Sandhedens time for Inger Støjberg: Hun skal snart træffe et afgørende valg

Den tidsplan, som Dansk Folkepartis hovedbestyrelse lægger for valg af ny formand på lørdag, vil være en strømpil for, hvem man gerne vil se på posten. Meget afhænger af, om næstformand Morten Messerschmidt vælger at stille op, før hans ankesag om svindel med EU-midler er afgjort.

Først en advarsel til læsere, der er godt trætte af at høre om balladen i Dansk Folkeparti: Dramaet om, hvem der skal afløse Kristian Thulesen Dahl som partiets formand, tegner til at blive et drama i adskillige akter, som vil rulle over scenen i de kommende uger. Forestillingen er først lige begyndt.

Der vil være mange mellemregninger, partivedtægter, som skal studeres, og bestemmelser om værdighed til Folketinget, som skal overvejes, før en ny formand i det kriseramte parti kan kåres.