Oprøret ulmer i både S og V

Faren for de to gamle statsministerpartier er, at de interne stridigheder om flygtningepolitikken vil slå så store skår i sammenholdet, at både t­illidsfolk og vælgere forlader dem.

Både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen kæmper med partimedlemmer, der ønsker en mere moderat udlændingepolitik. Fold sammen
Læs mere

Konfrontationen varede kun få minutter, men flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer fandt gruppemødet i S-gruppen på Christiansborg i torsdags stærkt ubehageligt.

Henrik Sass Larsen, partiets gruppe­formand, er kendt for at køre møder med hård hånd, og han gjorde da også klart, at han ikke ville ud­fordres. Han tog det som en selvfølge, at alle loyalt bakkede op om S-ledelsens indstilling om at følge regeringen og de øvrige blå partier, der vil ændre på reglerne for statsborgerskab, så velintegrerede personer – født og opvokset i Danmark – ikke længere kan få statsborgerskab uden først at have taget og bestået en såkaldt indfødsretsprøve. Stik imod Socialdemokraternes tidligere linje. For SR-regeringen indførte i 2014, at det for denne velintegrerede gruppe – ofte unge som klarer sig mindst ligeså godt som danske unge – skulle kunne lade sig gøre at få statsborgerskab uden en test.

Rasmus Horn Langhoff rejste sig og tog til genmæle mod Henrik Sass Larsen. Ja, selv den nyankomne folketingspolitiker Malte Larsen, som er formand for Socialdemokraterne i Randers, og som først i november kom i Folketinget som afløser for forhenværende miljøminister Kirsten Brosbøl under hendes orlov, rejste sig og gav ifølge Berlingskes oplysninger udtryk for sin utilfredshed. En afstemning blev imod normal praksis frem­tvunget, og omkring 10 folketingspolitikere stemte imod ledelsens linje eller undlod at stemme.

Protesten og forsøget på at få omgjort ledelsens beslutning i den konkrete sag handler ikke blot om, hvem der har ret til at få statsborgerskab­.

Oprøret stikker langt dybere, og det er rettet mod partiformand Mette Frederiksen og den øvrige S-ledelses nye strammerkurs i flygtninge- og indvandringspolitikken.

»Jeg kan snart ikke genkende mig selv i mit eget parti,« som en fra den socialdemokratiske folketingsgruppe formulerer det.

Som afstemningen i gruppen forleden viste, har omkring en fjerdedel i den 47 mand store folketingsgruppe det svært med kursen, som de finder for brutal.

Ikke fordi, der ikke generelt er en forståelse for, at antallet af flygtninge betyder noget, og at der er en grænse for, hvor mange Danmark kan tage. Men fordi de nægter at acceptere, at deres parti skal bevæge sig ned ad en populistisk vej som Dansk Folkeparti med at fratage velintegrerede automatisk mulighed for statsborgerskab og urealistiske forslag. Som f.eks. det, Henrik Sass Larsen lancerede i et indlæg i Jyllands-Posten i søndags, hvor han agiterede for at lukke EUs ydre grænser, hvorefter der kan oprettes asyllejre i nærområderne, som flygtninge herfra kan sendes til. Et forslag som Mette Frederiksen efterfølgende har bakket op, men som partiets nestor, Mogens Lykketoft, i dagens Berlingske reelt hælder ned ad brættet.

Mange socialdemokrater har det reelt på samme måde som mange Venstre-folk, for hvem også debatten om at fratage flygtninge deres smykker strider fundamentalt mod deres liberale frisind.

Faren for de to gamle statsministerpartier er, at de interne stridigheder om flygtningepolitikken vil slå så store skår i sammenholdet, at både tillidsfolk og vælgere forlader dem.

I Venstre er det i udpræget grad Inger Støjbergs vej, der skiller vandene. I sidste weekend beskrev tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech sit parti som under »nedsmeltning« efter endnu en politikers udmelding af Venstre. Måske en overdrivelse, men samtidig et signal om, hvad der er på spil.

Venstrefolk er hoppet af til de Radikale, fra Socialdemokraterne synes Alternativet at være det foretrukne.

Såvel Venstres som Social­demokraternes topledelse er klar over, hvordan flygtningestramningerne river og flår i deres partier og forsøger derfor hele tiden at forklare sig over for vælgerne og baglandet. For hverken Mette Frederiksen & Co. eller Lars Løkke Rasmussen & Co. ser anden mulighed end en historisk stram asylpolitik af ren og skær frygt for, hvad det modsatte vil kunne føre med sig af flygtningestrøm, udgifter og parallel­samfund.