Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mens Dansk Folkeparti og VLAK-regeringen forhandler finanslov, udlændingeaftale og skattelettelser, så står Socialdemokratiet til fremgang.
Hvis der var folketingsvalg i dag, ville Socialdemokratiet sandsynligvis få cirka 28 procent af de danske vælgeres stemmer. Det viser Berlingske Barometer, som er vores vægtede gennemsnit af den seneste måneds politiske meningsmålinger.
Ved det seneste folketingsvalg fik S 26,3 procent af stemmerne, og opbakningen til partiet er dermed steget med knap to procentpoint, hvilket er større end den statistiske usikkerhed, der ligger på 1,4 procentpoint for S. Således er Socialdemokratiet sammen med Nye Borgerlige de af Folketingets partier, der har vundet flest vælgere siden folketingsvalget i 2015.
Samtidig viser ugens barometertjek, at Dansk Folkeparti er dét parti, der lige nu står til at miste flest stemmer sammenlignet med det seneste folketingsvalg. Ifølge Berlingske Barometer står DF i øjeblikket til 29 mandater, mens de ved valget i 2015 sikrede sig 37 mandater. DF står dermed til et fald på hele otte mandater, hvis der var valg i dag.
Ser vi på blokfordelingen, fører rød blok lige nu med 91 mandater mod blå bloks 84 mandater. Ved seneste folketingsvalg sikrede blå blok sig 90 mandater og sejrede over rød blok, der kun fik 85 mandater.
Ugens barometertjek vidner derfor om en statistisk signifikant fremgang til oppositionen siden valget i 2015.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.