Så er tæppet gået for de vigtigste forhandlinger i 2016

Med et stort fællesmøde i Statsministeriet torsdag eftermiddag blev der formelt sat gang i de trepartsforhandlinger, som kan vise sig at blive det vigtigste punkt på den politiske dagsorden i 2016. Og flere år frem.

Politisk kommentator, Thomas Larsen foran Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Lars Løkke Rasmussen har bevidst lagt et massivt pres på alle involverede.

Forud for mødet sagde han: »Vores økonomiske og kulturelle sammenhængskraft krakelerer, hvis ikke vi får langt flere flygtninge i arbejde hurtigere. Det er et samfundsproblem, som presser vores økonomi og vores sammenhængskraft. Og det er et menneskeligt problem, hvis flygtninge lever en passiv tilværelse.«

På den baggrund konstaterede han, at forhandlingerne bliver afgørende for at få rettet op på årtiers fejlslagen arbejdsmarkedsintegration. Dermed satte statsministeren scenen.

Med et skarpt blik for både det saglige indhold og den taktiske stil har Løkke skåret udfordringerne ud i pap. Han har demonstreret, at det vil belaste de offentlige budgetter voldsomt, hvis ikke flygtninge i stor skala flyttes væk fra offentlig forsørgelse. Han har også gjort det klart, at sammenbrud og halve løsninger vil være en falliterklæring – situationens alvor taget i betragtning.

Hans pres synes at have virket. Stort set alle aktører synes at være i bevægelse. Arbejdsmarkedets parter ved, at de skal være med til få flere flygtninge i job, hvis de skal gøre sig håb om, at regeringen senere vil se på deres ønskeliste. Derudover har Løkkes pres medført, at de er begyndt at komme med udspil og ideer.

Det mest vidtgående fra fagbevægelsen er kommet fra FOA-formand Dennis Kristensen som har forslået, at flygtninge kan komme i virksomhedspraktik til en lavere løn. Men også Dansk Folkeparti, der principielt er betænkelig over for at give flygtninge særlig adgang til arbejdsmarkedet, er kommet på banen. Ifølge DF-leder Kristian Thulesen bør man tilbageholde 20 procent af flygtninges løn på en såkaldt returkonto, indtil de rejser hjem. Dermed vil partiet være med til at sikre, at flere flygtninge kommer i arbejde, men målet vil være, at de skal hjem, så snart der kommer fred i deres hjemlande.

Skal man i stiliseret form opstille frontlinjerne, ser de sådan ud:

Løkke og V-regeringen har alt at vinde. Får regeringen flere flygtninge i arbejde, vil det lette presset på de offentlige udgifter og gøre det mere realistisk at fastholde et økonomisk råderum, som kan bruges til velfærd og skattelettelser. Derudover vil Løkke kunne demonstrere, at hans undertippede V-regering er i stand til at skabe store resultater. Et succesrigt udkomme vil han bruge som afsæt til nye forhandlinger med arbejdsmarkedets parter om f.eks. uddannelse, opkvalificering og adgang til kvalificeret arbejdskraft. Lykkes det ikke at lande et resultat, vil det underminere regeringens økonomiske politik og gøre det endnu sværere at lande en finanslov og lette skatten på arbejde til efteråret, ligesom et forlis vil indgå i fortællingen om en regering, som risikerer at køre fast.

Arbejdsgiverne har generelt fået en ringe optakt til forhandlingerne. Hverken politikere eller medier har købt forklaringen om, at der eksisterer gode integrationsordninger, som blot bør bruges mere. Derudover har arbejdsgiverne valgt at stå skulder ved skulder med fagforbundene i en afvisning af den indslusningsløn, som Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har foreslået som en vej til at få flygtninge i job. På det seneste synes arbejdsgiverne at være kommet i bevægelse og har fremlagt nye forslag. I DA og DI ved man, at det bliver svært at få solgt budskabet om, at regeringen skal sikre erhvervslivet gode rammevilkår, hvis de ikke selv er med til at løse en afgørende udfordring for samfundet.

For fagbevægelsen har indflyvningen til trepartsforhandlingerne været svær. De har kæmpet indædt imod forslaget om indslusningsløn, for de frygter, at det vil udløse lønpres. Samtidig frygter forbund som 3F, der organiserer de mest udsatte – det vil sige de ufaglærte arbejdere – at en særlig håndsrækning til flygtningene kan komme til at gå ud over deres medlemmer.

Flere af de faglige ledere – herunder folk som FOA-formand Dennis Kristensen og FTF-formand Bente Sorgenfrey – anerkender dog, at Løkke har ret, når han siger, at en fortsat forfejlet integration vil komme til at koste dyrt. Det vil i sidste ende kunne føre til offentlige besparelser, mindre velfærd og skattestigninger, ligesom politikerne vil være mindre optaget af fagbevægelsens ønsker til f.eks. bedre efteruddannelse og opkvalificering. Forbundsformændene ved, at et sammenbrud vil betyde, at der vil gå lang tid, før de igen bliver inviteret til vigtige forhandlinger. Hvilket yderligere vil svække bevægelsens indflydelse og synlighed.

Et forsigtigt gæt er, at trepartsforhandlingerne fører til resultater. Det gode spørgsmål er, om de bliver tilstrækkelig vidtgående og effektive.