Tænketanken: Prøv følgende tankeeksperiment...

Lad være med at dele »skattelettelser« ud, som kræver, at folk skal gøre noget for dem.

Hvad ville der ske, hvis en politiker stod på en kasse på Rådhuspladsen i København? Og ville det være penge godt givet ud, såørger Cepos.
Læs mere
Fold sammen

Prøv følgende tankeeksperiment: En minis­ter bekendtgør, at han står på Rådhus­pladsen. Enhver skatteyder, som henvender sig til ham, vil få tilbagebetalt 1.000 kr. Folk begynder at stille sig i kø.

Spørgsmålet er nu, hvor lang køen vil blive? Hvis man tilfældigvis er på Rådhuspladsen på tidspunktet, får man fuld valuta for de 1.000 kr. Men jo længere tid, man skal stå i kø, desto mindre glæde har man af tilbuddet. Og jo længere man skal rejse, desto mere koster det i benzin eller togbilletter at få fat i de 1.000 kr. Når man regner besværet med, kan det nok ikke betale sig at rejse fra Skagen for at nyde godt af ministerens gavehumør. Generelt vil det være sådan, at folk stiller sig i kø, indtil besværet og rejse­omkostningerne sluger de 1.000 kr. helt. Sidste person i køen vil altså være omtrent ligeglad.

Hvis omkostningerne stiger lineært i køen, vil skatteyderne i gennemsnit bruge 500 kr. på at få fat i de 1.000 kr. Bliver der f.eks. i alt delt én mio. kr. ud, vil de heldige altså kun få 500.000 kr. ud af det. Resten for­svinder i omkostninger.

Så kan ministeren dele pengene ud på en mere smart måde?

Han kan i stedet vælge at sætte 25 øre ind på alles nemkonti. Ingen behøver rejse, stå i kø eller pådrage sig andre omkostninger. Penge kommer bare. Derfor er de én mio. kr. i skatterefusion også én mio. kr. værd.

Er der en endnu bedre løsning?

Ministeren kunne nedsætte en forvridende skat. Ligesom der var omkostninger i Rådhuspladsen-eksemplet ved at uddele penge, er der omkostninger ved at kræve penge op. Folk vil vælge at holde mere fri, ændre deres forbrugsvalg eller lignende – lige indtil det punkt, hvor omkostningen ved at slippe for skatten svarer til skattebesparelsen. Bliver skatten sat ned, sparer skatteyderne ikke alene penge i skat, men også på adfærd for at begrænse skattebetalingen.

F.eks. indebærer ministeriernes standard­forudsætning, at der går omtrent 1.000 kr. tabt for hver 1.000 kr. opkrævet i topskat. Bruger skatteministeren én mio. kr. på at sænke topskatten, vil skatteyderne få to mio. kr. ud af det. Ved at dele pengene ud på Rådhus­pladsen, får de kun en halv million ud af det. Pengene rækker fire gange så langt.

Hvad er moralen? Egentlig er der to

Der er en økonomisk morale: Lad være med at dele »skattelettelser« ud, som kræver, at folk skal gøre noget for at få dem. Som tommel­fingerregel er de kun det halve værd af bare at sætte pengene tilfældigt ind på folks konti. Og der er endnu mere effekt, hvis pengene i stedet bliver givet ved at nedsætte forvridende skatter. En betinget skatte­lettelse er reelt en maskeret udgift.

Det er derfor, et forslag som boligjob­ordningen er en dårlig idé. Man kan kun få rabat på sin skat, hvis man bruger sine penge på noget bestemt. Der er altså en omkostning på samme måde som ved at lade folk rejse og stå i kø på Rådhuspladsen. Folk har selvfølgelig glæde af at få gjort rent eller sat nyt vindue i, men værdien af den yderste tilskudskrone er nul (hvis man da ikke har ramt loftet først). Det bliver kun værre, hvis man stiller yderligere krav til ordningen om, at skatte­rabatten skal gå til noget meget særligt – f.eks. de energibesparelser, SF har foreslået som ny betingelse.

Det ville være bedre at dele pengene ud uden betingelser – f.eks. sætte person­fradraget i vejret for alle. Og pengene ville række endnu længere, hvis de blev brugt på at sætte marginalskatten ned. I stedet for at dele med to skal man snarere gange med to.

Det er den økonomiske morale.

Men der er også en politisk. En skatte­lettelse uddelt af en minister på Rådhus­pladsen i gavehumør giver flere foto ops. Den er mere synlig og koncentreret, og de få forrest i køen er mere glade, end hvis pengene blev brugt på at lette skatten for alle.

Ebberød Bank bliver aldrig en kommerciel succes. Politik er en anden historie.