Spiller vi terroristernes spil?

At anerkende jihadisternes drøm om et verdensomspændende kalifat som en forklaring på terror og at kalde nedkæmpelsen af forbryderbander for »en krig« er at tildele IS al for megen ære.

Intellektuelle, kommentatorer, politikere og eksperter står parate med hver sit bud, som alle sammen rummer en del af sandheden. Men nogle af terrorens fortolkninger rummer også kimen til endnu mere terror, skriver Bent Winther. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spørgsmålet, som nu bliver stillet overalt i Europa, og som vil blive stillet igen og igen, er: Hvorfor? Hvorfor er deres had mod Vesten så enormt, og hvad får en ung jihadist til at iføre sig et bombebælte, trænge ind i en menneske­mængde og slå masser af uskyldige mennesker ihjel?

Intellektuelle, kommentatorer, politikere og eksperter står parate med hver sit bud, som alle sammen rummer en del af sandheden. Men nogle af terrorens fortolkninger rummer også kimen til endnu mere terror.

Den mere forkromede og lettere svulstige forklaring, vi har hørt fra alverdens statsledere, er samtidig også den nemme og let fattelige: Nogen vil vores samfund til livs, bekæmpe det åbne pluralistiske demokrati, vores ytringsfrihed og moderne livsform. De vil have os til at opgive vores frihed til at nyde livet, gå på restaurant, til fodboldkamp eller koncert. Og det skal vi naturligvis kæmpe imod med alt, hvad vi har i forsvaret af de værdier, vi står for. Derfor er det ikke bare en jagt på terrorister, der foregår, men en krig, siger de. En krig mellem ideologier og verdenssyn.

Man skal ikke kaste mange blikke på IS’ propaganda for at afsløre, at den religiøst forskruede og ideologiske masterplan hos islamisterne i Raqqa, eller hvor de befinder sig, er netop sådan. De vantro skal bekæmpes, og muslimer i hele verden skal tage del i kampen. Det er det budskab, islamisterne gerne vil have ud i verden. Men er det virkelig bare det? Er det så enkelt? Næppe. Og jo mere den fortolkning af det rystende terrorangreb i Paris får lov at stå alene, des større er risikoen for, at Vesten spiller terroristernes skæbnes­vangre spil.

Terrorister er først og fremmest en flok kyniske forbrydere. Punktum. Og som sådan skal de behandles. De kan have alle mulige grunde til deres udåd: Personlig hævn, familiemæssige tragedier, en følelse af mellemøstlig uretfærdighed, et bizart fællesskab i radikaliserede miljøer og så videre. Men ved at iklæde dem en ideologi uanset, hvor syg og hadefuld den måtte være, anerkender man indirekte, at de har en sag at kæmpe for, som i hvert fald i deres øjne er legitim.

Terrorens mål er først og fremmest at sprede skræk og rædsel og at destabilisere samfund. Som for de venstreorienterede terrorbevægelser i sidste århundredes Europa er målet for Islamisk Stat, eller hvad vi skal kalde dem, at fremkalde en revolutionær situation, som vil kunne rekruttere tusinder til det endelige opgør om verdensherredømmet og et globalt kalifat. Den drøm har tilsyneladende en vis appel til fantaster, forbrydere og svage sjæle, som kan hjernevaskes til at begå frygtelige ugerninger. Men jo mere vestlige ledere og alle andre tager propagandaen for gode varer, desto mere profiterer islamisterne af det. Terrorangrebene i Paris og mod det russiske fly fra Sharm el-Sheikh er et middel til noget større. Et nøje planlagt forsøg på at tvinge verdens muslimer til at vælge side mod de vantro.

Er det en krig? Ja, sådan kan det nemt se ud, når militære køretøjer rykker ind i Paris’ forstæder. Og ordet kan fortolkes på mange måder. Men hvis det er en krig mod Islamisk Stat og det landområde, man har erobret i Syrien og Irak, er de fleste militære eksperter enige om, at den forholdsvis hurtigt kan vindes, hvis viljen er der til at sætte tropper på landjorden og tilføre de nødvendige midler. Når USA og Rusland tøver, er det forståeligt nok, fordi situationen er langt mere kompliceret, og fordi der stadig mangler en plan for, hvad der skal ske bagefter.

Mange – inklusive IS selv – forsøger at forklare terroren med Vestens engagement i Mellemøstens borgerkrige, Afghanistan, Israels angreb på Gaza og lignende. Og det ligger nok en hel del nærmere sandheden. En geopolitisk krig om territorier, hvor magt og værdier står på spil. For de vel­organiserede og veltrænede hjerner, for hvem islam og kalifatet aldrig spillede nogen større rolle, da de indtog ledende poster i Saddam Husseins irakiske hær, er motiverne for terror ikke anderledes end andre krigsherrers. Hævn, gengældelse, magt, rigdom, erobring af land og personlig prestige. Kalifatet er næppe målet for dem men et middel til at erobre masserne. At anerkende islamisternes fanatiske ideologi som en forklaring og kalde nedkæmpelsen af forbryderbander for en krig er at tildele IS og deres blodige håndlangere al for megen ære og at spille bolden på netop den banehalvdel, de drømmer om.