Schhh: Politikeres egen lønforhandling er for farlig at fortælle vælgerne om

Som én af meget få brancher skal politikerstanden selv fastlægge sin løn, men når politikerlede bliver til vælgerskræk, kan sådan en lønforhandling være en uhyre vanskelig manøvre. Derfor er der så tætte gardiner foran efterspillet til anbefalingerne fra den såkaldte vederlagskommission.

For Venstres gruppeformand, Søren Gade, er der ingen tvivl: Der gælder helt særlige spilleregler, når det handler, hvad politikere skal have i løn. »For nogle er én krone mere for meget, og for andre er alt under en hel masse penge for lidt,« siger Søren Gade. (Arkivfoto: Morten Stricker) Fold sammen
Læs mere

Regeringen har en syg patient, som i disse dage får pleje på et hospital væk fra offentlighedens søgelys.

Den syges navn er politikerløn, og patienten er i virkeligheden først i alvorlig fare for at afgå ved døden, hvis offentligheden får et alt for indgående indblik i sygelejet.

Den såkaldte vederlagskommission blev i 2014 nedsat – af politikerne – for at sikre en »tidssvarende og gennemsigtig vederlæggelse af politikere«. Formålet var altså at komme med forslag til reformer af politikernes egen løn og pension.

Kommissionens samlede forslag kom ud til et snedækket Danmark mandag 18. januar og blev umiddelbart derefter skudt ned af de seks partier, som ellers havde givet håndslag på at gennemføre forslagene.

Mærkeligt, tænker du måske. Men forklaringen skal i høj grad findes i en forside på avisen Politiken 12 dage tidligere. Den vender vi tilbage til.

Regeringen forsøger nemlig lige nu at flyve under radaren med det, men forhandlingerne om politikeres fremtidige løn og pension er så småt genstartet. Slutresultatet skal, ifølge regeringspartiet Venstre, være en bred aftale om politikeres løn og pension.

»Det ville være smukkest, hvis der var et stort, bredt flertal. Det ville være trist, hvis det var et smalt flertal,« siger Søren Gade, Venstres gruppeformand, til Berlingske.

Men intet tyder på, at flertallet bliver »smukt«. Flere partier fortæller nemlig nu, at de slet ikke er inviteret med ved forhandlingsbordet.

Udelukket fra forhandlinger

Der tegner sig et billede fra de lavtflyvende forhandlinger om, hvad slutresultatet kan komme til at ligne, og ét er sikkert: Kommissionens forslag bliver ikke til realiteter.

Et flertal af partier ser dog ud til at kunne opnå enighed om en række ting fra rapporten fra januar: Pensionsalderen skal op, formentlig fra 62 til folkepensionsalderen 67 år, de fordelagtige eftervederlag, som man kan modtage efter kort tid i ministerstolen, skal revideres, og lønstigningerne skal være en del lavere end de 15 procent, som kommissionen foreslår.

DF har sagt, at de vil søge alternative flertal for, at pensionen ændres til en ordning, der ligner danske lønmodtageres, hvis regeringen ikke er med på den. Og det er nok den største hindring for en hurtig aftale.

Nogle af de partier, som offentligt har meldt deres holdning til politikeres løn klart ud, er mere eller mindre smidt uden for døren, nu da forhandlingerne er genstartet.

DR og Ekstra Bladet kunne således onsdag 20. april fortælle, at der på et møde i Folketingets præsidium samme dag ville komme et forslag til forhandling på bordet.

På den måde kunne lønreformen mere eller mindre klappes af i den lille flok, som præsidiet er. Ifølge kilder tæt på mødet kom der dog aldrig noget forslag eller noget oplæg til forhandlinger på bordet, og præsidiet talte slet ikke om politikerlønninger den dag. De blev kun præsenteret for et stykke papir, hvor partiernes holdninger til emnet stod skrevet, og så var det videre i programmet.

