Svært ikke at være feminist: »Kvindens krop, hendes seksualitet og ære er en kampplads«

Mænds behov for at kontrollere kvinders seksualitet er tilsyneladende uden ende. Fra Køln til Køge, fra Kairo til New Delhi er kvindekroppen mere end nogensinde blevet en ideologisk, religiøs og kulturel kampplads.

Women Deliver-deltagerne var forsamlede for at finde nye veje til at udligne de enorme forskelle, der hersker mellem kvinder og mænd på denne klode. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når kvinder i titusindvis bliver voldtaget i krig, som det for eksempel skete på Balkan i 1990erne, er det et meget direkte udtryk for, at kvinden, kvindens krop, hendes seksualitet og ære er en kampplads.

Soldaterne udfører deres forbrydelse for at ydmyge både kvinderne, deres mænd og familie, og for at gøre kvinderne gravide, så næste generations etnicitet bliver blandet med fjendens. Det er en bestialsk og skræmmende form for krigsførelse, som ses i de fleste krige.

Men kvindekroppens position som ideologisk, politisk og militær kampplads stopper ikke her. Faktisk langtfra.

Det er en af de mest skræmmende erkendelser, som står tilbage efter, at verdens største konference om kvinders rettigheder, Women Deliver, blev afviklet i København i denne uge.

Man kan næsten ikke undgå at være feminist som kulturminister Bertel Haarder sagde efter sådan en uge. Voldtægt, slaveri, underkastelse, tvungen prostitution, vold, mord og mishandling af kvinder er et verdens­omspændende fænomen. Hvor man end vender sig hen på kloden, er kvinden et udsat køn, som ofte må udstå ufattelige lidelser.

Og mænds trang til at bestemme over kvinden, hendes krop og seksualitet er tilsyneladende uden ende. Nogle steder mere end andre og i nogle egne af verden meget mere end andre.

Når unge indvandrermænd i Køln går til angreb på kvinder og krænker dem seksuelt i store grupper nytårsnat, er det et udtryk for den samme magt som soldaternes på Balkan.

I Indien førte det for nogle år siden til store masse­demonstrationer, som truede styret, da en ung kvinde blev masse­voldtaget og brutalt dræbt i en bus. En far fortalte i en dokumentarudsendelse på DR, at han ikke ville tøve med at overhælde sin datter med benzin og sætte ild til hende, hvis hun havde sex før ægteskabet.

Det er den samme brutale magt over kvinder, der viser sig, når de tvinges til at være tildækket uden for hjemmet, når de udsættes for brutal omskæring i afrikanske lande, når en svensk politiker ikke vil give hånd til en kvindelig reporter, når piger ikke må dele bassin med drengene i svømme­undervisningen, når de bliver tvangsgift med mænd, de aldrig har mødt, og når mænd har bestemt, at bruden skal være jomfru på bryllups­natten.

Der er givetvis mange sociologiske, religiøse og kulturelle forklaringer på mænds behov og krav på at have magt over kvinder og deres seksualitet. Det må andre gøre sig kloge på. Men det er et område fuld af paradokser.

Samtidig med at kvinders frigørelse er en global megatrend, som har stået på i nogle årtier især i den vestlige verden, stadig flere kvinder indtager magtfulde positioner i verden, pornoen slippes fri og prævention af enhver art har givet kvinderne større frihed, så virker det som om, kvindekroppen mere end nogensinde er blevet den slagmark, hvor alle ideologiske, religiøse og kulturelle krige skal udkæmpes.

For er det ikke den samme magt, der kommer til udtryk, når kvinder får tæv af deres mænd i en jysk provinsby?

Når kvinder fra Afrika og Østeuropa sælges til prostitution i Skelbækgade, når det kristne højre i USA vil forbyde abort, når katolikker ikke tillader prævention, når en kvinde på en spadseretur på Manhattan antastes og piftes efter mere end hundrede gange på et par timer, når unge mænd shamer og ydmyger deres klasse­kammerat ved at lægge pornografiske billeder af hende ud på nettet, når en kvindelig dansk politiker trues med brutal voldtægt på nettet, og når unge fyre frikendes for voldtægt, fordi den unge kvinde ikke udtrykkeligt sagde fra i sin kæmpebrandert.

Der er forskel på niveauer og i graden af undertrykkelse og brutalitet, og der er langt fra retten i Roskilde til Srebrenica. Men det er svært ikke at se parallellerne. Og det er svært ikke at være feminist efter sådan en uge.