthjælp og tilbagetræknings­alder, men vi skal ikke mange år på den anden side af 2020, før der er udsigt til underskud på de offentlige finanser igen, fordi det offentlige forbrug herunder forsørgelsen af en stor gruppe uden for arbejdsmarkedet permanent er større end indtægterne. Der er en stor gevinst for samfundet ved at få flere i job, fordi man både sparer på overførsels­indkomster og får flere skatteindtægter.

Den menneskelige handler om, at langt de fleste mennesker helst vil have et arbejde og forsørge sig selv. Det viser alle undersøgelser. Og det gælder også dem, der er på efterløn, sygedagpenge eller førtidspension. De føler sig presset ud af et arbejdsmarked, som ikke kan rumme dem, fordi de ikke kan fungere 100 procent hele tiden. Lidt brutalt sagt, så er de på arbejdsmarkedet ikke den løn værd, som de overenskomstmæssigt skal have for at betale en høj indkomstskat. Derfor søger de ind i andre grupper af forsørgelse, som kan give en identitet. Engang talte venstrefløjen om et skræmmende totredjedelssamfund, hvor der ikke er plads til den sidste tredjedel på et højeffektivt arbejdsmarked, siden har man talt om rummelighed og CSR og meget andet, uden at det har ændret på det grundlæggende billede.

Endelig den tilgang, der handler om retfærdighed. Hvis man kan få mere eller næsten lige så meget ud af ikke at arbejde, som man kan i et lavtlønsjob, så er det ikke bare et økonomisk incitament, der forsvinder. Det rokker også ved vores retfærdighedssans. De fleste har formentlig sympati og forståelse med dem, der er syge, på barsel eller ikke kan finde sig et job. Men knap 800.000? Det er svært.

Samfundet har store udfordringer på sigt

Det nytter ikke noget at tale om forskellige kasser. Gennem tre-fire årtier har arbejdsmarkedsreformer forsøgt at håndtere det her problem, uden at det er lykkes. Lovgivningen på området fylder mange hyldemeter, og titusinder er i dag ansat for at administrere et kompliceret system af kasser, ordninger, jobtræning, uddannelse og arbejdsprøvning.

Der er ikke nemme løsninger, og hensynet til en høj grad af økonomisk lighed og et fintmasket socialt sikkerhedsnet er stort og dækker politisk bredt. Men at hævde, at problemet ikke er der, er udtryk for en kynisme fra dem, der har deres på det tørre og en negligering af de strukturelle ud­fordringer, som det danske samfund står over for de kommende årtier.