Det skinnende ur på 12-årige Flemming Balvigs arm ville jo aldrig komme til at sidde der særlig længe. Selvfølgelig ville hans forældre opdage det. Skælde ham ud. Dengang, i midten af 50erne, fik man tidligst et armbåndsur i konfirmationsgave, og desuden ville onklen snart blive klar over, at det ikke længere lå i urforretningen i Middelfart, men i stedet sad om den unge knægts håndled på vej med Storebæltsfærgen.

»Jeg havde ikke tænkt over konsekvenserne ved at tage det ur. Det var jo komplet tåbeligt,« konstaterer den 71-årige kriminolog i dag.

Forældrene blev klar over tyveriet, allerede inden familien var nået hjem fra onklen. Først blev den unge Balvig irettesat af moren. Så satte hun ham til at skrive et undskyldningsbrev på en hel side, som »var meget for en 12-årig, når man dårligt havde lært at skrive endnu«, og til sidst måtte tyveknægten­ hjælpe onklen med at pudse en portion ure.

Historien er mere end en anekdote fra en mand, der nu indstiller en lang karriere som professor og dr.jur. på Københavns Universitet. Det er opskriften på, hvordan samfundet bør tackle kriminalitet i dagens Danmark.

For mens politikerne taler om strengere straffe og et mere fintmasket retssystem, går Flemming Balvig, der gennem mere end 40 år har forsket og debatteret straf og kriminalitet, nu den præcis modsatte vej end politikerne på Christiansborg­.

Straffeloven, som vi kender den, skal ændres radikalt. Split den i to dele og lug ud i overflødige paragraffer. Liberalisér hash og drop blasfemi- og racismebestemmelserne. 25 år bør være den nye kriminelle lavalder, og fokus skal flyttes fra afsoning til soning og forsoning, lyder det fra Balvig, der for nylig fremsatte punkterne under sin afskedstale på Københavns Universitet.

I sidste ende skal vi stille os selv dette spørgsmål, mener Flemming Balvig:

Hvad skal formålet være med, at samfundet kan gribe ind over for visse former for adfærd?

»Straffeloven er indrettet sådan, at den med et negativt værdiladet ord er en hævnlov; den er indrettet på, hvor meget vi skal hævne os på personer, der laver et eller andet. Vi skal slå dem oven i hovedet i forhold til det, de har gjort. På den ene side har man gerningspersonen og på den anden samfundet,« siger Flemming Balvig.

Han gestikulerer med to flade hænder over for hinanden, som vil han til at klappe.

»Det er ikke gerningspersonen på den ene side og offeret på den anden,« siger han.

Hænderne følger trykket på ordene. Det er en central pointe for Flemming Balvig.

»Hovedformålet med straffeloven, som vi kender den i dag, er at straffe, så samfundet opnår en form for hævn eller retfærdighed. Men i stedet for afsoning bør fokus være på soning og forsoning: En kriminel skal have mulighed for at gøre sin forbrydelse god igen,« siger han.

Strengere straffe virker ikke bedre

Straffeloven som vi kender den i dag, blev udformet i 1930 og trådte i kraft tre år senere. Loven er med andre ord skabt i et anderledes samfund end det moderne Danmark, vi kender­.

»Det var en oplysningstid, hvor man troede meget på, at samfundet kunne bruges til at gøre alting bedre, og straffeloven blev født i den ånd. Politikerne indførte blandt andet den tidsubestemte straf ud fra en sygdomsanalogi om, at man måske nok kender midlet, men ikke kan vide, hvor hurtigt folk bliver raske. Tanken var, at kriminelle skulle have den nødvendige oplæring, og når de var resocialiserede og »raske«, kunne de lukkes ud,« forklarer Flemming Balvig.

I dag er der væsentligt færre tids­ubestemte straffe, men hvad straf er og skal være, er ikke blevet revideret eller ajourført i snart 100 år. Samtidig er tolerancen over for eksempelvis vold blevet meget lavere blandt danskerne.

»Selv det, der foregår i skolegården, ender med at blive politanmeldt. Der skal for lidt til, før vi involverer samfundet i dag, og jeg rejser bare spørgsmålet, om vi er gået for vidt,« siger han og fortsætter:

»Den almindelige uorden, der er i skolegården eller i nattelivet, ville da være dejlig at være foruden, men det sker jo, at nogen skubber til hinanden. Er det virkelig alvorligt nok til, at samfundet skal blandes ind i det? Og har vi ikke også selv et ansvar for at gribe ind?«

Diskussioner om straf handler i Danmark oftest om strenghed over for mildhed. I undersøgelser svarer danskerne altid det samme: Straffene er generelt for milde.

»Og det vil altid føre til, at lovene bliver strengere. Der er aldrig nogen politikere, der siger »nu skal vi se mildere på vold og mildere på hævnporno«. Det vil du aldrig nogensiden høre, for så fremstår de som slatne, romantiske og som om, de ikke tager tingene alvorligt. I stedet får vi symbollovgivning, når medier stikker en mikronfon frem og spørger, hvad de vil gøre ved et givent problem,« siger Flemming Balvig.

Men når man kigger på kriminaliteten, der dykker, kan det undre, hvorfor Flemming Balvig egentlig har et problem med systemet. Vores straffe – eller risikoen for at blive straffet – virker vel?

Det korte svar er nej.

