Se listen: Konservative betalte 16 gange mere for en stemme end Enhedslisten

Folketingsvalgkampen i 2011 blev den hidtil dyreste. Og alt tyder på, at næste valgkamp bliver endnu dyrere. Men der er stor forskel på, hvor meget de enkelte partier må punge ud med per stemme. Politiko.dk kortlægger, hvem der får mest for kampagnekronerne.

Foto: Claus Bech. Lars Barfoed under valgkampen i 2011 - en valgkamp hvor Konservative endte med at betale mere per stemmer end nogen andre partier.
Læs mere
Fold sammen

Næsten 140 mio. kr. kastede Folketingets partier efter valgplakater, brochurer, avisannoncer, webreklamer og meget andet for at tiltrække vælgere i 2011. Valgkampen blev dermed klart den dyreste nogensinde her til lands, men hvem fik mest for pengene målt i stemmetal?

Politiko.dk er dykket ned i partiernes regnskaber og valgkampskonti de seneste fem valgår for at se, hvem der fik mest valuta for kampagnekronerne.

Tallene viser, at de “billigste” stemmer i 2011 gik til Enhedslisten, som blot skulle punge ud med lidt mere end 10 kr. per kryds. Også Dansk Folkeparti, de Radikale, Socialdemokraterne og Venstre fik relativt meget for pengene med en udgift på mellem 19,63 og 33,37 kr. per stemme.

I den modsatte ende brugte de Konservative for hver vælger mere end 160 kr. Liberal Alliance rundede også de 100 kr., mens Kristendemokraterne og SF brugte omkring 50 kr. per kryds.


Klik på årstallene for se, hvordan tallene har udviklet sig.

Gruppeformand Brian Mikkelsen (K) medgiver, at partiet ikke fik nok for pengene i 2011.

»Men jeg tror, at det her skal tages med et stort gran salt. F.eks. fik Enhedslisten stor støtte fra fagbevægelsen, så de 10 kr. skal du nok gange med et par stykker. Vi har ikke fået indirekte støtte fra arbejdsgiverne. De har ikke hængt plakater op for os eller sponsoreret annoncer,« siger han til Politiko.dk.

Ser du en sammenhæng mellem, hvor stor en pengetank, man har, og hvor mange stemmer man kan hente ind?

»Det er klart, at penge betyder meget. Men det afgørende er stadig politikken og den stemning, der er omkring partierne og deres meldinger. Det viser al erfaring. Der er ikke nogen partier, der har kunnet købe sig til valg. Selv med den massive støtte som Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har fået fra fagbevægelsen har de jo ikke fået fantastiske valg. Og vi brugte mange penge i 2011, og det fik vi ikke noget godt ud af.«

Er det svært bagefter at skulle ud og forklare til alle dem, der hældte penge i De Konservative, at de bare ikke fik mere for stemmerne?

»Nej. Nu samler jeg jo selv penge ind for mit parti, og jeg har aldrig nogensinde mødt en person, som har bedt om nogen form for modydelse, og der er ikke nogen, der har bedt om en evaluering bagefter. Der er ikke nogen, der siger: "nu giver vi jer et beløb, og så skal i levere en bestemt politik eller gå i regering". Der er ikke nogen, som bagefter har sagt til os, at det var spild af penge.«

Er det blevet sværere at overbevise folk om, at de skal spytte penge i de Konservatives kampagnekasse, når der skal så mange penge til, før det giver indflydelse?

»Nej, for vi kan jo påvise, at det er gået godt ved de to seneste valg, hvor vi gik frem (EP-valg og kommunalvalg, red.). Og de to valg før 2011 gik også godt. Jeg kan mærke på vores indsamling, at det går sådan set godt, så vi skal nok få samlet penge ind til en slagkraftig kampagne, fordi der er mange derude, der gerne vil have et stærkt Konservative, og der har vi selvfølgelig brug for at profilere os. Jeg er meget fortrøstningsfuld om, at vi nok skal få en fornuftig andel ind.«

Regner I med at skulle bruge flere penge i år?

»Der er en god stemning omkring det, og det kommer til at gå bedre, end vi selv havde regnet med.«

Den dyreste valgkamp i 2011

Generelt brugte partierne i 2011 tre gange så meget på at føre valgkamp som ved folketingsvalget i 1998, dobbelt så meget som i 2001 og omkring 50 pct. mere end i 2005 og 2007 (hvor Ny Alliance ikke havde regnskabspligt og derfor ikke indgår i tallene). Udviklingen er altså kun gået én vej, og alt tyder derfor på, at valgkampen i 2015 bliver endnu dyrere.

I grafikken herunder kan du selv dykke længere ned i tallene og se, hvor mange penge de enkelte partier har brugt i alle valgkampe siden 1998.

Som søjlerne illustrer, er der stor forskel på de forskellige partier bruger. I 2011 skilte ca. 30 mio. kr. valgets mindst bemidlede parti, Kristendemokraterne, fra det mest velpolstrede, Venstre.

Venstre har faktisk taget rekorden ved alle valg siden 2001, mens Enhedslisten og Kristendemokraterne hver gang har skiftedes til at indtage sidstepladsen.