Politik – når det hele går ad helvede til

Hvad skal vi egentlig med politik? Undgå kaos, svarer det engelske stjerneskud på den internationale scene for politiske tænkere, David Runciman. I sin nye fremragende bog spørger han, om vi stadig har den politiske evne til afværge den næste katastrofe.

Teknokrater – hvad enten det er de ingeniøruddannede i Kina eller finansfolkene i Vesten – kan ikke håndtere virkeligheden, når det hele er ved at gå galt. Der har vi brug for politik og politikere til at træffe de hårde beslutnger. I et demokrati gør det os alle forpligtede, skriver David Runciman i sin nye bog. Fold sammen
Læs mere

Har vi overhovedet brug for dem? Politikerne. Har vi overhovedet brug for politik længere? De, der ikke har stillet sig selv de spørgsmål de seneste år, må mene nej. Det er de samme spørgsmål, der stilles indirekte, når målinger over tilliden til politikerne når historiske lavpunkter i disse år. Det er da også en konklusion, man let ankommer til, når man ser, hvordan de politiske forskelle er blevet reduceret til en teknokratisk finansministriel gradsforskel om væksten i det offentlige forbrug skal være på 0,0, 0,6 eller 0,8 pct. Så kan man vel ligeså godt prøve et embedsvælde af, som det belgierne havde gennem 540 dage i 2010-2011. Eller hvad?

Det svarer den engelske Cambridge-professor David Runciman på i en fremragende lille bog, der udkom for nylig. »Politics« hedder den slet og ret. Og hans svar er et langt ja. Ja, vi har brug for politik, og ja, vi har brug for politikere – men han svarer også, at vi står i en særlig penibel tid, hvor ekspertvælde, ligegyldighed og neo-aristokratiske tendenser truer demokratiet indefra.

Grundlæggende har vi brug for politik, fordi alternativet er anarkistisk vold og kaos. Her svarer Runciman med en kortfattet, men meget præcis gennemgang af Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651, som grundlagde moderne politisk tænkning. Det er en pointe for Runciman, at den naturtilstand, hvor enhver er den andens ulv, som Hobbes er blevet så kendt for tænke udfra, ikke er en historisk tilstand. Det er et tankeeksperiment, der viser, at vi har brug for politisk orden og politiske institutioner, og at de – uanset om det er enevælde eller et moderne vestligt demokrati – hviler på, at alle andre afgiver deres ret til at begå vold mod hinanden til staten. Politik kan bringe fred, fordi alle bliver enige om, at retten til vold koncentreres ét sted. Det er den enighed, der gør, at selv den mest liberalistiske minimalstatsforkæmper ikke griber til våben her i et af verdens heftigst beskattede lande – man accepterer statens ret til at tiltvinge sig betydelige dele af sine midler, fordi man slutter op om statens ret til at udøve magt. Og fordi det er på det samme grundlag, socialisten må acceptere tilbagerulning af velfærd.

Herfra – via Machiavelli, Benjamin Constant over Montesquieu til Max Weber – gennemgår Runciman magtudøvelsens dilemmaer, og hvad der er udtænkt for at tøjle den.

Fred og velstand fører til dovenskab

I anden halvdel af bogen vender Runciman sig fra fortidens tænkning til aktuelle problemer i nutiden. Han er i princippet enig med Francis Fukuyama, som POLITIKO anmeldte i forrige uge, om, at et alternativ med universel appel til vestligt demokrati er svært at få øje på. Til gengæld advarer han om, at der er flere tendenser til forvitring og tilsanding af demokratiet – og at vi dermed er i fare for ikke længere at have et politisk system til at håndtere vores problemer.

Først og fremmest har det succesfulde, stabile demokrati en tendens til at gøre os ligeglade med politik – det går jo godt i Danmark, som en tidligere erhvervsminister blev kendt for at sige, og så vil man hellere alt muligt andet end at beskæftige sig med politik. Og så kan det politiske system passe sig selv og bliver dermed i alt for høj grad ubevogtet – frihedsrettigheder udvandes til den let raslende lyd af folk, der trækker på skuldrene.

Men politisk ligegyldighed fører også til, at færre og færre vil være politikere. Hvem gider nu det? Ikke mindst når udsigten til succes er lige så lille, som muligheden for fiasko er stor. Det er ikke bare noget, almindelige mennesker tænker – vi ser også i rigt mål ellers succesfulde politikere som Karen Hækkerup springe fra og over i en ny karriere.

Dermed bliver politik i stigende grad udført af en snæver gruppe af professionelle politikere, der ofte har lavet politik med hinanden siden universitetstiden. Og snart bliver forholdet mellem folket og politikerne gensidigt foragtende – vælgerne ser ned på politikerne, som de ikke længere føler, repræsenterer dem, og politikerne synes ikke, at vælgerne forstår den politiske virkeligheds udfordringer. På den ene side skaber det grobund for populistiske partier, der nok har masser af folkelig legitimitet, men sjældent mere at byde ind med af gennemarbejdet politik end den alarmklokke, de slår vildt og voldsomt på i den offentlige debat. Og på den anden side fletter det snævre politiske netværk sig sammen med andre eliter, ikke mindst fra den finansielle verden, mens deres folkelige opbakning fortyndes som safte­vand i en sukkerforskrækket børnehave. Rusland rører på sig, Mellemøsten er hærget af krig, og millioner er på flugt, og det er et reelt spørgsmål, hvor længe der går endnu, før global ulighed forvandler sig til et sikkerhedspolitisk problem. Men har vi et politisk apparat, som kan afværge katastrofen? Her peger der mindst lige så mange fingre tilbage på os selv som borgere som på vores politikere.

Hvem håber på en katastrofe?

Den tid er ovre, hvor intellektuelle leverer de store svar på deres egne spørgsmål. Det er i sig selv et udslag af demokratiet – ingen kan tale på alles vegne, og de fleste må blive enige med hinanden, før der sker noget. Sådan ender David Runciman heller ikke med store forkromede løsninger på de problemer, han afdækker. Han peger på, at en opskalering af politik fra nationalstat til noget større er nødvendig, fordi en lang række problemer først bliver politisk løsbare på overnationalt niveau – på den anden side ved han også godt, at den proces ikke kommer til at ske uden en stor krise, hvor vi først kan se det større fællesskab, når vi rent faktisk i fællesskab bliver ramt. Og hvem ønsker sig egentlig en stor, voldsom politisk katastrofe?

Runciman svarer, at det er der selvfølgelig ingen, som gør, men at historien har vist, at katastrofer kommer. Problemet for os er, at bare fordi det vestlige demokrati har overvundet alt fra den store depression, over nazisme til sovjetkommunisme, betyder det ikke, at vi kan læne os tilbage i tryg og ligeglad vished om, at de – i øvrigt dumme politikere – nok skal klare den. Politics er rigt illustreret med sjove tegninger, og i e-bogsudgaven er der små annimationer, hvor Runciman selv læser bider op af sin tekst. Læser man bogen, som jeg gjorde, på en Ipad mini, bliver tegningerne desværre lidt gnidrede, og selv om det da er meget fedt at høre Runciman him self læse op, er det lidt irrelevant, når han gør det fra den tekst, jeg selv lige sidder og læser – en ekstra feature bør nok give noget ekstra. Men det er småting. POLITIKO anbefaler enhver politico at læse »Politics«.

Forfatter: David Runciman
Titel: »Poltics«
Forlag: Profile Books
Sider: 176
Pris: 25 kr. (ebog fra Kindle) og 85 kr. paperback