»Jonas Dahl-halløjet«

I stedet skulle forhandlingerne tilbage på partiernes arbejdsborde, men det kan bl.a. SF og Enhedslisten ikke genkende. De er ikke blevet inviteret til nogle forhandlinger, fastslår SF-gruppeformand Jonas Dahl:

»Det er dybt kritisabelt den måde, man har grebet det her an på ved nærmest at lægge det i syltekrukken, og nu laver man så en eller anden form for studehandel, er mit gæt. Det undrer mig, at man ikke tager en bred drøftelse med alle Folketingets partier,« siger Jonas Dahl.

SF har fra et meget tidligt tidspunkt sagt, at de ikke vil finde sig i en 15 procents lønstigning, som kommissionen lagde op til, da det ganske enkelt »er helt ude i hampen i et samfund, hvor så mange andre grupper må holde for,« som Dahl formulerer det. Det er SF ikke de eneste, der mener.

Jonas Dahl har på flere måder en central rolle i hele diskussionen om politikeres vederlag. Han sad nemlig 49 dage som skatteminister under SRSF-regeringen, og det kvalificerede ham til 18 måneders fuld ministerløn svarende til 1.749.856,50 kr. Måske ansporet af, at Dahl ikke følte sig berettiget til de penge, er han nu gået hårdt imod de fordelagtige ministerpensioner, og flere partier er enige med ham.

Den radikale Martin Lidegaard siger da også, at man »skal have ryddet op i det der Jonas Dahl-halløj«. Med det mener han, at den situation, som Jonas Dahl stod i, og en lignende som tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) har stået i, skal forhindres i at gentage sig. De Radikale vil desuden tage flere andre elementer fra kommissionens arbejde med til forhandlingsbordet. Men ikke 15 procent i lønstigning.

De Radikale var det sidste parti, der trak støtten til håndslaget om en hurtig aftale i januar, og Martin Lidegaard mener da også, at man måske kunne have lavet en aftale, hvis partierne ikke havde haft så travlt og måske havde tænkt lidt længere over kommissionens arbejde dengang.

»Hvis man nu havde haft tid til at læse hele pakken på det tidspunkt i en sammenhæng, kunne det godt være, at vi kunne have været overbevist om det, men man kunne også risikere at stå alene tilbage, mens alle andre løb skrigende bort,« siger den radikale ordfører om forløbet i januar.

Kommission skulle levere færdig aftale

Tilbage i januar var holdningen da også hos kommissionen, at det havde været i demokratiets interesse, hvis den offentlige debat først var kommet meget senere. Helst efter en aftale lå klar til vedtagelse.

»Meningen med at nedsætte den her kommission var jo netop at rykke den ud af det her følelsesmæssige rum og prøve at få en samlet analyse tilvejebragt bag lukkede døre. Og så er der altså nogen, der alligevel – om jeg så må sige – sniger sig ind ad bagdøren og begynder at lukke noget ud,« siger Michael Christiansen, nuværende formand for DR og formand for Vederlagskommissionen, indtil den fremlagde sit resultat 18. januar.

Men allerede 12 dage før, onsdag 6. januar, havde Politiken imidlertid afsløret dele af kommissionens arbejde på sin forside. Overskriften lød: »Store lønstigninger på vej til Folketing, ministre og borgmestre«. Som rådyr fanget i lygterne på en 20-tons-lastbil strømmede politikerne ud med totale afvisninger af, at de overhovedet skulle ønske sig højere lønninger, og nogle dage senere havde fem partier trukket deres håndslag på at vedtage kommissionens arbejde tilbage.

Problemet var bare, ifølge Vederlagskommissionen, at Politiken ikke havde fremlagt det fulde billede, og den »skæve fremstilling« i medierne fik politikerne til at fare unødigt i lempe over kommissionens rapport.

»Det var, som jeg sagde før, en meget uheldig fødsel, fordi sagen er så ømtålelig, og politikerlønninger er så ømtålelige, at de, uanset hvad der bliver skrevet og sagt, altid vil udløse forholdsvis stærke og følelsesbetonede argumenter,« siger Michael Christiansen om den efterfølgende debat.

Kun to partier står bag anbefalingerne

Michael Christiansen har fået tilnavnet »Mafioso-Mike«, fordi han i tiden som øverste embedsmand i Forsvarsministeriet var hård og kontant, men i den her sag har han ifølge flere politiske kilder forregnet sig og leveret et stykke kommissionsarbejde, som ganske enkelt er umuligt for et folketingsflertal at sluge.

