Just et kønt skudsmål kan man ikke sige, det er, når folket udråber vores folkevalgte som utroværdige, populistiske, egoistiske, mudderkastende løgnere og løftebrydere.

Altså sådan som de gør i en Gallup-rundspørge, hvor folk er blevet spurgt om, hvad der er det eller de første ord, der falder dem ind, når de hører ordet politiker. I samme rundspørge, der er en del af Berlingske-serien »Hvem skal styre Danmark?«, vurderer et stort flertal, at politikernes niveau er faldet de seneste ti år. Kun tre procent mener, det er højnet.

I virkeligheden kan det siges at være urimeligt, at danskerne så massivt stempler vore politikere som en samling utro­værdige, løftebrydende populister.

For politikere har alle dage lovet mere, end de kunne holde. Og politik har altid været populistisk. Selv Thorvald Stauning var en populist, selv om han som den første socialdemokratiske statsminister og længst siddende statsminister i det 20. århundrede i dag glorificeres som alle tiders landsfader. Således var hans kendte slogan »Stauning – eller kaos« rendyrket populisme, og det var tillige inspireret af Adolf Hitlers valgplakater fra 1932.

Men selv om politik altid har været drevet af populisme, er det naturligvis en kæmpe udfordring for demokratiet, at politikerleden trives så massivt i Danmark i dag – ligesom den i øvrigt gør det i en række andre vestlige demokratier. For der er tale om en international tendens.

EU-parlamentsvalget i maj afslørede en dyb strukturel krise i en række europæiske demokratier, hvor mange vælgere ikke længere føler sig repræsenteret af de traditionelle centrumvenstre- og centrumhøjre-partier. I stedet stemte folk som aldrig før på yderliggående protestpartier og nationalistpartier – ja, sågar nazister blev sendt til de europæiske folkevalgtes glaspalads i Strasbourg – hvilket fik en stribe europæiske toppolitikere til at hejse advarselsflaget.

I USA stikker politikerleden også dybt. Kun en tredjedel af de amerikanske vælgere gad at stemme til det nylige midtvejsvalg – den laveste stemmeprocent siden 1942.

Naturligvis er der nationale forskelle på årsagerne til den udbredte politikerlede i Danmark og det øvrige Vesten, men hvis årsagen skal koges ind til én lille terning, så er der rent faktisk videnskabeligt belæg for at sige, at den ikke primært handler om en lav, personfikseret debatkultur. Derimod handler høj politikerlede først og fremmest om den økonomiske krise og utilfredshed med den førte politik.

Således var tilliden til politikerne høj for ti år siden, hvor der var buldrende højkonjunktur, men hvor den politiske debat­kultur næppe var mere poleret og hæderlig end i dag, som professor i statskundskab, Jørgen Goul Andersen, har påpeget. I dag er der til gengæld lavkonjunktur, og der er en folkelig utilfredshed med smalhals, stramninger og flere af de velfærds­reformer, der er foretaget de seneste år. Ikke mindst dagpengereformen.

Så en del af politikerleden er også drevet af, at politikerne rent faktisk er deres ansvar voksen og tager nødvendige, men upopulære, beslutninger om reformer af velfærdsstaten.

Dette fritager naturligvis ikke politikerne for et ansvar for at højne sagligheden i den politiske debat i stedet for al for meget udenomssnak og personangreb. Noget som politikere nemmere kan forfalde til i dag, fordi de stort set alle er kommet på Facebook og Twitter. Mængden af politiske meldinger er derfor blevet massiv, og for at trænge igennem mediemuren skal formuleringerne derfor ofte være frække, skarpe og - desværre – unuancerede. Omvendt afslørede en DR-dokumentar for nylig også, at ikke mindst kvindelige politikere svines til af borgere på de sociale medier og kaldes alt fra »lorteso« til »psykotiske skøge«.

Venstres Søren Pind har derfor også en pointe, når han advarer mod et »vulgærdemokrati«, hvor danskerne fralægger sig et medansvar for, at demokratiet får succes. »Folk kan ikke bare sidde foran en skærm og skrige, at politikerne er nogle fjolser,« som han formulerer det.

Debattøren Mikkel Andersson sagde for nylig noget lignende til Information i en debathistorie, hvor han afviste, at den politiske kultur er i forfald:

»Folk promoverer forfaldsmyter for at fremhæve egen indsigt og få politikerne til at virke dumme.«

Ja, der hersker ikke kun én sandhed om politikerlede. Og politikerne, borgerne og pressen har alle et ansvar for at hæve respekten for demokratiet. Men når folk siger, at politik er blevet populistisk, er det vigtigt at huske, at det har politik altså været lige siden Stauning.