Rådne kompromiser

Vestens kamp mod Islamisk Stat risikerer at blive en indirekte støtte til Assad. Vælter vi Assad, risikerer Syrien at blive et nyt mellemøstligt anarki. Efter nullerne er international politik igen blevet mudret og svært. Men der er stadig moral i en verden, hvor man ikke kan gøre det gode, men må vælge mellem større og mindre onder. Politiko har talt med den israelske filosof Avishai Margalit.

Den engelske premierminister Neville Chamberlain efter sit møde med Hitler i München 1938. Han vifter med fredsaftalen mellem de to lande og udtaler de berømte ord: »Peace in our time«. Fold sammen
Læs mere

Findes der stadig moral i international politik­?

I Syrien står Bashar al-Assad i spidsen for et forfærdeligt regime gennemblødt af blodet fra sine egne borgere. I lang tid var det derfor et mål for det internationale samfund at vælte ham. Det er det måske stadig, men efter terrorbevægelsen IS meldte sig på banen, er fokus skiftet. Dilemmaet er svært. At nedkæmpe IS bliver hurtigt en indirekte støtte til Assad, som man på den anden side heller ikke vil fjerne med militær magt, fordi man er bange for, at Syrien bliver et nyt Libyen eller et nyt Irak. Så hvad skal man gøre? Det er et tarveligt valg. Og det er en tarvelig verden, hvor man ikke kan gøre det gode, men må vælge mellem større og mindre onder.

Ikke desto mindre er det der, vi er. Den besnærende logik fra nullerne, hvor værdier aftvang handling, er gået op i limningen. Ville man dengang være sig selv bekendt som demokrat, måtte man også være rede til at bekæmpe diktaturer rundt omkring i verden. Ellers sejlede man under bekvemmelighedsflag, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde. I dag sejler de fleste i den båd. Da den tidligere forsvarsminister under både George W. Bush og Barack Obama, republikaneren Robert Gates, i en tale på forsvarsakademiet West Point sagde, at den næste forsvarsminister, der rådede sin præsident til at sætte et stort antal tropper ind i Mellemøsten, skulle til psykolog, sagde han i virkeligheden, at ikke engang amerikanerne tror, at man kan skabe en verden i sit eget billede. Så tarvelige valg er, hvad vi står tilbage med. Men der er stadig moralske overvejelser at gøre sig – stadig rigtigt og forkert­. Det mener den israelske filosof og forfatter Avishar Margalit i hvert fald.

»At slå ud med armene og sige, at det hele er råddent, og at det er en ond verden, vi lever i, og at det eneste, der er tilbage, er rå magt­politik, det er moralsk og politisk dovenskab. Der er stadig moralske valg, stadig moralsk forskel på at handle på den ene eller den anden måde. Det er bare vanskelige valg,« siger Margalit over telefonen fra Hebrew University­ i Jerusalem.

I sin seneste bog »On Compromise and Rotten Compromises« undersøger han, hvordan stater og politikere skal styre moralsk i en verden, hvor man ikke bare kan få sin vilje, men må lave aftaler og kompromiser med dem, man ikke kan lide. Han tænker ikke som de fleste andre moralfilosoffer ud fra abstrakte præmisser i tænkte universer, men via historiske eksempler. Vores idealer fortæller, hvem vi gerne vil være, vores kompromiser fortæller, hvem vi faktisk er, som Margalit siger. Han prøver at finde ud af, hvad man bør gøre, ud fra det man ikke bør gøre. Og det, man for alt i verden bør undgå, er de rådne kompromiser.

»Et råddent kompromis er en aftale, som støtter et inhumant regime enten ved at etablere det regime eller understøtte det. Men ikke alle aftaler med et sådant regime er et råddent kompromis – hvis man f.eks. laver en aftale med et inhumant regime om at stoppe et pestudbrud, så er det ikke, men hvis det, man gør, udvider sandsynligheden for, at regimet kan fastholde sin magt, så bør man ikke lave en aftale,« fortæller Margalit.

