Ny formand skal genoplive et parti i dødskramper – to dage før juleaften blev det helt tydeligt

Dansk Folkepartis snarlige død er blevet spået mange gange. Men selvom udlændingepolitikken stort set er neutraliseret, er der masser af plads til et parti, der holder af Danmark, som det var engang, som kæmper for helårscamping, hundevelfærd og håndbajere over hækken. Men hvem skal stå i spidsen for det?

Kristian Thulesen Dahl ved valgfesten hos Dansk Folkeparti i 2019. Partiet gik tilbage fra 21 til otte procent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To dage før juleaften lagde Pia Kjærsgaard et opslag på Facebook. Det var kort og provokerende. Hendes parti stod i den værste krise siden stiftelsen, og håbet om frelseren Inger Støjberg var brast efter en hård dom ved Rigsretten.

Men Pia Kjærsgaard fortsatte med det, som hun og partiet gennem mere end 25 år har forfinet til perfektion i sin politiske kommunikation.

Og havde opslaget været der for fem eller ti juleaftener siden, havde det sikkert fundet vej til alle landets medier og sat dagsorden i flere dage.

»Muslimer skal ikke have julehjælp – det er en kristen højtid. Enig?« skrev partistifteren. Mange af hendes følgere delte, likede og kommenterede, mens andre rutinemæssigt skældte ud og flød over af forargelse.

Kjærsgaard uddybede sit synspunkt i et debatindlæg i Jyllands-Posten: Ingen juleaften, ingen julehjælp.

Hvordan og af hvem de fattigste i Danmark – hvoraf mange er indvandrere – skal udspørges om deres tro ved indgangen til Kirkens Korshærs uddeling af hjælpepakker, og hvorfor Pia Kjærsgaard skulle blande sig i, hvem private foreninger uddeler julehjælp til, fremgik ikke af indlægget.

Og hun blev heller ikke spurgt. For provokationen kom aldrig op at flyve. Bortset fra omtalen af et skofirma i Virum, der protesterede, så var der tavst i de traditionelle medier. Firmaet havde uforvarent fået sit logo med på billedet i Pia Kjærsgaards opslag på Facebook hjemme fra stuen i Gentofte, og det skrev TV 2 Lorry om.

Debatten om julehjælp døde næsten, før synspunktet var postet, magien er væk, de forargede orker ikke længere forarges over et parti, der har mistet sin kraft. Og det er selve billedet på de dødskramper, som Dansk Folkeparti befinder sig i. 25 års stensikker opskrift på succes og opmærksomhed virker ikke længere.

Vil sprænge partiet

Og det er hovedårsagen til, at Dansk Folkeparti er havnet i en dyb krise. Det er ikke, fordi man ikke gik i regering med Venstre i 2015, eller fordi Kristian Thulesen Dahl ikke tog konflikterne internt eller på grund af Meld og Feld – kun delvist i hvert fald.

DF blåstemplede forud for valget i 2019 Socialdemokratiets nye hårde udlændingekurs i en hæmningsløs flirt væk fra blå blok. Og derefter var det reelt slut.

Familien Krarup, far og datter, har i ti år præget Dansk Folkeparti. Nu truer Marie Krarup med at melde sig ud og tage flere partifæller med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

Nedturen har været hård, og uden den erkendelse, som kunne have været trædestenen til en nødvendig turnaround i Dansk Folkeparti, er den fortsat. I dag truer Marie Krarup med at sprænge partiet, og flere er tilsyneladende med på den idé. Trusler om eksklusioner fyger i luften, Pia Kjærsgaard er på krigsstien med nedadvendt tommel for at redde stumperne af sit livsværk.

Partiformand Thulesen Dahl drømte om, at han skulle efterfølges på den øverste post i partiet af en politiker, som har brugt hele sit liv i et helt andet parti. Skjulte lydoptagelser, rygtekampagner og personlige e-mails har i ugerne op til formandsvalget fundet vej til medierne.

Man skal ikke kigge længe på kurven over Dansk Folkepartis tilslutning i meningsmålingerne for at regne ud, at det snart må gå i minus, hvis der ikke sker noget.

Det overraskende er derfor ikke, at de i Dansk Folkeparti er røget brutalt i totterne på hinanden, selvom Thulesen Dahl ved sin afgang ønskede sig en sober og ordentlig valgkamp. Det overraskende er, at det først sker nu. Og at det faktisk lykkedes Kristian Thulesen Dahl at holde sammen på det kriseramte parti i to et halvt år efter det ødelæggende nederlag i 2019.

Det, der set gennem Dansk Folkepartis vinduer lignede et gigantisk røveri af stemmer udført af en særdeles velforberedt socialdemokratisk bande, var i virkeligheden den endelige sejr for den historiske mission som Kjærsgaard, Thulesen og andre satte sig.

Siden Pia Kjærsgaard første gang samlede underskrifter til sit nye parti, Dansk Folkeparti, har opskriften på succes været klar. Det er den ikke længere. Fold sammen
Læs mere
Foto: BENT MIDSTRUP.

Når den franske højrefløjspolitiker Éric Zemmour, som tre gange er dømt for hadtale, omfavner det ledende danske socialdemokrati og ser Mette Frederiksen som en stor kilde til inspiration, så er der ikke længere så meget mere at komme efter for Dansk Folkeparti.

