Lukketheden forpester dansk politik

ANALYSE: Mange politiske kriser kunne undgås og tilliden vokse, hvis offentligheden havde indsigt i, hvad der foregår i ministerierne. Når magten ikke kan kontrolleres, vil alle se magtmisbrug overalt.

27POLB-dskov-110220.jpg
Morten Bødskov (S) stod i sin tid som justitsminister for en stramning af offentlighedsloven, der nu giver bagslag. Arkivfoto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere

Nu blev de misvisende tal i landbrugspakken opdaget. Og det var godt. Men de fleste tænker vel på alle de gange, hvor lignende beregninger ikke bliver afsløret.

Det handler om tillid, og hvor ville mange politiske kriser kunne undgås, hvis ikke det danske embedsapparat var så ekstremt lukket – det mest lukkede og hemmelighedsfulde i Norden.

Den velvoksne mørkelægning i centraladministrationen, som blandt andet er et resultat af den seneste stramning af offentlighedsloven i 2013, har vist sig at være gift for tilliden mellem ministre, Folketinget og offentligheden. I dag bruger danske embedsmænd, lige fra Skat til Justitsministeriet, masser af ressourcer på at holde sager skjult – dokumenter, rapporter, notater, »ministerbetjening«, lovforberedende arbejde.

Man afviser at svare, nægter indsigt, og svarer udenom, når medlemmer af Folketinget forsøger kaste lys over en sag. Og jo mere der bliver mørkelagt, des mindre stoler vælgerne på, at der er rent mel i posen. Sådan er det bare. Og ingen kan være i tvivl om, at tillidskrisen mellem politikere og vælgere i dag er monstrøs og måske ligefrem truende for folkestyret.

I denne uge stod eksemplerne i kø. Mest iøjnefaldende er naturligvis den sag, der truer regeringens liv og miljø og fødevareminister Eva Kjer Hansens ministerpost.

Tænk hvis ministeren fra dag ét havde inviteret pressen, oppositionen, Rasmus Jarlov og alle, der havde lyst, ind i ministeriet, åbnet for alle notater, computere og mail, stillet centrale embedsmænd til rådighed for spørgsmål og så videre. Havde man tændt fuldt lys i det lukkede rum, var krisen måske blevet undgået. Eller også var den for alvor eksploderet, fordi skeletterne var væltet ud af skabet. Det er ikke til at vide. Men det, som åbenhed og gennemsigtighed i en administration kan, er at disciplinere og holde embedsmænd og alle andre på dydens smalle sti.

Det var også i denne uge, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) endelig fremlagde et regnestykke for, hvad udflytningen af knap 4.000 statslige arbejdspladser kommer til at koste.

Ingen i offentligheden har dog kunnet få indsigt i det grundlag, beregningerne er foretaget på, eller i de indberetninger, som de enkelte ministerier har foretaget i sagen. Det er mørkelagt, og først da man i regeringen havde brugt knap en måned på at massere tallene, blev et samlet regnskab lagt frem. Én milliard kroner koster det i runde tal. Kan vi stole på det? Er det en objektiv og nøgtern embedsmandsberegning, eller har der været en finger med i spillet fra en minister, som gerne vil have tallene til at se pæne ud?

Det finder vi forhåbentlig ud af en dag.

Det tredje eksempel fra ugen, der nu truer med at udvikle sig til en krise, er justitsminister Søren Pinds forsøg på at hemmeligholde 70.000 dokumenter om grundlaget for krigene i Irak og Afghanistan, som allerede er udleveret til den nu nedlagte Irak-kommission. Liberal Alliance har stillet et beslutningsforslag om offentliggørelse af de 14 år gamle papirer, som støttes af et flertal i Folketinget. Men om justitsministeren vil efterleve Folketinget, er stadig uvist. Hvad forsøger regeringen at skjule? Er det virkelig »rigets sikkerhed« og »hensynet til fremmede magter«, der er på spil på hvert eneste ark?

Skadalesager og ministerstorme er taget til over de senere år. De er blevet en del af danskenes TV-underholdning. Hvad har de nu fundet på? Den tidligere Thorning-regering gik fra krise til krise, ministre blev skiftet ud en for en. Nu ser det ud til, at Lars Løkke Rasmussens regering gør det samme. Det er altså ikke et spørgsmål om regeringens farve, men snarere en kombination af de parlamentariske styrkeforhold og en åbenlys systemfejl i forholdet mellem politikere, embedsmænd og medier.

Med stramningen af offentlighedsloven, mens Morten Bødskov (S) var justitsminister, blev der indsat en paragraf, som næsten kan bruges til at holde alt hemmeligt. Undtaget for offentlighed er »interne dokumenter og oplysninger, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand, mellem:

1) Et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder. 2) Forskellige ministerier«, hedder det.

Man må antage, at kontorcheferne med de formuleringer griner hele vejen ned til makulatoren, når de giver deres rutinemæssige afslag på aktindsigt.

Offentlighedsloven var en fejl, og alle lider under den. Det må stå mere og mere klart. Den forpester det politiske klima og tvinger medierne ud i utraditionelle metoder og konfrontationer for at komme nærmere sandheden, og embedsmændene stilles i en helt urimelig situation, fordi de hele tiden skal forklare, at de ikke har manipuleret.

Når man lukker af for offentlig kontrol med muligt magtmisbrug, vil der være en tendens til, at alle ser magtmisbrug overalt. Var der større adgang til de omhyggeligt krypterede computere på Slotsholmen, ville meget se anderledes ud.