Hellere Stalin end Hitler

Det gennemgående eksempel på det rådne kompromis for Margalit er den såkaldte München-aftale fra 1938, hvor den engelske premierminister Neville Chamberlain og den franske ministerpræsident Édouard Daladier indgik en aftale med Hitler om, at Nazityskland kunne indlemme Sudeterland, der dengang – som det igen blev efter Anden Verdenskrig – var en del af Tjekkiet. En aftale som Chamberlain og Daladier indgik for at undgå det, der kom alligevel: En ny verdenskrig. Det blev Chamberlains eftermæle, at han stod ud af sin flyver hjemme i England og til en henrykt folkemængde talte om »fred i vor tid«. Chamberlains senere efterfølger, Winston Churchill, var blandt de få, der advarede om, at aftalen var fatal, og han kaldte den en lille forsmag på et bittert bæger og opfordrede til militær oprustning. Det gjorde han ifølge Margalit ret i. Chamberlain burde nemlig have indset, at nazismen var et eksempel på radikal ondskab.

»Ja, fordi Nazityskland er et særligt eksempel på et inhumant og grusomt regime, ikke alene på grund af de ting, det allerede havde gjort op til München-aftalen, men fordi nazismen som ideologi bryder selve idéen om moralitet. Forudsætningen for moral er ideen om fælles menneskelighed, altså at det enkelte menneske skal behandles moralsk, alene fordi det er et menneske. Nazismen udelukkede jøder og romaer som del af menneskeheden. Ikke bare på et praktisk plan, men ideologisk. Så enhver aftale med Nazityskland var umoralsk.«

Margalits pointe er ikke per efterkrav at nedgøre Chamberlain. Pointen er, at stater og politikere kan handle moralsk rigtigt, så længe man ikke gør som Chamberlain og indgår rådne kompromiser. Det kan f.eks. være moralsk rigtigt at lave aftale med forfærdelige regimer for at bremse noget, der er endnu værre. Hvilket var, hvad Churchill gjorde, da han indgik en alliance med Stalins Sovjet i 1941 for i fællesskab at bekæmpe Hitler­.

Hvad med Syrien? Hvad med Iran?

Et er selvfølgelig historiske eksempler – der har vi den luksus at kunne se tilbage og overskue det hele. Men hvad med kampen mod IS i Syrien og Nordirak? Er det ikke et råddent kompromis at angribe IS og undlade at angribe Assad?

»Det er en svær en,« siger Margalit.

»For ja, Bashar al-Assad repræsenterer et inhumant regime, og IS er et inhumant regime. Man kan selvfølgelig sige, at vi ikke direkte har lavet en aftale med Assad, men det er rigtigt, at man har besluttet sig for ikke at bekæmpe Assad lige nu for at kunne bekæmpe noget, man mener er meget værre, nemlig IS. Det var på samme måde, Churchill lavede en aftale med Stalin for at bekæmpe Hitler. Så de gange, hvor man har to inhumane regimer, der kæmper mod hinanden, men hvor det ene er ondere end det andet, er man nogle gange nødt til at nedtone den ene konflikt eller endda udnytte den for at bekæmpe den anden. Det er svære valg, og det er derfor, Obama svinger frem og tilbage – og det gør han efter min mening af gode grunde. Det er problematisk, uanset hvilken vej han vælger.«

Så Obama og Vesten kan stadig sige, at de har truffet det moralsk korrekte valg ved at kaste sig ind i kampen mod IS med den risiko, at Assad kan vinde noget på det?

»Jeg tænker ja. Et andet spørgsmål er, om Obama har handlet politisk klogt. IS er tre forskellige ting – en lille kerne, der dyrker kalifat­ideologien, så er der sunnistammerne, som er flertallet, og så folkene fra Bath-partiet, Saddams parti. Stammerne fik en hård behandling af Malakis regering, og jeg synes, at amerikanerne skulle lave en aftale med stammerne, måske endda bestikke dem for at adskille dem fra resten. Det ville være det politisk og moralsk rigtige at gøre. At slå dem alle sammen i hartkorn med IS er en fejl.«

Hvad med en aftale med Iran om deres atomprogram – vil det være et råddent kompromis, hvis Vesten indgår en aftale med Iran, hvor de lover ikke at berige deres uran yderlige, så de kan lave A-bomber?

