Da hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd i denne uge valgte at varsle strejke, gik de billedligt talt ind på et kasino, hen til bordet med rouletten og satte alle pengene på ét nummer med meget lille chance for gevinst.
Kun godt 200 stemmer gjorde udslaget, da 47,3 procent af sygeplejerskerne i sidste måned stemte nej til resultatet af overenskomstforhandlingerne, 46,5 procent stemte ja. Godt halvdelen af forbundets medlemmer stemte.
I Sundhedskartellet, som også består af andre faggrupper, og som forhandler for lønmodtagerne, var der et flertal, som stemte ja til overenskomstresultatet, hvilket betyder, at Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen kunne have valgt på baggrund af det meget lille nej fra sygeplejerskerne, at acceptere overenskomsten.
Men toppen af sygeplejerskernes forbund ville noget andet. Spørgsmålet er, om de har dummet sig? Sandsynligheden for, at det vil gå som i 2008, hvor sygeplejerskerne var i konflikt i otte uger uden at få ret meget ud af det, er stor.
Spørger man i regeringen er holdningen klar. Sygeplejerskerne skal ikke vente hjælp herfra. Den konflikt, som de nu har varslet til den 21. maj, må gå sin gang. Der er ikke en ekstra pose penge, som man kan hive frem til sygeplejersker og andre kvindedominerede fag. Og regeringen pønser naturligvis heller ikke på at gribe ind i en overenskomst.
Sådan skal det være. Politikere blander sig ikke i overenskomster og slet ikke, når der er varslet strejke.
Derfor er det udsigt til et langstrakt forløb. Danske regioner, der forhandler på arbejdsgiversiden, har ikke nogen ekstra penge til at hæve sygeplejerskernes løn. Der er fastsat en ramme, som er brugt, og skulle de vælge at give sygeplejerskerne lønforhøjelse, måtte det blive på bekostning af andre offentlige faggrupper, som har stemt ja til overenskomsten. Det kommer ikke til at ske.
Derfor har Grete Christensen igen og igen sagt, at det kun er regeringen og Folketinget, der kan beslutte at gøre noget ved den strukturelle ulighed, som sygeplejerskerne mener, der er på det offentlige arbejdsmarked.
Hvis sygeplejerskernes mission skulle have en chance for at lykkes, ville det som minimum kræve en enorm folkelig mobilisering, som kan flytte politikerne.
Sygeplejerskerne argumenterer for, at de er blevet indplaceret på et alt for lavt løntrin helt tilbage i 1969, da tjenestemandsgrupper blev fordelt på en lønskala, og kvinders job nærmest blev opfattet som et bierhverv. Og skævheden er ikke siden rettet op.
Prisen for at rette op på det, som Grete Christensen har kaldt for »strukturel sexisme« over for de kvindedominerede fag i den offentlige sektor, løber op i et tocifret milliardbeløb. Ud over at man ikke ønsker at blande sig i overenskomstforhandlingerne og ikke mener, at der er nogen »moralsk regning«, der skal betales til frontpersonalet efter coronakrisen, har regeringen heller ikke et økonomisk råderum i den størrelsesorden.
Bryder vigtigt princip
Hvis man forestillede sig, at regeringen fandt en ekstra pose med milliarder til sygeplejerskernes og andre kvindedominerede faggruppers løn, ville det desuden bryde med det princip, at de offentlige lønninger følger det privates. Og under en coronakrise, hvor privatansatte har mistet deres job og er gået ned i løn for at holde skindet på næsen, mens de offentligt ansatte er gået omtrent uskadte gennem, er det svært at forestille sig.
Hvis sygeplejerskernes mission skulle have en chance for at lykkes, ville det som minimum kræve en enorm folkelig mobilisering, som kan flytte politikerne, i de kommende uger. Demonstrationer, kampagner og sympati fra alle steder. Venstrefløjen, De Radikale og kvindebevægelser vil formentlig bakke op, men ikke flertallet i Folketinget – Socialdemokratiet og de blå partier.
En af de kommende dage bliver sygeplejerskerne og Danske Regioner formentlig indkaldt af forligsmanden til nye forhandlinger. Hun skal forsøge at få parterne til at mødes, hvilket ser meget svært ud – ikke mindst fordi sygeplejerskerne på forhånd selv har sagt, at konflikten skal løses af regeringen og Folketinget.
Deres ønske om en ligelønskommission og et løfte om trepartsforhandlinger kan ikke løses af forligsmanden.
Så sygeplejerskerne satser på, at regeringen i sidste ende med et lovindgreb kommer dem til undsætning.
Men den socialdemokratiske regering kan også vælge at lade konflikten køre, som det skete i 2008. Sygeplejerskerne er forpligtet til at opretholde et nødberedskab på hospitalerne. Kræftpatienter og covid-19-patienter og livstruende sygdomme vil blive behandlet, mens patienter på venteliste måske får udskudt deres behandling.
Sker det, vil sygeplejerskerne ende med at luske ud af kasinoet, ydmygede igen og mere forgældede, end da de gik ind.
Bent Winther er Berlingskes politiske kommentator
