Sådan skaber Mette F. succes for Socialdemokratiet

S er tilbage som landets suverænt største parti og nærmer sig 30 procents vælgeropbakning. Her er forklaringen på den nye socialdemokratiske succes.

Socialdemokratiet indledte fredag eftermiddag deres 3-dages kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her ses formanden Mette Frederiksen holde sin beretning i salen. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Der er gode grunde til, at Socialdemokratiet tiltrækker vælgere efter en årrække med vælgerflugt, tillidskrise og interne rivninger.

Den opsigtsvækkende Gallup i lørdagens udgave af Berlingske, som viste, at liste A støttes af 28,8 procent af vælgerne, kan kombineres med Berlingske Barometers sammentælling af målinger, som dokumenterer, at S bakkes op af 28 procent af danskerne.

Vi skal tilbage til tiden før valget i 2011 for at finde samme styrke hos S.

Fremgangen understreges af, at flere er begyndt at melde sig ind. Det kan synes af lidt, men den 1. september 2014 havde partiet 37.830 medlemmer, i 2015 var tallet steget til 38.596, og i september i år var tallet vokset til 40.060. Det interessante er, at det er første gang siden 1959, at det gamle arbejderparti har haft fremgang i medlemstallet to år i træk.

Hvad er forklaringen? Kritikerne vil sige, at Mette Frederiksen & Co. slet ikke har været synlige siden regeringsskiftet i 2015, som betød exit for først Helle Thorning-Schmidt og siden Bjarne Corydon. De vil pege på, at vælgerne ikke har set skyggen af en økonomisk masterplan fra Socialdemokratiet, og at Mette Frederiksen først og sidst kapitaliserer på vælgerkrisen hos Venstre og Dansk Folkeparti.

Indsigelserne er væsentlige. Men de udgør langt fra hele forklaringen på Socialdemokratiets optur, som hænger sammen med flere vellykkede sporskift:

¤ Socialdemokratiet har justeret kurs: Kritikerne har ret, når de siger, at Mette Frederiksen ikke har været så synlig og ikke er kommet med mange udspil. Men på væsentlige felter har hun rykket. Dagens S-ledelse deler en grundlæggende analyse, der tilsiger, at hvis man ikke viser vælgerne, at man tager tilstrømningen af flygtninge og immigranter til Europa ekstremt alvorligt og er klar til at markere de værdier, der skal gælde i Danmark, ja så kan det groft sagt være ligegyldigt, hvad partiet ellers har af politik.

I taler og interviews har Mette Frederiksen gjort det krystalklart, at S ønsker en historisk stram udlændinge- og asylpolitik for at kunne fastholde velfærden og sammenhængskraften i det danske samfund. S-formanden har også været eksplicit i sine krav om, at nye borgere skal efterleve de værdier, som det danske samfund bygger på. Det nye er, at interne målinger viser, at vælgerne faktisk tror på, at S-ledelsen mener, hvad den siger, og at ledelsen ikke blot melder ud af taktiske årsager for at holde DF på afstand. Dermed er partiet omsider kommet i tæt samklang med alle de vælgere, som i årevis har ment, at partiet har negligeret udfordringerne ved indvandringen og integrationen.

Når det gælder EU, er der sket en drejning væk fra den kurs, som supereuropæeren Helle Thorning-Schmidt stod for. Mette Frederiksen har gentagne gange advaret om, at EU har udviklet sig til en alt for magtfuld og detailregulerende institution, der omvendt har fejlet, når det handler om at løse de store problemer - som f.eks. at sikre Europas ydre grænser. I dag står Frederiksen i spidsen for en linje, der fortsat placerer S som tilhænger af det europæiske samarbejde, men med en ambition om at reformere EU-systemet indefra. Også dette budskab bringer partiet tættere på vælgerne.

Endelig har Mette Frederiksen gradvist rykket sig væk fra den "nødvendighedens politik", som Thorning og Corydon stod for, og flere vælgere kan derfor bedre se sig selv i Socialdemokratiets velfærdspolitik. Samlet betyder ændringerne, at S er kommet nærmere sine kernevælgere og samtidig er begyndt at kunne trække vælgere hjem fra Dansk Folkeparti.

¤ Ledelsesskiftet har styrket S: Interne målinger viser, at Mette Frederiksen som person tiltrækker vælgere. Forgængeren, Thorning, havde svært ved at skabe en stærk relation til S-vælgerne, og derudover blev hun hårdt ramt af løftebruddene efter dannelsen af SRSF-regeringen i 2011. Mette Frederiksen har nemmere ved at skabe kontakt til vælgerne, hvilket understreges af mange målinger, som viser, at hun er danskernes klart foretrukne statsministerkandidat.

¤ Svækkede konkurrenter: Egen styrke er vigtig, men i politik er konkurrenternes svaghed ikke at foragte, og Socialdemokratiet befinder sig i den attraktive position, at Lars Løkke Rasmussen fortsat har svært ved at klinke de skår, der røg af hans troværdighed og popularitet efter GGGI-sagen og Venstres indkøb af tøj til formanden. Venstres vælgerkrise ledsages for tiden af DF’s markante dyk i målingerne og danskernes nye forbehold overfor DF-leder, Kristian Thulesen Dahl, hvilket svækker hele blå blok.

Alt sammen er det komponenter i et socialdemokratisk comeback, som de færreste troede muligt for få år siden, og som betyder, at partiet i sjælden grad optræder samlet og er præget af harmoni.

Men er den hjemme for Frederiksen? Ligger vejen åben for et triumftog ind i Statsministeriet? Svaret er nej. Med dannelsen af VLAK-regeringen lykkedes det for Løkke at styre udenom et faretruende valg og købe sig dyrebar tid. Al erfaring viser, at det er livsfarligt at spå om udviklingen i dansk politik blot få måneder frem i tiden. Måske lykkes det for Løkke at gøre sin nye regering til en succes. Det kan ligeledes vise sig, at Kristian Thulesen Dahl får held med at genoprette vælgernes tillid. Ingen kan heller forudsige, om S-holdet begynder at begå fejl og tordner ind i barrierer.

Dertil kommer den kendte – og svære – udfordring, som består i, at Mette Frederiksen skal overbevise vælgerne om, at hendes afhængighed af de Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten ikke resulterer i en svækkelse af udlændinge- og asylpolitikken samt en uholdbar økonomisk politik.

Mette Frederiksen og S-ledelsen er da også i den grad bevidste om, at den ikke er hjemme, og ukendt for offentligheden arbejder ledelsen stilfærdigt, men uhyre systematisk på at styrke partiet. Det gælder lige fra en cementering af formandens lederskab til udarbejdelsen af vigtige udspil.

I realiteten er der tale om et udviklingsarbejde, der gennemføres med samme akkuratesse, som var der tale om strategiarbejdet i en stor koncern. Planen er, at arbejdet både skal resultere i flere håndgribelige udspil før næste valg og ruste partiet til det regeringsprojekt, som S-ledelsen håber på.

Bundlinjen er, at Socialdemokratiet er på vej frem, og det kommer især Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl til at tage bestik af.