Selvsikre Radikale skaber nervøsitet i rød lejr

Valgsejren til Morten Østergaard får partiledere i rød blok til at frygte, at de Radikale vil gå for langt med deres krav i forhandlingerne om at danne en ny regering.

Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen ankommer til valgfesten hos Radikale Venstre på Christiansborg. Fremgangen forsøger de at bruge til at lægge maksimalt pres på S-formand Mette Frederiksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Det er blevet dagen derpå efter den overvældende valgsejr for rød lejr ved onsdagens valg.

En ting er at vinde. Noget andet er at skabe grundlag for en ny regering i forhandlinger mellem partier, der trækker i vidt forskellig retning. Præcis som ved de katastrofale forhandlinger i 2011 handler frygten i rød blok om, hvor vidt de Radikale igen vil gå for langt.

I yderste konsekvens vil forhandlingerne bryde sammen – hvilket de færreste dog tror på – eller også vil den radikale leder, Morten Østergaard, forsøge at tvinge Mette Frederiksen til så store indrømmelser, at det vil slå skår af S-formandens troværdighed og udløse anklager om løftebrud.

Det var groft sagt, hvad der skete i 2011, da de Radikale med Margrethe Vestager i spidsen knækkede S og SF. Siden har analysen i S, SF og Enhedslisten entydigt været, at de Radikale sejrede ad helvede til. Margrethe Vestager svækkede simpelthen sine regeringspartnere så voldsomt og skabte så store frustrationer hos centrum-venstre-vælgerne, at Thorning-regeringen ikke kunne genvælges.

Derfor blev det kun til fire år ved magten.

SF-leder bekymret

At nervøsiteten atter lurer under overfladen, er blevet tydeligt i weekenden.

Pia Olsen Dyhr har ligefrem publiceret et åbent brev, og selv om det også er adresseret til Mette Frederiksen, Pernille Skipper og Uffe Elbæk, handler SF-lederens bekymring reelt om Morten Østergaard.

»Vi har fået en unik mulighed for at skabe noget helt særligt sammen. Men det forpligter også,« lød det fra Pia Olsen Dyhr, der opfordrer alle til at søge kompromiset.

Fra dagbladet Politiken lød også en appel om, at forhandlingerne ikke må strande på »radikalt overmod«. På lederplads advarede avisens chefredaktør, Christian Jensen, om, at de Radikale ikke må blive beruset af egen succes, og han opfordrede S og R til at finde et kompromis.

Når disse appeller luftes nu, skyldes det, at selv en blind kan se, at de Radikale flyver rundt i de højere luftlag efter partiets fremgang i onsdags, hvor partiet blev dobbelt så stort med en vælgerstøtte på 8,6 procent.

Vidtgående tolkning

For de mange, der håber, at de aktuelle regeringsforhandlinger lykkes, er frygten, at Morten Østergaard vil fortsætte stilen fra sin kompromisløse valgkamp og sin vidtgående tolkning af valgresultatet.

I sine kampagner har Morten Østergaard tordnet mod vigtige dele af udlændingepolitikken, herunder paradigmeskiftet, og han er personligt imod mange af tiltagene i udlændingepolitikken fra de senere år. Samtidig har han pisket forventningerne om et skifte op hos de vælgergrupper, han har appelleret til.

Det gælder bl.a. for de veluddannede storbyvælgere og de mange radikale, som er åbne for det multikulturelle samfund, og som med deres egne ord vil have humanismen tilbage i udlændingepolitikken.

Derudover gælder det for indvandrermiljøer og ghettoer, hvor vælgerne i stort omfang stemte på de Radikale. Morten Østergaard nærmest sugede stemmer til sig, hvad enten vi taler om Tingbjerg, Vollsmose eller Gellerup.

På valgnatten var en euforisk Østergaard ikke tvivl om valgets tale.

Resultatet udlagde han som et endegyldigt opgør med Anders Fogh Rasmussens systemskifte i 2001, som ifølge den radikale formand har holdt dansk politik i et symbolpolitisk jerngreb i to årtier. »Men ved I hvad, mine damer og herrer, nu er det slut,« råbte Morten Østergaard til de ellevilde partifæller.

Milevidt fra hinanden

Det er dog ikke kun i udlændingepolitikken, at Morten Østergaard er på kollisionskurs med Mette Frederiksen. Selv om udlændingepolitik ofte fremhæves som det ømme punkt mellem S og R, ønsker de Radikale også en økonomisk politik, der på centrale områder ligger milevidt fra S, SF og Enhedslisten.

De Radikale kræver fortsatte reformer, de vil udvide arbejdsudbuddet, og de vil have mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Af samme grund er Morten Østergaard i de seneste døgn nærmest blevet gjort til en redningsmand for det borgerlige Danmark, selv om han forhandler om at bringe en S-regering til magten.

Dagbladet Børsen har opfordret S-ledelsen til at lytte til Morten Østergaard, og i en lederartikel her i Berlingske lød overskriften, at »Morten Østergaard må redde dansk økonomi«.

Ser vi tilbage, var det netop de Radikales kurs i udlændingepolitikken og nok så meget også i den økonomiske politik, som var årsagen til, at Mette Frederiksen for præcis et år siden holdt den grundlovstale, hvor hun fastslog, at en SR-regering ikke giver mening. Hun vil nemlig ikke igen tillade, at de Radikale trækker S for langt til højre i den økonomiske politik og for langt til venstre i udlændingepolitikken.

Siden har der været krig mellem S og R. Og det faktum gør det sværere at finde kompromiser.

Jo, der kan skimtes en landing, når det f.eks. handler om at tage imod et mindre antal kvoteflygtninge, og børnefamilierne på Sjælsmark kan få deres forhold forbedret. Men handlerummet for Mette Frederiksen er begrænset.

For det første har hun selv en fundamentalt anden tolkning af valgresultatet end Morten Østergaard. Hun er overbevist om, at en vigtig del af baggrunden for vælgerskredet i onsdags handler om, at mange danskere har fået tillid til, at S-ledelsen vil fastholde den stramme udlændingepolitik.

For det andet ved hun, at blå blok med DF i front vil råbe løftebrud, hvis hun svigter vælgernes tillid ved at give for store indrømmelser til de Radikale.

Her og nu synes Morten Østergaard klar til at stå fast på sine krav. Han vil lempe udlændingepolitikken, og han synes også parat til at blokere for S-ledelsens valgløfte om at indføre en ret til tidlig pensionering for nedslidte danskere, der har været på arbejdsmarkedet i mange år.

Ser man på åbningen af forhandlingerne, er det ikke ydmyghed, der har præget de Radikale. Efter første runde lød det spydigt fra Morten Østergaard: »Hvis det skal foregå i det her tempo, så kommer de her forhandlinger til at tage noget tid.«