Nu falder 10-øren: Dygtige lærere skaber dygtige elever

En ny kommission skal bane vej for et tiltrængt løft af læreruddannelsen.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) vil styrke lærernes uddannelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Det er svært at tro på, at skoleelever bliver meget dygtigere af at tilbringe flere timer i selskab med middelmådige og dårlige lærere.
Omtrent sådan lød ordene på denne plads for nogle år siden, da nok et opgør om folkeskolen rullede over den politiske scene.

Dengang var et stort flertal overbevist om, at vejen til dygtige børn og unge gik over mange flere timer og markant længere dage i folkeskolen,

Pointen, som jeg med mit flabede ordvalg ønskede at fremhæve, var, at det måske ville være klogt at satse mere på at styrke lærernes uddannelse, deres faglige kunnen og deres evne til at give deres viden videre til børnene.

At det har knebet med den formåen, har længe været åbenbart.

Hver eneste forælder, der har børn i folkeskolen, har kunnet konstatere, at der findes eminente lærere, som løfter eleverne fagligt og formår at skabe begejstring og trivsel i klasseværelset. Men mange vil også have mødt middelmådige – og inkompetente – lærere, der hverken kan hæve børnene fagligt eller få en klasse til at fungere.

Nu vil uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers (V), nedsætte en kommission, der om et år skal fremlægge bud på at styrke lærernes uddannelse. Alle, der ønsker en bedre folkeskole, må håbe, at kommissionen baner vejen for et gennembrud. For der er ikke ret meget at være i tvivl om: Ser vi på de lande, der driver succesrige skoler, sætter de lærernes kompetencer i centrum, og samtidig står det klart, at uddannelsen herhjemme ikke er god nok.

I en nylig evaluering lød konklusionen, at der er problemer med niveau og kvalitet, og det blev fastslået, at ny viden ikke i tilstrækkelig grad bliver brugt i undervisningen. Dertil kommer, at de studerende på læreruddannelserne selv har peget på problemerne og givet udtryk for deres utilfredshed.

I et stort interview i onsdagens Politiken zoomer Tommy Ahlers ind på to problemer. Han peger på et for ringe fagligt niveau og for lav studieintensitet. I avisen henviser han også til, at en række lande har haft succes med at styrke lærernes uddannelse: »Finland har gjort det, Norge har gjort det, Sverige har gjort det. Vi har ikke taget de samme grundlæggende livtag med diskussionen om læreruddannelsen, og det er det, vi gerne vil gøre,« lyder det fra Tommy Ahlers.

Ifølge ministeren bør den nye kommission inddrage erfaringer fra de øvrige nordiske lande samt fra nationer som Holland, Storbritannien, Tyskland, New Zealand, Canada og Singapore.

Og der er faktisk nok at lære.

På en studierejse til Finland havde jeg for nogle år siden lejlighed til at møde den verdenskendte ekspert, Pasi Sahlberg, som tidligere var en af hjernerne bag den finske folkeskole. Siden har finnerne tabt noget af flyvehøjden, men en af hans pointer var, at det handler om at styrke og professionalisere lærernes arbejde og udvikle det pædagogiske lederskab, hvis skolen skal løftes.

For tre uger siden besøgte jeg en skole i Israel, hvor topengagerede lærere fortalte om den konstante supervision, der skal sikre, at de udvikler og forbedrer sig som undervisere. Også her ved man, hvad der skal til.

Herhjemme har vi i mange år holdt fast i myten om, at vi har verdens bedste folkeskole – uden at det har været sandt – og derudover har folkeskolen lidt under at være reduceret til en kampplads, hvor politikerne på Christiansborg og Danmarks Lærerforening har været fastlåst i en årelang infight.

Set i bagklogskabens lys er der næppe tvivl om, at politikerne i deres desperation over niveauet i folkeskolen er gået for langt i deres reformiver, deres detailstyring og negligering af lærernes budskaber. Det har haft som konsekvens, at lærerne aldrig er blevet ambassadører for de reformer, som politikerne har vedtaget – og så vil ingen planer lykkes.

Samtidig har Anders Bondo Christensen og Danmarks Lærerforening spillet en usædvanlig destruktiv rolle. Foreningen har hverken været i stand til at arbejde tillidsfuldt sammen med Kommunernes Landsforening eller skiftende regeringer. Hvad enten de har været blå eller røde.

Men måske er et »window of opportunity« ved at åbne sig? I hvert fald synes der at være kommet en erkendelse af, at skolen og børnene taber, hvis kampene på slagmarken fortsætter. Samtidig indikerer Tommy Ahlers initiativ, at politikerne endelig er inde ved kernen: Hvis de vil have en bedre skole, skal lærerne have bedre uddannelse og nyde større respekt.