»Iran er et kompliceret regime – det er ikke et inhumant regime, det er et slemt regime, et undertrykkende regime, men det er ikke inhumant. Hvis Iran stopper på det niveau, de er på nu, så ville det ikke være et råddent kompromis for Vesten at indgå. Det vil være bedre end en militær konfrontation med Iran.«

Korsfarernes logik

Her støder vi på den anden side af Margalits tarvelighedens etik. Han prioriterer fred over retfærdighed. Så længe freden ikke indgås i et råddent kompromis.

»Fred er vigtigere end retfærdighed, fordi vi kerer os om at leve, før vi kerer os om at få et godt liv. Alt ved os tyder på, at vi værdsætter det at leve, at holde os i live, bortset fra ekstreme situationer som terminale sygdomme, hvor man mister sin værdighed ved at fortsætte med at leve. Selv når det er et miserabelt liv.«

Men hvis vi går tilbage til udenrigspolitikken i nullerne, var der en logik, der tilsagde, at hvis man troede på demokrati, måtte man være klar til at kæmpe for det, endda føre krig for det. Hvorfor er det ikke en god pointe?

»Det er korsfarernes logik, det er missionærens logik, der VIL omvende hedningene. Det er det samme, jihadisterne tænker bare med omvendt fortegn. Det var så umiddelbart forkert. Se, hvad der skete i Irak og Afghanistan – forfærdelige ting i Irak, ustoppelig krig i Afghanistan i stedet for at ramme al-Qaeda og tage hjem efter en måned. Se, hvor mange der døde, hvor store tabene er. For hvilket demokrati? Det var demokrati for fuglene.«

Men er det ikke helt centralt for vores moral, at hvis man ved, at der er noget, der er rigtigt, så har man også en pligt til at gøre det?

»Jo, men gør det der, hvor du er, i dit land. Men send ikke din hær til andre lande for at give dem, hvad du mener, er rigtigt for dem.«

Det lyder som moralsk relativisme – er det ikke det?

»Nej. Der er ikke noget verdensdemokrati. Du har stater og lande og internationale relationer, og her er det et princip, at ét land ikke fortæller et andet, hvad det skal gøre. Medmindre der er tale om folkemord.«

Hvis man gør kompromis til sit udgangspunkt – giver man sig så ikke for meget på forhånd?

»Nej. Hele idéen om, at man får en fordel i en forhandling ved at sige »jeg er hård, jeg vil slet ikke lave kompromis«, er der ikke noget historisk eller teoretisk bevis for. Jeg hører det ganske vist her i Israel hele tiden, men da vi virkelig ønskede fred med Egypten, gav vi dem hele Sinai med det samme. Man kan være hård under forhandlinger, men man opnår ikke en fordel ved at lade, som om man slet ikke er interesseret i et kompromis.«

Du er israeler. Det er svært at læse din bog uden at se det som en opfordring til at afslutte konflikten mellem Israel og palæstinenserne nærmest uanset hvad?

»Det er rigtigt. Betingelserne for en freds­aftale er kendt af alle i området. 67-grænserne er udgangspunktet, der skal omfordeles landområder, Jerusalem skal deles langs de respektive jødiske og arabiske kvarterer, og flygtningene skal have lov at vende hjem. Der er ikke noget mysterium om det. Mysteriet er, hvordan man kommer dertil. Det er et svært politisk problem. Man skal vinde valg, og det er svært.«

Skal Israel også prøve at indgå fred med Hamas, som stadig nægter at anerkende ­Israels eksistensberettigelse?

»Først med Abbas på Vestbredden, og så må Hamas finde ud af, om de vil slutte sig til. Som det ser ud i øjeblikket, ønsker de ikke det. Lad os lave fred med dem, vi kan lave fred med i første omgang.«