Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Et opsigtsvækkende kursskifte«.
Sådan beskrev Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, tidligere på ugen de Radikales beslutning om at støtte dele af regeringens ghettoplan.
Partiets holdning til Lars Løkkes ghettoplan er ikke det eneste radikale holdningsskifte, der har fået landets politiske iagttagere til at spærre øjnene op de seneste uger.
I helsidesannoncer og i interviews har de Radikales formand Morten Østergaard efter besøg i landets ghettoer givet udtryk for at være vendt på en tallerken i forhold til regeringens bandepakke, som de Radikale ellers stemte nej til i marts 2017.
I meningsmålingerne er de Radikales kurs mere stabil og uden de store udsving.
Hvis der var valg i morgen ville partiet kunne mønstre 4,9 pct. af stemmerne, viser Berlingske Barometer, som er et vægtet gennemsnit af den seneste måneds politiske meningsmålinger.
Ved Folketingsvalget i juni 2015 satte 4,6 pct. af de danske vælgere kryds ved liste B.
Tager man højde for den statistiske usikkerhed, er Radikale Venstres vælgertilslutning dermed uændret siden sidste valg.
Hvis man vender blikket mod fordelingen af vælgere mellem blokkene, står rød blok ifølge Berlingske Barometer til at få 51,2 pct. af stemmerne, mens blå blok må nøjes med 48,8 pct.
Forskellen på vælgertilslutningen til de to blokke er dog så lille, at den ikke er statistisk signifikant. Ugens barometertjek kan derfor ikke give et bud på hvilken blok, der ville løbe med sejren ved et folketingsvalg i morgen.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre, og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.