»Hvis vi eksempelvis kigger på vold, så har det været faldende helt siden jæger- og samler­samfundene og frem til i dag. Det er altså en langtidstendens, som går virkelig langt tilbage,« lyder forklaringen.

»Problemet er, at strengere straffe ikke giver et bedre resultat end mindre strenge straffe – sagt i al almindelighed. Om du kommer ni måneder i fængsel for vold eller seks måneder gør ingen forskel,« tilføjer Flemming­ Balvig.

Snerydning frem for fængsel

Da Flemming Balvig var kommet i konfirmationsalderen, havde han fået arbejde på et ismejeri. Sammen med en kammerat var han mælkebud og brugte en time på at cykle rundt med varer på hver sin Longjohn om morgenen.

»En dag faldt vi for fristelsen af to daggamle flødeskumskager, der stod i en automat uden for butikken. Kagerne indebar i virkeligheden straffen i sig selv, for de var sure,« husker Flemming Balvig.

Hans latter breder sig i kontoret, der har udsigt til gården ved Juridisk Fakultet, hvor gamle bygninger lukker de travle gader ude.

»Nu havde vi jo taget dem, og så blev vi nødt til at spise det hele. Ejeren havde selvfølgelig tjek på sine kager og opdagede det. Hun skældte os ud, men fyrede os ikke, som hun havde gjort med en tidligere medarbejder. I stedet gav hun os mulighed for at kompensere vores forbrydelse. Hun kunne ikke undvære os. Vi var de hurtigste og mest effektive bude, hun nogensinde havde haft. Fra da af skulle vi også tømme automaten for både gamle kager og penge hver morgen. Det var selvfølgelig en tjeneste, for ejeren var travl, og vi fik ikke ekstra løn for det, men det var også en tillidserklæring,« siger Flemming Balvig.

I begge professorens eksempler indgår irettesættelse og kompensation, der er to ud af tre måder, som samfundet ifølge Balvig bør straffe på. Kompensationen kan foregå på flere måder:

»Det kan være at udføre samfundstjeneste eller gøre offeret personlige tjenester såsom at rydde vejen for sne, slå græsplænen eller kompensere økonomisk via egen løn i en periode frem for at betale en bøde til en abstrakt statskasse. Når folk bliver stillet over for at skulle kompensere og skulle undskylde det, der er sket, giver det færre tilbagefald. Det er mere virksomt og mere meningsfuldt for offeret,« siger han.

Sidste gang, Flemming Balvig stjal, var i gymnasiet. En bog af Søren Kierkegaard, dyr oven i købet, var for stor en fristelse for den unge knægt. Boghandleren opdagede det aldrig.

»Det var virkelig godt, jeg ikke blev opdaget. Hvis det var sket, var jeg blevet smidt ud af skolen, der var sidste chance for at få en studentereksamen. Det kan godt være, jeg havde fået et bedre liv, men jeg var i hvert fald ikke endt her,« siger han og uddyber:

»En af mine første undersøgelser viste, at min personlige erfaring ikke er noget enestående. Børn og unge hvis kriminalitet ikke bliver opdaget, klarer sig paradoksalt nok bedre senere hen.«

Dengang var Flemming Balvig 17 år gammel og dermed over den kriminelle lavalder. Men forskning viser, at hjernen ikke er færdigudvilket før et stykke oppe i 20erne. Indtil da kan impulsiviteten være svær at styre, og fristelser som guldure, flødelagkager og bøger lander på armen, i munden eller ned i tasken uden tanke på konsekvenserne.

»Derfor mener jeg, at man først bør kunne straffe over 25 år for fuld styrke. Man må tilrettelægge sit straffesystem i forhold til folks muligheder for at handle og overskue, hvad de foretager sig,« siger han.

Terrorparagraf skal droppes

Der er mere end 300 paragraffer i straffeloven. Det er alt for mange, mener Flemming Balvig, der opfordrer til en forenkling. Faktisk kan det meste af gryden koges ned til to centrale punkter:

Du må ikke slå, og du må ikke stjæle.

»Når jeg vil fjerne mord, er det jo ikke, fordi jeg vil gøre det lovligt.« For hvis man har en generel paragraf om, at vold er forbudt, vil drab også være det – altså den yderste form for vold. Jeg vil egentlig bare gerne gøre det så klart som muligt: Du må ikke slå andre, du må ikke true andre med vold,« siger han.

Der er med andre ord forskel på, hvor alvorlige handlingerne er. Men det bør kun være domsmæssigt. Ikke lovgivningsmæssigt­.

Derfor bør det heller ikke falde nogen for brystet, at terror ikke længere burde have sin egen paragraf – trods de seneste måneders diskussioner i kølvandet på vinterens angreb.

»Det er klart, at hvis man har et mål om, at man vil gå ud og ødelægge mennesker, måske fik man i virkeligheden skudt for lidt, ja, så vil en domstol karakterisere det som det mest alvorlige, du overhovedet kan lave med de strengeste straffe over­hovedet,« argumenterer Flemming Balvig.

Når de strengeste straffe udmåles, vil der være behov for den sidste form for straf, som Balvig fremhæver: Kontrol.

»Kontrol skal sættes ind dér, hvor retsfølelsen vil sige, at forbrydelsen er ubærlig. Det vil det være i drabstilfælde. Man kommer ikke uden om, at folk, der har begået drab, skal spærres inde og isoleres fra samfundet i en periode. Ellers vil der også ske det, at folk begynder at begå selvtægt,« siger Flemming Balvig.