Kun to partier har fastholdt støtten til Vederlagskommissionens anbefalinger indtil nu: Liberal Alliance og Alternativet. I LA siger gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll, at man, når partierne alligevel afviser kommissionens anbefalinger, lige så godt kunne have taget debatten åbent i folketingssalen for to år siden.

Politikerløn er kildent område

Ifølge professor i statskundskab Peter Munk Christiansen er politikerlønninger med god grund et ømtåleligt emne. Han mener, at politikerne lavede et smart træk ved at lægge arbejdet om lønningerne over i en kommission, men de dummede sig ved ikke at gennemføre dens anbefalinger.

»Det, de gjorde, var et forsøg på at komme uden om folkestemningen. Den chance blev så forpasset. Det vidner om en begrænset troværdighed i forhold til egne tidligere udmeldinger, at man bakker så hurtigt ud. Så kan man skælde ud på mediernes dækning, og den var måske lidt skæv i det, men hvorfor kunne politikerne ikke bare sige: Lad os nu lige vente og se, hvad kommissionen siger, og hvilke konsekvenser det så har,« siger han.

I dag får folketingsmedlemmerne knap 700.000 kr. i årligt vederlag, og det ville kommissionen hæve til 869.617 kr. Samtidig skulle pensionen dog sænkes, så det for de fleste politikere ville blive et nulsumsspil. Den nuværende ordning svarer ifølge Vederlagskommissionen til, at ministre årligt optjener godt én mio. kr. i pension, mens tallet er 317.000 kr. om året for MFer.

Ifølge kommissionens anbefalinger skulle pensionen altså sænkes, men da det ikke gælder med tilbagevirkende kraft, ville ordningen ramme skævt på Christiansborg. Og der ville desuden være en overgangsperiode, hvor ordningen ville give finansministeriets pengekasse højere udgifter på politikervederlag end nu. Men efter en indkøringsfase ville den nye ordning være én million billigere end den gamle. 494 millioner kr. frem for de nuværende 495 millioner.

Både lønstigning og favorable pensionsordninger vil Enhedslisten kæmpe imod. Sammen med SF fremsætter de 9. maj Vederlagskommissionens forslag som beslutningsforslag B 63 i Folketingssalen for at gøre debatten mere gennemsigtig. Og det tvinger også de andre partier til at tage stilling.

»Vores intention er at skubbe på for at sørge for, at debatten kommer. Mange af de her forslag er jo ting, vi har foreslået før, og som et flertal har sagt, de støttede. Men de har sagt, de ville afvente kommissionen. Nu er Vederlagskommissionen her, så vi håber, de vil stemme for,« siger Pernille Skipper, Enhedslistens retsordfører.

For lidt eller for meget

Hos regeringspartiet Venstre har især finansminister Claus Hjort Frederiksen været ankermand på forhandlingerne om ny løn- og pensionsstruktur hos politikerne sammen med indenrigsminister Karen Ellemann (V). Finansministeren vil dog ikke udtale sig om, hvor tæt på en aftale man er, men udtaler via sin særlige rådgiver, at der »pågår fortsat drøftelser med partierne«.

Venstres gruppeformand, Søren Gade, siger dog på regeringspartiets vegne, at de vil have en bred aftale igennem, for han ser det som misforstået, at politikerne skulle have et ønske om at skrabe flere penge til sig.

»Man ved bare, at man er underlagt nogle helt andre præmisser, når det handler om løn og politikere. For nogle er én krone mere for meget, og for andre er alt under en hel masse penge for lidt. Så vi er meget pragmatiske omkring det her,« siger Søren Gade.

At være pragmatisk betyder i den her sammenhæng, at Venstre ikke har en holdning til, hvad man ønsker af en aftale, ud over at den skal være bredt funderet. Hvis man skal tro flere små partier, går regeringens brede aftale dog uden om dem.

Nu er missionen for Claus Hjort Frederiksen at sørge for at få »politikerløn« udskrevet, uden at patientens tilstand forværres i en ny offentlig debat. For i dén debat kan patienten stadig nå at afgå ved døden.