Mette Frederiksens drømmestart som statsminister

I ly af sommerferien og midt i Venstres monumentale krise har Mette Frederiksen og den nye S-regering fået noget nær en drømmestart med ro til at sætte arbejdet i gang og forberede udspil til en ny samling.

Statsminister Mette Frederiksen
Statsminister Mette Frederiksen - fotograferet i Statsministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er som dag og nat, himmel og helvede, når man sammenligner tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts første tid som socialdemokratisk regeringschef med den start, som Mette Frederiksen har fået i sine første måneder som nationens leder.

Fra sin første dag på kontoret i efteråret 2011 røg Thorning ud i en ødelæggende krise på grund af alle de løfter, som hun blev tvunget til at opgive i forhandlingerne om at kunne danne SRSF-regeringen.

Hun mistede lynhurtigt troværdighed og autoritet. Målingerne styrtdykkede for S, og partifæller begyndte at tvivle på hendes lederskab. I omverdenen blev hun snart anset for at være en stækket statsminister i Margrethe Vestagers regering.

Oven i dette skulle hun forsøge at imødegå angrebene fra et stærkt og samlet Venstre, hvor Lars Løkke Rasmussen var ubestridt leder og fast besluttet på at få nøglerne til Statsministeriet tilbage.

Allerværst stirrede Helle Thorning-Schmidt ind i den økonomiske krise, som finanskrisen havde udløst, og som gjorde det svært at levere al den velfærd, som hendes vælgere havde drømt om.

Chefen har indtaget pladsen for bordenden

I de to måneder, der lige er gået, har Mette Frederiksen - modsat Thorning - fået en drømmestart.

Der har været ro til at organisere ministerholdet efter forårets lange valgkamp. Hun har stille og roligt kunnet sætte alle ministre i gang med at udvikle politik og forberede de udspil, som senere skal præsenteres.

Der er heller ingen tvivl om magtforholdene i Socialdemokratiet og i S-regeringen. Mette Frederiksen nyder en sjælden opbakning som formand fra partifællerne, og i regeringen toner hun allerede frem som chefen, der sidder for bordenden og har tænkt sig at lede sine ministre tæt.

Trods advarsler udefra er hun i gang med at styrke Statsministeriet, og hun har givet sin nære rådgiver Martin Rossen en usædvanligt central og magtfuld position i regeringsmaskineriet på Slotsholmen. Beslutningen var – og er – kontroversiel. Men den er gennemført.

Ser hun ud af kontoret, kan hun lige nu nyde synet af et Venstre, der befinder sig i et ledelsesmæssigt kaos, og hun kan følge frustrationerne vokse i en samspilsramt blå blok, der ikke er i nærheden af at have en fælles politisk platform at stå på.

I den store verden rummer den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina fare for den globale økonomi, ligesom uroen i flere af verdens brændpunkter – bl.a. omkring Iran i Mellemøsten og rivaliseringen mellem Kina og Pakistan i Asien – giver grund til bekymring.

Men sammenlignet med situationen i 2011 er dansk økonomi i topform, og den nye statsminister har – inden for snævre grænser - råd til at investere i velfærd.

Ambitiøs dagsorden

Alt dette betyder ikke, at Mette Frederiksen & co. læner sig tilbage i stolen. Tværtimod viser interviewet med statsministeren i søndagens udgave af Berlingske, at hun på flere punkter vil forfølge en ambitiøs dagsorden.

Højt på listen står ønsket om at skabe større social retfærdighed, give offentligt ansatte øget frihed i en stærkt reguleret offentlig sektor samt sikre en historisk grøn omstilling af det danske samfund.

Som en overligger over sin kommende indsats vil hun kæmpe for at genskabe danskernes tillid til, at politik gør en forskel. Hun advarer om den ulighed, opdeling og polarisering, som ses i mange vestlige lande, og hun er bekymret over, at mange synes at tabe troen på fremskridtet, når de udfordres af en rivende teknologisk udvikling, ser deres lokalsamfund blive tømt for job og muligheder eller mærker de negative konsekvenser af indvandringen i form af kriminalitet og kultursammenstød.

Der er næppe tvivl om, at Mette Frederiksen sætter fingeren på en række af tidens store udfordringer. Men det er også klart, at hendes svar endnu er ukonkrete. Derfor vil hun snart blive testet på, om hun kan løse de opgaver, hun har givet sig selv.

Set i det lys vil hvedebrødsdagene for den nye regeringschef ikke vare ved. Hun skal levere svar på, hvordan regeringen – konkret – vil gennemføre den ekstremt ambitiøse grønne omstilling uden at udløse de protester, som ramte den franske præsident, Emmanuel Macron, da han gik i gang.

Udfordringer venter forude

Snart vil bordet også fange, når det handler om at realisere løftet om at forny den offentlige sektor, hvor hun har sat næsen op efter forventninger om bedre arbejdsdage hos hundredtusinder af ansatte.

Hun skal også formå at holde balancen på to farlige felter: Midt i Venstres krise holdt Mette Frederiksen i ugens løb et møde med arbejdsmarkedets parter i sit forsøg på at bane vej for valgløftet om at give nedslidte danskere en ret til tidlig pensionering. Mødet afslørede, at det bliver svært.

Hun befinder hun sig også i en balanceakt i udlændingepolitikken, hvor hendes parlamentariske bagland presser på for flere lempelser, og hvor det kan koste hende dyrebar troværdighed, hvis hun slækker for meget på de senere års stramme udlændingepolitik.

Det er desuden tydeligt, at det om kort tid vil blive en svær opgave at samle støttepartierne om finansloven for 2020, for der er en afgrund mellem de krav til den økonomiske politik, som kommer fra henholdsvis de Radikale og de øvrige partier i rød blok.

Det ved Mette Frederiksen. Hun har ikke glemt, hvor svært det var at blive enige om det »forståelsespapir«, som hun forhandlede på plads med Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper i forsommeren, og som skal være fundamentet under S-regeringen.

Selv når det handlede om at fastlægge de overordnede pejlemærker, var det vanskeligt at nå til enighed, og fremover vil det kun blive sværere, når hensigterne skal oversættes til konkrete udspil.

Samtidig er det ikke kun godt nyt for S-regeringen, at Lars Løkke Rasmussen og hans Venstre-folk befinder sig midt i en monumental krise. Mette Frederiksen får brug for at kunne samarbejde med de borgerlige partier – især Venstre – for ellers vil presset fra centrum-venstre kun blive øget.

Når det er sagt, kan hun glæde sig over, at hun har fået en drømmestart, inden hun skal møde partifæller til sommergruppemødet, og inden hun til oktober skal træde op på talerstolen i folketingssalen for at åbne en ny samling og præsentere sine planer for omverdenen.