Samuelsen udskifter topskat med ministerbil

ARKIVFOTO: Anders Samuelsen ohg Lars Løkke Rasmussen ved Folketingets åbning 4. oktober 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det giver god mening, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra Venstres landsmøde i Herning har udsendt en invitation til Anders Samuelsen og Søren Pape for at få de Konservative og Liberal Alliance med i sin regering.

Hele efteråret har været én lang anskuelighedsundervisning i, hvor trængt og presset hans smalle V-regering har været, og det er i stigende grad blevet klart for Løkke, at han har brug for at stå i spidsen for en større og mere robust regering.

Løkke har i flere måneder haft svært ved at holde sammen på blå blok, mistilliden mellem partierne har været udtalt, og de mange kampe mellem de borgerlige partier har svækket vælgernes tillid til blå lejr. Det har været tydeligt, at når de øvrige borgerlige partier ikke er en del af regeringen, går de længere for at profilere egne mærkesager, og ofte har interessen for at finde sammen om holdbare kompromiser været til at overse.

Især har forholdet mellem regeringen og Liberal Alliance været betændt, og det langvarige offentlige skænderi om topskat har i perioder helt overskygget Løkkes oprindelige intention om at få vedtaget sin stort anlagte helhedsplan – 2025-planen – som et redskab til at skærpe Danmarks konkurrencekraft og styrke dansk økonomi.

De sidste måneder har stort set alene handlet om, hvor vidt LA-leder, Anders Samuelsen, ville gøre alvor af sin trussel om at vælte Løkke, hvis ikke Liberal Alliance fik realiseret ønsket om en lettelse af topskatten med minimum fem procentpoint. Slagsmålet har skabt støj og flimmer i forhold til Løkkes store politiske projekt, som fortonede sig for mange vælgere, og forløbet har tegnet et ødelæggende billede af det borgerlige Danmark som handlingslammet.

Til sidst måtte Løkke gøre regnskabet op, og for at kunne gøre op med den seneste tids tilstand af konstant strid og kronisk uro har Løkke valgt at forsøge at sikre en større stabilitet ved at invitere Liberal Alliance og de Konservative med ind i sin regering.

I dybeste hemmelighed har han fået planen på plads i samspil med Anders Samuelsen og Søren Pape – og med Kristian Thulesen Dahl. Han håber, at en udvidelse af regeringen med de Konservative og Liberal Alliance vil sikre tiltrængt ro til det videre arbejde frem.

Derudover har regeringsudvidelsen den helt afgørende fordel for Løkke, at han endelig kan få demonteret LA’s trussel om et snarligt folketingsvalg, som med ret stor sandsynlighed ville føre til et regeringsskifte. Et blik på målingerne viser, at hvis der kom et valg i dag, ville det nemlig blive ualmindeligt svært for Løkke at fastholde regeringsmagten.

Med udvidelsen af regeringen tegner Løkke også en ny personlig livsforsikring, som vil styrke hans mulighed for at kunne blive i Statsministeriet i længere tid. Lettelsen over udsigten til en lysere fremtid strålede da også ud af Løkke, da han i Herning – midt under sin store tale til baglandet – lagde invitationen til K og LA frem.

På podiet stod en statsminister i politisk og oratorisk topform, og ikke mindst en partiformand, som med sin tale fik sat en effektiv stopper for den seneste tids diskussioner og spekulationer om arvefølgen i Venstre. Med sit nye overraskende træk har Løkke effektivt gjort det klart, at han er chefen, og at han har tænkt sig at være det et godt stykke tid endnu.

Parlamentarisk og personligt giver udvidelsen af regeringen kort sagt god mening: Der vil være større chancer for at øge det fælles fodslag mellem Venstre, Liberal Alliance og de Konservative, hvis de kan etablere et tillidsfuldt samarbejde og samtidig få oparbejdet et tæt samspil med Dansk Folkeparti som en helt afgørende samarbejdspartner. Det sidste vil også sikre DF en stærk platform fremover.

Så vidt, så godt for Løkke. Men det hører med, at svaghederne er til at få øje på. Meget afhænger af, om de kommende ministre fra V, LA og K kan finde sammen i harmoni, og det er der ingen garanti for. Dertil kommer, at både Pape og Samuelsen er udfordrede.

De Konservative ligger fortsat på et ekstremt skuffende niveau, Pape har ikke fået sit gennembrud, og selv om de Konservative vil få mere magt i regeringen, risikerer partiet fortsat at blive klemt og glemt i konkurrencen med de øvrige partier. Det er i den forbindelse værd at huske på, at Søren Pape så sent som ved valget i 2015 gjorde det krystalklart, at de Konservative var blevet alt for små og svage til at kunne træde ind i en regering. Nu skal Pape forklare, hvorfor det alligevel giver rigtig god mening at træde indenfor – selv om partiet ingenlunde er blevet større eller stærkere siden valget.

Også for Anders Samuelsen venter en afgørende eksamen. Samuelsen skal nu springe fra at have ført en alt-eller-intet-politik til på daglig basis at skulle indgå kompromiser i en regering, og det er et åbent spørgsmål, om Samuelsen og LA-holdet vil kunne klare overgangen til det slidsomme regeringsarbejde, hvor man ikke længere i samme grad kan køre solo og trække profilen hårdt op.

Dertil kommer selvfølgelig, at Samuelsens højstemte retorik om vigtigheden af topskattelettelser vil kunne opfattes som hul og utroværdig, hvis det viser sig, at udsigten til fine kontorer på Slotsholmen og blankpudsede ministerbiler får LA-lederen til at droppe sine ellers så kategoriske krav. Sker det, vil Samuelsen både i medierne og i offentligheden blive ålet for sit skifte fra aggressiv kampsoldat for lavere topskat til slipseklædt minister med pligt til kompromis. Hvordan Samuelsen og Liberal Alliance vil klare denne transformation, bliver afgørende.

På plussiden rummer en indtræden i Løkkes regering dog en unik mulighed for en ny start for Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, for de har i den sidste tid malet sig op i et trangt hjørne med deres kategoriske krav om topskattelettelser, og de har været faretruende tæt på at føre LA tilbage til rollen som et protestparti, hvilket i et længere perspektiv ville være en blindgyde.

Det vil være en underdrivelse at sige, at der er lagt op til interessante regeringsforhandlinger, når Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape og Anders Samuelsen på mandag mødes på Marienborg. Udfaldet vil få vidtrækkende betydning for blå blok og hele udviklingen i dansk politik.