Alle kunne efter valget i 2019 se, at Thulesen Dahl reelt var færdig, men ingen sagde det højt. De nøjedes med at hviske det i krogene. Alle kunne også se, at der var brug for noget nyt, hvis Dansk Folkeparti skulle overleve, men man håbede på et mirakel, der kunne bringe de gode gamle dage tilbage, og på, at der trods alt var nogen i ledelsen i det topstyrede parti, som havde en plan.

Men det var der ikke.

Og imens steg trykket måned for måned, nederlag for nederlag. Og efter at partiet i november endte på 4,09 procent af stemmerne og gik tilbage i 98 ud af 98 kommuner, var det slut.

Og dem, der troede, at det ikke kunne gå værre, tog fejl. Da fløjten endelig røg af kedlen, og fire kandidater satte sig for at kæmpe om partiets øverste post, viste de undertrykte politiske uenigheder og personlige modsætninger sig.

Vil ikke være til grin

Nogle af de »landsbytosser«, som man i DF-toppen har gjort alt for at holde nede med hård justits, kiggede frem, andre med uheldige oplevelser med Morten Messerschmidt luftede deres højlydte utryghed. Og dem, der frygtede for deres fremtid med en ny ledelse, begyndte at tale højt og hårdt.

En ny formand kan ikke som Thulesen Dahl bare køre videre, som om de fire nederlag i træk ved to kommunalvalg, et folketingsvalg og et valg til EU-Parlamentet ikke har været der.

De tre kandidater til DF-formandsposten – Morten Messerschmidt (billedet), Martin Henriksen og Merete Dea Larsen – er meget forskellige og vil tegne meget forskellige retninger for Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali.

I politik kan man være alt undtagen til grin. Og DFs bagland vil ikke længere spottes og krybe langs husmurene. DFerne har i et par årtier levet med den hån og latterliggørelse, som venstrefløjen og de kulturradikale utrætteligt har tildelt dem. Hver gang kunne de svare igen med selvtillid i troen på, at de havde ret.

Men i dag er det anderledes.

De hårde krav til en ny formand er fremgang, respekt om partiet og selvtilliden tilbage. Ellers viser uroen sig snart igen, og dødskramperne er ikke længere blot kramper.

Søndag er det græsrødderne, de lokale DFere, der bestemmer, og det er en uvant situation, når Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl i mere end 25 år på skift har bestemt stort set det hele.

Den formand, som vælges søndag, får derfor det svære job at slukke lyset i håndboldhallen, feje gulvet efter den store fest, få alle ud i ro og orden og låse døren efter sig.

En epoke er ved at være slut. Kjærsgaards og Thulesen Dahls tid ebber ud, som Trumps, Støjbergs og den europæiske nationalkonservatives flodbølge gør det.

Dansk Folkepartis chance er at lukke Dansk Folkeparti version 1995 og genopfinde sig selv. Når dørene til hallen åbnes igen, skal det være med en ny bordopstilling og en anderledes musik fra højttalerne.

Nogle kommentatorer har det seneste halve år villet begrave Dansk Folkeparti. Men det er alt for tidligt. Selvfølgelig er der en vej, selvom Dansk Folkeparti anno 1995 er på vej til at afgå ved døden.

Som den tidligere pressechef Søren Søndergaard skriver i netavisen Altinget, så løftede både De Konservative og SF sig igen efter dybe kriser, hvor mange havde dømt dem ude. Det kan også ske for Dansk Folkeparti.

»Det går op og ned i politik. For Dansk Folkeparti går det for tiden mest ned. Men det behøver ikke vare ved,« skriver den tidligere pressechef.

DF i regering

En ny formand skal definere, hvad et dansk nationalt konservativt parti er udover modstand mod indvandring og islam. Der er masser af plads til et parti, som lover, at der grundlæggende ikke skal ske de store forandringer i Danmark, som kæmper for helårscamping, hundevelfærd og håndbajere over hækken, og som lægger en højlydt skeptisk afstand til alt fra EU og klimaindgreb til #metoo, identitetspolitik og udenlandsk arbejdskraft.

Som Søren Søndergaard skriver, så skal en ny DF-formand forstå at håndtere »den delikate balance mellem at være et erklæret borgerligt parti og et parti med stor social samvittighed for danskere uden penge, uddannelse eller position«.

Hvis Morten Messerschmidt bliver formand, så ventes hans ambition at være at bringe Dansk Folkeparti i en position, hvor man kan indtræde i en kommende borgerlige regering. Den anden balancegang er derfor at stå fast på vigtige principper og samtidig være villig til at sluge de kameler, der skal til – især omkring EU – for at kunne sætte sig i ministerbilerne.

En tredje balance for en ny formand bliver at forny partiets organisation, så det også appellerer til yngre vælgere og kandidater, samtidig med at man ikke skræmmer de gamle væk.

Der er ingen tvivl om, at dele af baglandet og formandskandidaten Martin Henriksen ser en stor mulighed i at holde fast i den gamle vinderopskrift og indlede en hård konkurrence om vælgere med Nye Borgerlige om de mest provokerende posts på Facebook.

Hvis det sker, må Dansk Folkeparti indstille sig på permanent at være et langt mindre parti, end det var engang.