Kritikken og prædikatet har ramt hårdt, især efter at Minkkommissionens redegørelse blev offentliggjort i sommer. Og det er meget personligt møntet på statsministeren.

Faktisk kan stemplet som »magtfuldkommen« og »egenrådig« ende som den enkelte faktor, der står i vejen for, at Mette Frederiksen kan beholde nøglerne til Statsministeriet. Billedet af en statsminister, der har tilranet sig for meget magt, har rodfæstet sig i en del af vælgerkorpset.