Drømmen om at blive en af Lars Løkke Rasmussens udvalgte ministre i løbet af 2015 lever hos håbefulde og ambitiøse politikere i blå blok.

Forhåbningerne er størst i Venstre. Holder målingerne frem til valgdagen, vil partiet ikke blot levere regeringschefen, men også en stribe ministre. Ender det med en ren Venstre-regering, vil Løkke kunne udnævne ikke færre end 18-20 af sine partifæller til ministre. Og det er det stof, som drømme er gjort af i politik.

Men det er ikke kun Venstrefolk, der gerne vil opleve at kunne træde ind på et ministerkontor og få markant øget indflydelse. Også i de øvrige blå partier - fra Liberal Alliance over de Konservative til Dansk Folkeparti - findes folkevalgte, som håber, at de får chancen for at blive politisk chef for et ministerium.

Her og nu det mest sandsynlige dog, at en blå sejr vil resultere i enten en V-regering eller en VK-regering. Ganske vist har Svend Auken engang sagt, at der mellem Venstrefolk og konservative eksisterer et had-kærlighedsforhold – uden kærlighed. Og den gamle socialdemokrat havde en pointe. Men som den nyere historie viser, har VK-aksen i praksis vist sig så solid, at den har kunnet spænde over to regeringsepoker og mere end 20 regeringsår. I 1980’erne med Poul Schlüter i spidsen. I nullerne anført af først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen.

Undervejs har der været talrige eksempler på rivalisering og opgør, men der har også været udvist en stærk vilje til at holde sammen og nå resultater i fællesskab.

For Løkke vil VK-aksen være en konstruktion, som han vil føle sig tryg ved, og for de Konservative vil regeringsdeltagelse være en genvej til indflydelse. Skal der dannes en koalitionsregering, tegner VK-regeringen sig som den mest sandsynlige.

På Christiansborg spekulerer mange også heftigt i en regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti. Dels vil der være en vis logik, at det succesrige DF tager konsekvensen af de senere års fremgang og påtager sig et større ansvar. Dels vil regeringsdeltagelsen gøre det sværere for DF at profilere sig lige så stærkt og selvstændigt som i dag. Begge perspektiver optager Venstrefolk.

Problemet er blot, at Kristian Thulesen Dahl næppe vil opsøge regeringsmagten i denne omgang. Siger han nej, styrer han uden om en historisk chance for at bringe sine partifæller ind i ministerkontorerne på Slotsholmen, og i Venstre har man meget svært ved at tro, at han virkelig vil lade den mulighed passere. Men tilsyneladende føler DF-lederen sig overbevist om, at mange vælgere vil reagere negativt, hvis partiet bliver en del af magten allerede nu, og han er derfor mest optaget af at placere sig som en indflydelsesrig støtte til Løkke. Men vel at mærke med fuld frihed til at profilere DF uden konstant at skulle tage hensyn til en regeringspartner. Får han det optimale ud af den position, har han en realistisk chance for at gøre DF til landets største parti, inden han på et senere tidspunkt vil presse på for at blive medlem af en regering.

I Liberal Alliance er regeringsdrømmene også blevet luftet, men det mest realistiske er, at LA bliver støtteparti. I den forbindelse vil Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll gå målrettet efter indflydelse. Mens de første år af partiets levetid blev brugt til at provokere og profilere sig over for de øvrige borgerlige partier, vil Samuelsen og Ammitzbøll fremover forsøge at transformere LA til et parti, der forener krav om vidtgående reformer med ønsket om indflydelse på den daglige politik.

Spørgsmålet er, om de fire partier overhovedet vil kunne finde en fælles platform at stå på? Når det gælder f.eks. styringen af de offentlige udgifter, ønsket om reformer og holdningen til EU, er der betydelige forskelle mellem partierne.

Af samme grund ventes forhandlingerne om grundlaget for en ny regering at blive ekstremt hårde. Omvendt viser historien, at terrinen sjældent tabes på gulvet, når først magten er indenfor rækkevidde, for så arbejder alle for at nå de nødvendige kompromiser.

Hvordan forhandlingerne konkret vil ende, kan ingen forudse, for hvad er f.eks. tværsnittet af minusvækst, udgiftsstop og krav om 0,8 procents vækst i de offentlige udgifter? Ingen ved det, og vi vil først kende svaret, når styrkeprøven mellem de fire partier er afgjort.

Frem til valget vil Løkke forsøge at undgå at fremlægge detaljerede udspil, som S-ledelsen vil gøre alt for at skyde ned, og som vil kunne låse Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen og Søren Pape fast på bestemte positioner, inden de afgørende forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag går i gang.