Opråb fra kommuner til Mette Frederiksen: Fortæl os, hvad vi ikke længere skal gøre

Hvis man ikke får nok børn og vil sætte hegn om Danmark, må man betale prisen. Og hvis man heller ikke vil gennemføre reformer, som kan øge arbejdsudbuddet, står Danmark ved en skillevej, hvor vores universelle velfærdsmodel er alvorligt truet. Interview med ny formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V).

KL-formand Martin Damm (V) advarer regeringen. Danmark står ved en skillevej. Søren Bidstrup

Da Martin Damm i marts blev valgt som ny formand for den forening, der taler på vegne af landets 98 danske kommuner, var det med en vis bekymring.

Bare 11 dage før havde fem partier i Folketinget en søndag i begyndelsen af marts »tømt kassen« med et nationalt kompromis om at øge det danske forsvarsbudget til to procent af BNP.