Før det seneste valg vendte Venstre og daværende formand for partiet Lars Løkke Rasmussen ryggen til de andre partier i blå blok. Nu gik han solo og satsede fra den ene dag til den anden på et samarbejde hen over midten – og ultimativt en regering med Socialdemokratiet.
Det lykkedes ikke. Mette Frederiksen (S) fik nøglerne til Statsministeriet.
Senere fulgte et opslidende magtopgør i toppen af partiet, som endte med, at både Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen forlod deres poster. Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg overtog ledelsen som formand og næstformand. Men også det gik galt. Støjberg blev tvunget væk fra posten, og i dag har både hun og Lars Løkke Rasmussen forladt partiet.
Nu stiller Berlingske Venstre til ansvar for at have for formøblet de borgerliges chancer for at genvinde regeringsmagten de næste mange år. Som »det store dyr på savannen«, som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har kaldt det, har partiet ifølge anklageskriftet ansvaret for at samle blå blok og skaffe flertallet.
Nedturen for Venstre og magtkampene i toppen har betydet, at sammenholdet i blå blok i dag er svært belastet. Lykkes det Lars Løkke Rasmussen at samle de nødvendige stillere bag det nye parti Moderaterne, vil der ved næste valg være mindst syv borgerlige partier, som kæmper om de blå stemmer.
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er sikret regeringsmagten i mange år fremover.
Sådan lyder anklagen, når Berlingske fredag klokken 10.30 sætter retten ved Folkemødet i Allinge.
Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen, er retssagens dommer, som efter fremlæggelse af beviser, vidneafhøring og procedure til slut vil bede tilhørerne afgøre, om Venstre er skyldig i anklagen eller ej.
Venstres medlem af Folketinget, rådmand og tidligere advokat Jan E. Jørgensen, er forsvarer, og Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, er anklager.
Til bevisførelse har Berlingske indkaldt tre indsigtsfulde vidner, som kender partiet indgående. Det er tidligere minister i blandt andet Justitsministeriet Søren Pind, debattør og radiovært Jarl Cordua og tidligere minister Bertel Haarder.